Prøv avisen

Nordkoreanske flygtninge kæmper for at tilpasse sig

Mødet med Sydkorea er et chok for de fleste af de nordkoreanere, der flygter fra Kim Jong-ils diktatur. Fra at have levet i et fattigt og isoleret samfund befinder de sig pludselig i en af verdens største økonomier. Billedet viser en ung dreng, der går forbi en plakat med billeder af den nordkoreanske leder, Kim Jong-il, ved en observationspost på den sydkoreanske side af grænsen. (De interviewede flygtninge ønskede ikke deres billeder i avisen). -- Foto: JO YONG-HAK Denmark

Når nordkoreanske flygtninge ankommer til Sydkorea, har mange af dem svært ved at omstille sig og har brug for hjælp til at klare deres nye liv. Op mod halvdelen af flygtningene finder støtte i kristendommen

– I skolen fik jeg at vide, at Sydkorea var et slemt sted. Lærerne sagde, at det var et sygt land, og at alle var fattige. Vi lærte kun om socialistiske lande, som Cuba, siger Chul-ho.

Med sine hvide Nike-sko og matchende trøje ligner han enhver anden ung koreaner, da han standser sætningen og fisker sin skinnende nye mobiltelefon frem for at skrive en besked.

Der er en verden til forskel fra dengang, han i 1985 blev født i den nordligste og fattigste del af Nordkorea. Familien bestod af en far, der var stålarbejder for regeringen, en mor, der forsøgte at sørge for, at der hver dag var mad til familien, og to søskende.

Vi møder Chul-ho på en skole for nordkoreanere i det centrale Seoul. Skolen rummer 300 elever og lukker normalt aldrig journalister ind. For skolen beskytter eleverne og deres familier, der tit stadig befinder sig i Nordkorea. Stedet er et ud af en stadig voksende flok af skoler og centre, der tilbyder specialundervisning og sociale aktiviteter til flygtede nordkoreanere, der ofte har meget svært ved at vænne sig til den helt anderledes verden, som Sydkorea er.

– For mange af flygtningene er det som at blive spolet 60 år frem i tiden at komme til Sydkorea, som er verdens 15.-største økonomi. Alt er anderledes. Alt er mere frit. De har fået at vide i årevis, at Sydkorea er farligt og fattigt. Det er meget svært at have den struktur i hovedet og så komme herned og se det hele falde sammen, siger Tim Peters, der er amerikansk missionær og arbejder med at hjælpe nordkoreanske flygtninge.

Siden Korea blev delt, er der kommet mere en 16.000 nordkoreanske flygtninge til Sydkorea, og regeringen venter, at tallet næste år vil stige til 20.000.

Det er tre år siden, Chul-ho ankom til Sydkorea. Han kan den præcise dato i hovedet: 25. april 2006.

Inden han flygtede, var hungersnøden blevet værre og værre, og hans bror var begyndt at få problemer med styret på grund af sine politiske holdninger.

– Vi flygtede til Kina og kom via Mekongfloden til Vietnam, Laos og til sidst Thailand. Her fangede politiet mig og smed mig i fængsel. Jeg sad 10 måneder i fængsel, inden jeg blev udleveret til Sydkorea, fortæller Chul-ho.

Hans far døde inden flugten, men hans bror og mor bor i Sydkorea. Hans søster flygtede til Kina, men familien ved ikke, hvor hun er.

Kim Gyung-hee er inspektør på skolen for nordkoreanere, hvor Chul-ho går. Hun møder hver dag de nordkoreanske flygtninge, der har store problemer med at omstille sig til livet i Sydkorea.

– Når de kommer hertil og ser fjernsyn, tror de, at alt, hvad de ser, er sandt. De har tit meget svært ved at skille tingene ad og tage stilling til alle de valg, der er, siger hun.

Da Chul-ho voksede op, havde familien et tv med én statsstyret kanal til at følge med i, hvad der skete omkring dem.

– De viste programmer om Kim Jong-ils planer og om Nordkoreas historie og de bedrifter, Kim Il-sung har lavet. Der var dokumentarprogrammer fra andre socialistiske lande, og det var jeg meget interesseret i. Jeg tænkte ikke rigtig på, at der var noget uden for socialismen, siger Chul-ho.

Et andet eksempel er, at der kun er fire uddannelser i Nordkorea.

