Nordkorea viser nye våben frem til jubilæumsoptog

Kim Jong-un var til stede, da Nordkorea markerede militærjubilæum med fremvisning af landets nye ICBM-missil.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, overværede 75-års-optoget for stiftelsen af landets militær i Pyongyang, som er Nordkoreas hovedstad.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, overværede 75-års-optoget for stiftelsen af landets militær i Pyongyang, som er Nordkoreas hovedstad. Foto: Kcna/Reuters.

Der blev fremvist langtrækkende missiler og angiveligt også atomkapable af slagsen, da Nordkoreas soldater onsdag travede gennem landets hovedstad, Pyongyang, til et jubilæumsoptog for militærets 75-års-fødselsdag.

Ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA viste optoget landets store evne til at angribe med atomvåben.

Landets leder, Kim Jong-un, var også til stede - klædt i jakke og hat.

Selv om optoget blev holdt onsdag, skrev de nordkoreanske statsmedier først om det natten til torsdag.

Inden bekræftelsen fra statsmedierne havde satellitbilleder fra selskabet Maxar Technologies dog allerede givet en lille forsmag på, hvad der blev fremvist til optoget.

Billederne viser blandt andet, hvordan det nordkoreanske publikum ser til, mens militærkøretøjer krydsede Pyongyangs Kim Il-sungs Plads.

Køretøjerne var blandt andet monteret med missilsystemer. Analytikere fik blandt andet øje på Hwasong 17-missilsystemet, som er landets største af slagsen.

Desuden pegede analytikerne på det, som kan være langtrækkende missiler, såkaldte ICBM-missiler, som bruger fastbrændsel i stedet for flydende brændstof.

- Efter det, der tilsyneladende var et par Hwasong 17-ICBM-systemer, var der fire uidentificerede, men tilsyneladende lige så store pakkesystemer, skriver Joseph Dempsey, forsvarsforsker ved tænketanken Det Internationale Institut for Strategiske Studier, på Twitter.

Størstedelen af Nordkoreas missiler bruger flydende brændstof og skal derfor tankes op ved affyringsstedet. Det kræver både tid og udstyr.

Derfor har det længe været en ambition for landet at udvikle langtrækkende missiler, som kan bruge fastbrændsel. Det vil gøre missilerne bedre camoufleret og sværere at ødelægge i tilfælde af en væbnet konflikt.

Ankit Panda, forsker ved den amerikanske tænketank Carnegie-legatet for International Fred, siger, at de pakkemissilsystemer, som kunne ses på billederne, er nogle, som landet fremviste allerede i 2017, men som ikke er blevet afprøvet endnu.

Det er endnu uklart, hvordan og hvornår Nordkorea vil afprøve dem. Det er desuden kendt, at landet før har fremvist attrapper til offentlige optog.

Nordkorea afholdt i 2022 et hidtil uset højt antal af prøveaffyringer med missiler. Et af dem fløj sågar over den nordlige del af Japan. Vesten har gentagne gange krævet, at Nordkorea stopper affyringerne.

/ritzau/