Nordisk samarbejde er ”pænt at vise frem”, men begejstringen er til at overse

Nordisk Råd har eksisteret siden 1952. Hvorfor egentlig?

En britisk diplomat skulle engang forklare værdien af Visegrad-gruppen – et samarbejde mellem Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet. ”Det er lige som Nordisk Råd,” sagde han. Og så brød han ud i en hjertelig latter.

Det er ikke helt fair over for Visegrad-projektet, der de senere år har vist flere tænder end de nordiske broderlande. Det er blevet en forsamling af EU-skeptikere, der ustandselig banker løs på unionstanken, skønt de selv har skrevet under på den. Nordisk Råd, derimod, ligner mere en høflig diskussionsklub. Guderne skal vide, at kultiveret meningsudveksling er tiltrængt, men hvad har det helt konkret udrettet?

Spørgsmålet trænger sig på efter rådets såkaldte session – eller topmøde – som slutter i København i dag. Fortalere peger på svanemærket, der er et miljøstempel for blandt andet toiletpapir og køkkenruller. Barselspenge og arbejdsløshedsunderstøttelse kan udbetales i et andet nordisk land. Og der er også kulturpriserne.

Men er det vigtigt? Kunne det ikke være gennemført uden Nordisk Råd? Og er mange ting ikke overhalet af EU-samarbejdet?

”Det er usynligt alle steder,” medgiver en stemme i det danske udenrigsministerium.

”Billedet domineres af en tungere, politisk virkelighed som EU og Nato.”

Nordisk Råd betragtes ”som noget, der er rart at have og pænt at vise frem – se her, vi har fælles værdier”, men i praksis er der ikke den store opbakning fra regeringerne, fortsætter denne kilde.

Den, der skriver disse linjer, deltog i 1999 i åbningen af de nordiske ambassader i Berlin – et fælles projekt, der er blevet en kæmpesucces, fordi tyskerne har taget det til sig. Men det blev kun gennemført med hiv og sving, og ”det ville aldrig kunne ske i dag”, lyder buddet, hvis man spørger i ministeriet. ”Der er andre prioriteter,” hedder det.

I et forsøg på at tilføre det nordiske samarbejde nogle vitaminer kigger man nu på områder, ”hvor det virkeligt batter”, som en informeret kilde formulerer det – forsvar, sikkerhed og Arktis. Natos generalsekretær var inviteret som gæstetaler i går. Men også her er der grænser for, hvor meget man kan eller vil flytte. Konservative parlamentarikere har for eksempel foreslået en koordinering af Nordens forbindelser til Kina. Det går man ikke ind for, har Nordisk Råds præsidium svaret, men man ser gerne ”en rundbordssamtale”. Hvor stort indtryk vil det mon gøre i Beijing?

Det har altid været op ad bakke. I slutningen af 1950’erne foreslog oppositionen i Folketinget at nedlægge ambassaderne i Oslo og Stockholm, hvilket dog blev afværget. Et nordisk forsvarsforbund måtte opgives 10 år tidligere. De fleste ville hellere med i Nato; svenskerne ville under alle omstændigheder helst være uden for eller højest stå i døren. Et nordisk forsvarssamarbejde (Nordefco), oprettet 2009, fører en diskret tilværelse.

I stedet opererer landene på egen hånd, også i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet. Finland har opgivet årtiers neutralitet og er nu af gavn, om ikke af navn, medlem af Nato. Også Sverige er tæt på alliancen. Statsminister Mette Frederiksen (S) tog i marts til Israel for at undersøge et samarbejde om coronavacciner. Over hele linjen er der tale om nationale beslutninger ud fra egne interesser. Der er meget få diskussioner, når det virkeligt gælder. Og det nordiske spiller ingen synlig rolle.

Hos Nordisk Råd stønner man undertiden over ubemærketheden og bestiller meningsmålinger, som viser pæn tilslutning til organisationen. Men meget få ved, hvad den foretager sig.

”Det vil man først se den dag, den nedlægges,” siger en af dens støtter; der henvises blandt andet til de mange møder og konsultationer, der holdes mellem ministre.

Men hvorfor så ikke fortælle om dem, som man gør i Visegrad-gruppen? Måske skulle synspunkterne også slibes skarpere. Ellers bliver der ikke andet end rundbordssamtaler.

Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Berlin og Washington. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.