Intet andet sted i verden er retten til at lade drengebørn omskære under større pres end i de nordiske lande. I både Island og Danmark er sagen endt på politikernes bord, og i Norge har naboernes diskussioner genantændt debatten og atter fået folk til at kritisere den tusindårige tradition som brud på grundlov og menneskerettigheder.
Trossamfund mange steder advarer dog om udviklingen og forundres over, at kravet om forbud lyder i lande, der af flere ses som forbilleder, når det handler om demokrati, menneskerettigheder og respekt for minoriteter. Ifølge trossamfundene vil et forbud nemlig være udtryk for flertalsdiktatur, hensynsløshed og brud med religionsfriheden.
Særligt blev vulkanøen mod nord kilde til verdensomspændende debat, da en lille gruppe politikere i begyndelsen af året foreslog at forbyde omskæring. Selvom det foreløbigt ikke er endt med en afstemning i parlamentet, og regeringen ikke stod bag forslaget, har sagen skabt frygt for, at et forbud kunne sprede sig til det øvrige Norden og Europa fra Nordatlanten.
En af dem, der har fulgt debatten i mange år, er den islandske historiker og ar-kæolog Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, der er tidligere seniorforsker ved Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Han har som debattør markeret sig som modstander af et forbud og ser med kritiske briller på den humanisme, der i hans øjne har medvirket til, at omskæring er blevet så omdiskuteret.
”Norden har udviklet en humanistisk indfaldsvinkel på mange ting, som tenderer til en slags besserwisser- humanisme. Vi gør meget godt, men vi skal ikke rende rundt med pegefingeren løftet hele tiden, og vi skal være opmærksomme på, at det, vi ser som godt for nogle, ikke nødvendigvis er det for alle,” siger han.
Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson har skrevet flere artikler og bøger om jødernes forhold i de nordiske lande og forklarer, at Danmark og Island stikker ud trods nordiske fællestræk. I Sverige har man et meget grundigt opsyn med de klinikker, der udfører indgrebet, og hensynet til mangfoldighed gør, at modstanden ikke har rejst sig lige så meget, mener han. Et lignende billede gør sig gældende i Finland, og i Norge bekræftede Stortinget i februar, at rituel omskæring af drengebørn fortsat skal være lovligt.
I Norge har den islandske diskussion dog blandt andet afstedkommet et indlæg i Dagbladet, hvor jurist Irene Skaar skriver at, omskæring kan være i strid med den norske grundlovs værn af børns personlige integritet.
Hvad angår Danmark, handler det i Vilhjálmur Örn Vilhjálmssons øjne mest om, at ateismen og religionsmodstanden er i fremgang som løsning på næsten alle kulturelle konflikter, hvilket han mener, også kan aflæses i Ateistisk Selskabs tidligere kampagne mod folkekirken og debatten om burkaforbud. For Islands vedkommende mener han, at østatens isolation er en stor del af forklaringen.
”Hele Norden er præget af sekularisering, men det særlige ved Island er trangen til at være moderne og progressiv. Konsekvensen af vores placering midt i ingenting er, at mange higer efter bekræftelse på, at vi er en del af det moderne Vesten, at vi har en rolle at spille blandt nationerne og dermed skal gøre op med gamle værdier og normer. Man vil ikke være en lille plet på kortet, men et land, der markerer sig, og man er således beklageligvis stadig, hvor man befandt sig i selvstændighedskampen i begyndelsen af det 20. århundrede” siger han.
Jakob Egholm Feldt, der er professor og forsker i jødisk historie ved Roskilde Universitet, mener, at Norden står helt for sig selv i forhold til resten af verden. Han peger på, at lande som Frankrig og Tyskland også har debatteret omskæring, men at styrken i protesterne her langtfra er lige så stærk. Og forklaringen er ifølge forskeren blandt andet, at de nordiske lande historisk ikke har været præget af kulturel forskellighed i samme grad.
”I andre lande, der har en mindre homogen historie, ser man mere pragmatisk på det. Både Tyskland med sin sær-lige historie og Frankrigs historie som stor kolonimagt betyder, at der er en anden opmærksomhed om kulturelle særtræk og udenrigspolitiske signaler. Men i Norden bliver sagen rejst til et principielt niveau, og mange ser sig som repræsentanter for universel humanisme, hvor man vil hjælpe jøder og muslimer ud af forældede kulturelle praksisser,” siger han.
Jakob Egholm Feldt peger desuden på, at de nordiske lande i kølvandet på Anden Verdenskrig blev bannerførere for menneskeretsområdet – og dermed også børns rettigheder, hvilket har betydet, at eksempelvis revselsesretten blev ophævet. Samtidigt betød Socialdemokratiets opblomstring og udviklingen af velfærdsstaten, at der kom øget fokus på ulighedsskabende tegn og dermed også religiøse identitetsmarkører.
”Tanken om, at samfund bør have restriktioner for familiers påvirkning af børn, voksede. Man gik ind for, at Norden skal være lande, hvor den overordnede stat begrænser individets frihed med henblik på det fælles bedste. Mange andre europæiske lande, der også har oplevet en stærk sekularisering, har stadig fokus på større individuel frihed,” siger han.
Henrik Syse, der er norsk filosof og forsker ved Institutt for fredsforskning i Oslo (Prio), er enig i, at Nordens homogene historie spiller en stor rolle for, at omskæring har skabt så megen virak. Og på en lang række områder udgør spørgsmålet en kile i de brudflader, der præger den aktuelle samfundsdebat, mener han: Det handler om religionens rolle i samfundene, hensynet til religiøst betingede værdier og individets ret og frihed. Samt om velfærdsstatens funktion som dommer over, hvad der er rigtigt og forkert for individet. Henrik Syse har skrevet en række bøger om religion og etik og er medlem af den norske nobelkomité.
”Som følge af sekulariseringen ser vi et voksende pres for at udvise ensartethed, hvor dem, der tilhører religiøse samfund, ikke skal skille sig ud, og symbolerne ifølge mange helst skal væk. Men det rejser et spørgsmål om, hvorvidt det er en god idé at fratage folk stærke identitetsmarkører ud fra hensynet til kollektive, ensartede samfundsværdier. Desuden har vi hele rettighedstankegangen, der er meget udbredt i Norden. Og her møder man igen et dilemma. Handler det om, at barnet skal have ret til at blive en del af et fællesskab eller ret til at slippe for det? Og må forældre i det hele taget træffe beslutninger, der har uigenkaldelig indflydelse på børns liv? Samlet rører spørgsmålet ved mange centrale konflikter i de nordiske samfund, og derfor er debatten meget stærk,” siger han.
Svenske Jonas Lindberg er doktor i teologi og har forsket i religionens politiske comeback i Norden. Han mener, at den nordiske debat om omskæring i høj grad er udtryk for, at individets rettigheder står stærkere i Norden end i de fleste andre lande. Og at staten delvist tager ansvar for områder, der traditionelt har ligget i familien.
”I Sverige taler man om, at vi er præget af statsindividualisme, hvilket indebærer, at individets frihed sættes højt,” siger han.
Samtidig er børns rettigheder i centrum, hvilket kan ses i, at FN’s Børnekonvention er på vej til at blive stadfæstet ved lov i Sverige. Ifølge svenskeren ser samfundene bort fra forældrenes ret til at opfostre deres børn med egne værdier og religiøs tro.
”I vores lande er der en udbredt forestilling om, at man kan forholde sig neutralt til den type spørgsmål, på trods af, at det i praksis betyder, at det sekulære alternativ dermed bliver normen,” mener Jonas Lindberg.