Nordkorea buldrer videre mod alle andre

Nordkoreanske trusler får USA til at sende raketbatterier til stillehavsø

Udviklings- og integrationsminister, Søren Pind (V).
Udviklings- og integrationsminister, Søren Pind (V). Foto: Lee Jung-hoonYonhapReuters.

USA tager flere forholdsregler mod den stadig højere buldren på krigstrommerne i Nordkorea.

Det sker, samtidig med at Nordkorea har udløst vrede i Rusland, hvor en talsmand for Udenrigsministeriet i går talte dunder til regimet i den isolerede stat.

De seneste dages handlinger fra Nordkoreas side er kategorisk uacceptable og i strid med FN-resolutioner, hed det.

LÆS OGSÅ:
Krigstrommer i Nordkorea

Ban Ki-moon, FNs generalsekretær, der i øvrigt er sydkoreaner, er heller ikke glad.

Jeg er dybt bekymret og foruroliget over den voksende spænding på den koreanske halvø forårsaget af den meget negative, provokerende retorik, der kommer fra Nordkorea, sagde han i Monaco, mens den militære optrapning, mundtligt som i praksis, fortsatte.

USAs militær sagde, at det sender raketbatterier til Guam, der er et oversøisk amerikansk territorium. Det ligger 3380 kilometer fra Nordkorea og er hjem for 6000 amerikanske militærfolk.

Meldingerne fra USA kommer, efter at Nordkorea ifølge sydkoreanske medier har overflyttet, hvad der menes at være Musudan-mellemdistanceraketter til landets østkyst.

En sydkoreansk regeringskilde blev i går citeret for, at der hersker tvivl om, hvorvidt Pyongyang vitterligt vil affyre raketterne, eller om det er et forsøg på at lave en magtdemonstration.

Nordkoreanerne truer også stadig med atomangreb. I en officiel erklæring hed det i går, at landets generalstab formelt har orienteret USAs regering om, at de amerikanske trusler vil blive tilintetgjort med helt nye, små, lettere og alsidige atomare midler.

Erklæringen blev udsendt af det nordkoreanske nyhedsbureau KCNAs engelsksprogede tjeneste.

Der er ikke diplomatiske forbindelser mellem Pyongyang og Washington, så det er ikke klart, hvordan advarslen er afleveret.

Styret i Pyongyang har sagt, at der er krigstilstand mellem Nord- og Sydkorea. I onsdags meddelte militæret i nord, at det har fået bemyndigelse til at angribe USA med mulighed for brug af atomvåben.

Nordkorea siger, at USAs militær i Sydkorea skal bruges til et angreb mod nord.