Nordkoreas brintbombe er et råb om hjælp

Atomprøvesprængningen i Nordkorea bliver fordømt overalt i verden og isolerer landet yderligere. Men paradoksalt nok er bomben et forsøg på dialog, mener Nordkorea-ekspert

Nordkorea har meget svært ved at komme i reel dialog med omverdenen. Derfor er prøvesprængningen reelt et råb om hjælp, mener direktøren for Nordisk Institut for Asienstudier. Foto: JUNG YEON-JE / AFP

Når styret i Nordkorea angiveligt har prøvesprængt en brintbombe og gør det netop nu, skal det især forstås som et led i en lettere paradoksal strategi. Det siger direktør for Nordisk Institut for Asienstudier, Geir Helgesen, som har forsket i og besøgt landet gennem 35 år.

Nordkoreanerne er nemlig desperate efter at få moderniseret deres katastrofale økonomi, men ved udmærket, at de ikke kan gøre det på egen hånd. De er nødt til at bryde ud af deres mangeårige isolation, som den internationale embargo mod landet er med til at forstærke. Det kræver en form for normalisering over for særligt USA.

Hvordan kan en brintbombe hjælpe landet med at få flere venner?

Det er også paradoksalt, for omverdenen har udelukkende reageret med fordømmelse og en yderligere stramning af embargoen. Men erfaringen har vist, at når vreden har lagt sig, åbner der sig et vindue for dialog.

Det virker som en noget risikabel strategi?

Ja, men Nordkorea har meget svært ved at komme i reel dialog med omverdenen. Det er der flere grunde til, og skylden ligger bestemt også hos nordkoreanerne selv, men de vil gerne åbne - blot på egne præmisser. Ved at vise militær og teknologisk styrke får de den opmærksomhed, de ønsker, selvom den er negativ. For dem at se er det den eneste måde at åbne omverdenens ører på.

Hertil kommer, at Nordkorea føler sig truet af især USA og Sydkorea. Det er et fattigt land, som er fuldt bevidst om, hvor relativt let andre nationer vil kunne overtage styret. Derfor er det en sik-kerhedsforanstaltning at vise, at en invasion ville blive katastrofal for alle parter.

Endelig er Nordkorea et meget nationalistisk land, som er besat af tanken om uafhængighed. Kinas forsikringer om, at der ikke vil ske landet noget, er ikke nok. Man har behov for at vise, at man kan forsvare sig ved egen kraft.

Hvad er det mest sandsynlige videre forløb?

Det er desværre nok en fortsættelse af det, vi har set de seneste mange årtier: En yderligere isolering af Nordkorea.

For selvom der kommer en dialog, har USA's linje de seneste mange år været, at man ikke lader sig true til noget. Amerikanerne vil derfor gøre afskaffelsen af atomvåben til en betingelse for dialog, mens nordkoreanerne netop ser truslen om at bruge våbnet som en forudsætning for dialogen. Det er en gordisk knude.

Desuden er det meget bekvemt at beholde Nordkorea som det ultimative fjendebillede, for det sender jo det stærke signal: Se bare, hvad der sker, når et kommunistisk land får lov til at løbe frit. Det kan de konservative kræfter i regionen bruge til at holde venstreorienterede kræfter nede.

Og det giver Japan og mange andre et godt argument for at skærpe deres militære aktiviteter. På den måde er det altid godt at have en sorteper i det globale magtspil.

Er vi kommet et skridt nærmere en atomkrig?

Nej. Og det tror jeg, langt de fleste kendere af situationen er enige om. Selv i Sydkorea, hvor jeg kommer en del, er man ikke bange. Alle tror på, at kernevåbnene kun er et defensivt våben, for nordkoreanerne er ikke sindssyge. De ved, at de vil blive udslettet øjeblikkeligt, hvis de begynder en krig.

Det største problem ved prøvesprængningen er for mig at se, at det har kostet enorme ressourcer at udvikle kernevåben, og det er netop de ressourcer, landet har så hårdt brug for, hvis det skal undgå et kollaps. En kollapset nation med atomvåben kan til gengæld blive et problem.