Tiden er begyndt at føles lang for Tonse Diabaté. Selvom den 30-årige senegaleser er en af de relativt heldige migranter i Marokko, fordi han hver dag kan stå op til en fast tjans med at sælge kopiure til turister og har en indtægt, så æder utålmodigheden sig dag for dag ind på ham i turistmekkaet Marrakech:
”Jeg har været her i fire måneder nu, men det er ikke her, jeg vil være. Jeg er her kun, fordi jeg skal tjene penge nok til at fortsætte min rejse,” fortæller han.
Tonse Diabatés rejse begyndte for et lille års tid siden i en bus i Senegals hovedstad, Dakar, hvor han er født og opvokset. Hans plan er, at rejsen hurtigst muligt skal slutte et sted i Europa. Og det er underordnet, hvilket europæisk land han ender i.
”I hele Europa er der muligheder, ikke? Mennesker kan blive digtere, forfattere, musikere og leve af det. Det kan jeg ikke her. Men taxachauffør eller hotelarbejder er også okay for mig, det er et sted at starte. Jeg har gjort min skolegang færdig, jeg kan læse og skrive, og jeg skriver mange digte, så noget må jeg kunne blive til,” siger han med overbevisning.
Indtil rejsens næste etape kan begynde, deler han en lejlighed i Marrakech med et senegalesisk par og en fyr fra Mali, der er i samme situation som Tonse Diabaté.
”Vi er mange fra Senegal, flere hundrede gætter jeg på, her i Marrakech, og vi holder sammen og hjælper hinanden. Selvom jeg savner familien derhjemme, er jeg ikke på egen hånd her. At vende tilbage til Dakar er ingen mulighed, for jeg har ingen fremtid der,” siger han.
Selve migrationsfænomenet fra syd mod nord i Afrika er ikke i sig selv nyt. Allerede før kolonitiden migrerede afrikanerne i stor stil så vel fra syd mod nord som den modsatte vej på kontinentet. Men i de senere år er nordafrikanske lande som Marokko, Tunesien, Algeriet, Libyen og Mauretanien - til sammen kaldet for Maghreb-regionen - i stigende grad blevet forvandlet til ”holdepladser” for subsahariske migranters Europa-drøm, ifølge den senest offentliggjorte rapport på området fra den britiske tænketank Institute for Public Policy Research fra 2013:
”I praksis har stramningerne af den europæiske grænsekontrol og omkostningerne ved at migrere (til Europa, red.) betydet, at en stor del af gennemgangsmigrationen har antaget en udstrakt, endda semi-permanent karakter,” konstaterer rapporten.
Tonse Diabatés ven, der også er fra Senegal, insisterer på kun at blive kaldt for ”hip-hopperen” og nægter pure at lade sig fotografere. Livet som migrant i Marokko er svært nok i forvejen, mener han, og det kunne ikke falde ham ind at tiltrække sig unødvendig opmærksomhed ved at stå frem i en avis. ”Hiphopperen” bor i Marrakech på syvende måned af nøjagtigt de samme årsager som vennen.
”Men så vild er jeg faktisk heller ikke med Europa. Jeg vil helst til USA, og hvis det ikke kan lade sig gøre, vil jeg til Storbritannien eller Sverige. Hvis det heller ikke lykkes, bliver jeg her i Marokko, for jeg tjener mere her end derhjemme. Mit mål er at spare nok penge op til at få indspillet og udgivet min første cd hjemme i Senegal,” siger han.
”Hiphopperen” kan ikke se, at hans og Tonse Diabatés beslutning om at forlade Senegal kan fremstå radikal eller være svær at forstå i nogle europæeres øjne:
”Når du ser unge mænd som dig selv rejse udenlands for så at vende tilbage nogle år senere og bygge et godt hus og købe en god bil, ønsker du dig selvfølgelig det samme. Min egentlige fremtid er i Senegal, det er der, mine børn skal vokse op en dag. Men jeg må ud i verden først for at kunne vende tilbage og skabe den fremtid.”
At Europa ikke ligefrem står med åbne arme for at tage imod dem, undrer især hiphopperen:
”De fleste af mine afrikanske venner der (i Europa, red.) har fundet noget at lave. Det gør jeg også,” mener han.
Hverken Tonse Diabaté eller ”hiphopperen” vil sejle med båd til Europa. Det er for farligt. Deres enkle plan er at spare nok op til at kunne købe en flybillet og et turistvisum til EU og så ”blive væk”. Begge hævder de at tjene 200-500 marokkanske dirham om dagen, svarende til 140-350 kroner. Beløbet lyder urealistisk højt, men de holder på, at det er, hvad de tjener.
Ud af indkomsten skal der betales husleje, mad og sendes penge hjem til familien. Resten bliver sparet op.
Givetvis hører Tonse Diabaté og ”hiphopperen” ikke til de heldigste: De heldigste er dem, der for længst er sluppet ind i Europa med livet i behold.
Men de to unge senegalesere hører heller ikke til de uheldigste subsahariske migranter ifølge en rapport, som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch offentliggjorde sidste år. Den dokumenterer, hvordan tusindvis af illegale subsahariske migranter fra Senegal, Mali og Niger lever i klippehuler og primitive hjemmelavede plastictelte i skov- og bjergområder i omegnen af større marokkanske havnebyer.
Her lever migranterne i frygt for de marokkanske sikkerhedsstyrker, der i de senere år gentagne gange har revet lejrene brutalt ned, gennet migranterne sammen, sat dem på busser og sendt dem ud af Marokko uden at følge de sædvanlige hjem-sendelsesprocedurer, der blandt andet kræver, at politiet tager højde for en migrants turistvisum, eventuelle asylansøgningsproces samt retten til advokatbistand før en eventuel udsendelse.
Men mange marokkanere ser ikke med milde øjne på migranterne fra Afrika syd for Sahara. I 2013 offentliggjorde det radikale marokkanske tidsskrift Maroc Hebdo et tema om migranterne under titlen ”Den sorte fare”.
Til trods for at tidsskriftet er en smal udgivelse, og at meget langfra alle marokkanere deler dets holdning, er der en tendens til, at det voksende antal subsahariske migranter bliver opfattet som en potentiel trussel i et land, hvor ungdomsarbejdsløsheden svinger omkring 20 procent.
Tonse Diabaté og ”hiphopperen”, der sælger mobiltelefoner, har begge flere gange oplevet at blive overfaldet af unge marokkanske mænd. De har fået smadret deres varer, er blevet råbt skældsord efter og har fået tæv.
”Det er ikke alle, der vil have os her. Især unge mænd vil ikke have konkurrence fra os. Men hen ad vejen lærer du at genkende de dårlige personer og holde dig til de gode marokkanere,” siger Tonse Diabaté.