– Man kan blive soldat, lærer, politiker eller arbejder. Derfor beder mange af mine studerende, der skal til at tage en uddannelse på universitetet, mig om at vælge deres hovedfag, fortæller Kim Gyung-hee.

Også på arbejdspladsen viser forskellen mellem Nord og Syd sig klart for Chul-ho:

– Det er svært at arbejde her i Sydkorea. Det er meget stressende. I Nordkorea var alt planlagt og bestemt af regeringen, men der var til gengæld ingen maskiner, så mennesker skulle lave det hele, siger han.

Den oplevelse kender missionæren Tim Peters udmærket til. Han forklarer:

– I Nord gør man det, man får besked på, når man arbejder. Her er det meget mere frit, og flygtningene paralyseres af frygt for at gøre noget forkert. Og så bliver de tit set på som dumme og dårlige arbejdere.

Selvom det går fremad, er 32 procent af flygtningene arbejdsløse. Og af dem, der er i arbejde, har mere end 40 procent kun dag til dag-arbejde. I sammenligning er det tal ni procent for sydkoreanerne.

Hye-kyung er også elev på skolen for flygtningene. Selvom hun er 18 år gammel, ligner hun en pige på 13 år. Ofte er nordkoreanere underernærede, og det gør, at de er fysisk mindre end naboerne i syd.

Hye-kyung kom til den sydkoreanske hovedstad, Seoul, i september 2007, efter at hun i flere år havde levet som flygtning i Kina sammen med sin mor.

– Jeg fik ikke nok at spise i Nordkorea og kunne ikke gå i skole. Men det har været hårdt at komme hertil. Jeg var meget stresset i starten og blev indenfor hele tiden. Jeg prøvede at arbejde, men kunne ikke finde ud af det, og så begyndte jeg at gå i skole her. I Nordkorea kunne jeg ikke spise, men var lykkelig på grund af min familie. Her er der nok at spise, men det er svært med så meget nyt hele tiden, siger Hye-kyung, hvis far og søster stadig er i Nordkorea.

Siden Chul-ho kom til Sydkorea, er et af hans faste holdepunkter blevet kristendommen. Den deler han med mange af flygtningene. Det anslås, at op mod halvdelen af nordkoreanerne bliver kristne, når de kommer til Sydkorea. I Nordkorea er der officielt religionsfrihed, og i hovedstaden Pyongyang er der flere kirker, men særligt kristne bliver forfulgte af regeringen.

– Deroppe var det Kim Jong-il og Kim Il-sung, der var vores guder. Vi lærte, at præster og kirker var meget slemme, og at de kun var ude på at få penge, siger Chul-ho.

Som en missionær, der arbejder på grænsen mellem Nordkorea og Kina, er Tim Peters ofte en af de første, der møder flygtningene.

– Når vi møder dem, kan de ikke altid forstå, hvorfor vi vil hjælpe dem, og de tager mod os på meget forskellige måder. Vi forklarer dem, at det først og fremmest er Gud, der driver os, men vi presser dem ikke. Vi må forstå, at de kommer fra et ekstremt rigidt trossystem, hvor man tror på lederne. Det hverken kan eller skal de bare lige skifte ud med et andet, siger han.

– De bliver nærmest hypnotiserede af alt de nye, de møder, og det må vi ikke udnytte. Men jeg tror aldrig, de glemmer, hvem det var, der hjalp dem, og derfor bliver så mange efterhånden kristne, mener Tim Peters.

Chul-ho synes da heller ikke, at han bare har skiftet en tro ud med en anden. Efter at han har været i Sydkorea i tre år, er han faldet til, og han ved, at det er stedet, hvor han skal blive. Ud over timerne på skolen læser han til sygeplejerske på andet år – og elsker sit tøj fra de internationale firmaer Nike og Adidas.

– Inden jeg kom, regnede jeg med, at jeg ville fortsætte til USA, men ikke mere. Det er lidt svært at leve her med sproget og menneskene, der er forskellige fra, hvor jeg er fra. Nogle gange føler jeg mig stadig anderledes, men jeg tænker ikke længere over, om jeg er nord- eller sydkoreaner. Jeg vil bare gerne tage min uddannelse, så jeg kan hjælpe samfundet. Det er det, jeg drømmer om, understreger han.

udland@kristeligt-dagblad.dk

På skolen i det centrale Seoul går 300 elever, der alle er flygtninge. Skolen hjælper flygtningene med at finde sig tilrette i det meget anderledes sydkoreanske samfund. - Foto: Lasse Telling.