Nordkorea affyrer tilsyneladende ballistisk missil

Nordkorea har angiveligt affyret et ballistisk missil fra landets østkyst tirsdag. Missilet landede i havet.

I slutningen af september affyrede Nordkorea angiveligt dette hypersoniske Hwasong-8-missil.
I slutningen af september affyrede Nordkorea angiveligt dette hypersoniske Hwasong-8-missil. Foto: Kcna/Reuters.

Nordkorea har affyret et ballistisk missil fra havnebyen Sinpo på landets østkyst tirsdag.

Det oplyser Sydkoreas militær natten til tirsdag dansk tid.

Militæret oplyser videre, at missilet landede i havet.

Ifølge nyhedsbureauet Yonhap sker tirsdagens affyring samtidig med, at efterretningschefer fra USA, Sydkorea og Japan skal mødes i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, for at diskutere spændingerne med Nordkorea.

Således er hundredvis af repræsentanter for internationale virksomheder og væbnede styrker tirsdag samlet i Seoul til åbningen af Sydkoreas største forsvarsudstilling nogensinde, International Aerospace and Defence Exhibition.

Her er alt det nyeste inden for jagerfly, militærhelikoptere, droner og andre avancerede våben samt rumraketter udstillet.

Så sent som i september foretog Nordkorea flere prøveaffyringer med missiler.

Blandt andet hævdede landet i slutningen af september, at det havde testet et hypersonisk missil. Holder det stik, vil det være en klar styrkelse af landets missilprogram.

Ifølge det statslige nyhedsbureau i Nordkorea, KCNA, var der tale om et Hwasong-8-missil.

Et hypersonisk våben flyver mindst fem gange hurtigere end lydens hastighed.

Hypersoniske missiler kan programmeres til uforudsigelige baner og foretage skarpe manøvrer, når de nærmer sig et mål. De kan følge fladere og langt lavere baner end ballistiske missiler.

I midten af september foretog det nordkoreanske militær desuden endnu en prøveaffyring af ballistiske missiler.

Ifølge Sydkoreas forsvarskommando blev der 15. september affyret to ballistiske missiler.

Samme dag gennemførte Sydkorea en affyring af landets første ubådsmissil.

/ritzau/Reuters