Nordkorea vil opsende satellit for at overvåge USA

Militærøvelser mellem USA og Sydkorea får Nordkorea til at opsende militær satellit for at kunne overvåge.

En fjernsynsskærm på en togstation i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, viser militær aktivitet i nabolandet Nordkorea. (Arkivfoto).
En fjernsynsskærm på en togstation i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, viser militær aktivitet i nabolandet Nordkorea. (Arkivfoto). Foto: Ahn Young-Joon/Ritzau Scanpix.

Nordkorea vil i juni opsende dets første militære satellit, som skal overvåge USA's militære aktivitet i realtid, skriver det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.

I en udtalelse bragt af KCNA lyder det fra den højtstående militærleder Ri Pyong-chol, at fælles militærøvelser udført af USA og Sydkorea åbent viser landenes "uforsvarlige ambitioner om aggression".

I løbet af de seneste måneder har de to lande udført militære øvelser. Ifølge Ri har øvelserne tvunget styret i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, til at have "ressourcer i stand til at samle information om militærhandlinger fra fjenden i realtid".

- Vi vil sammenhængene overveje nutidige og fremtidige trusler og mere grundigt praktisere aktiviteter for at styrke altomfattende og praktiske krigsafskrækkende midler, lyder det i udtalelsen.

Den specificerer ingen præcis dato for opsendelsen, men Nordkorea har givet Japan besked om en planlagt opsendelse mellem 31. maj og 11. juni.

Det har fået regeringen i den japanske hovedstad, Tokyo, til at sætte landets ballistiske missilforsvar i alarmberedskab.

Nordkorea har oplyst, at landet har gennemført udviklingen af dets første militære overvågningssatellit, og den nordkoreanske leder Kim Jong-un har godkendt de sidste forberedelser.

Ifølge en talsperson fra den amerikanske regering lyder det, at alle nordkoreanske opsendelser, der involvere ballistisk missilteknologi, herunder også satellitter, vil være i strid mere flere FN-resolutioner.

Japan har oplyst, at det vil nedskyde ethvert projektil, der truer landets sikkerhed.

Opsendelsen vil være Nordkoreas seneste skridt i en lang række af våbentest.

Analytikere siger, at en satellit vil forbedre Nordkoreas mulighed for at overvåge andre lande, hvilket vil gøre landet i stand til bedre og mere præcist at kunne angribe en eventuel fjende i tilfælde af krig.

/ritzau/Reuters