I dag er det seks år siden, at Anders Behring Breivik, som nu kalder sig Fjotolf Hansen, dræbte 77 mennesker på Utøya og i Oslo.
Siden angrebet har nordmændene diskuteret, hvordan man skal håndtere den individuelle og kollektive sorg, og mange har helt frabedt sig, at staten opfører mindesmærker efter angrebet. Enten fordi de selv var vidne til massakren, er pårørende eller blandt de mange, der mener, at påmindelser om terroren giver unødigt fokus på gerningsmandens radikale tankegods.
Indtil videre har processen om at skabe nationale mindesmærker i Oslo og på Utøya varet over fem år, og der er endnu ikke sat en dato for, hvornår de står færdige.
En del af forklaringen er protester fra borgerne ved Utøya, hvor mange lokale blev vidner til massakren og hjalp de unge på Arbejderpartiets ungdomsorganisa- tions sommerlejr med at flygte. Flere frygter, at et mindesmærke vil ende som en turistattraktion, eller at påmindelsen vil rippe op i traumet, fortæller Per-Olof Michel, der er psykiater og forfatter til en rapport om de psykosociale konsekvenser af at etablere et mindesmærke ved Utøya.
”Mange føler, at regeringen gik for hurtigt frem og ikke tog hensyn. Flere blev traumatiseret af terroren og ønsker på ingen måde et mindesmærke, der bidrager til, at områdets identitet isoleres til kun at handle om massakren,” siger han.
For nyligt droppede den norske regering planen om et stort mindesmærke ved Sørbråten i nærheden af Utøya og besluttede i stedet at rejse et mindre mindesmærke tættere ved øen i Tyrifjorden nordvest for Oslo. Det betyder, at man har opsagt samarbejdet med den svenske kunstner Jonas Dahlberg, som egentlig skulle stå for arbejdet. Per-Olof Michel peger på, at det vil kunne påvirke nogle af naboerne negativt, hvis planerne ender med at blive ført ud i livet – også selvom mindesmærket ser ud til at blive mindre end først planlagt.
”For de lokale er det måske bedre med et mindre mindesmærke, men også det risikerer at blive en smertelig, daglig påmindelse,” siger han.
Psykiateren kritiserer regeringen for at have presset for meget på for at fremskynde processen fremfor at vente måske 10 år på, at naboer, pårørende og det øvrige Norge havde fået begivenheden mere på afstand.
Marcela Douglas, der er lektor ved Universitetet i Tromsø, er enig i, at regeringen kunne have lyttet mere til de lokale. Men hun mener, at det er godt, at Norge får samlende mindesteder for terroren. Hun har forsket i mindesmærkers betydning for bearbejdelsen af nationale traumer.
”Som samfund er det vigtigt, at staten tager ansvar, for det er en begivenhed, der i generationer vil berøre alle nordmænd, og om 50 år vil skolebørn komme til Utøya og lære om, hvad der skete. Derfor kan mindesmærker virke forebyggende. Man skal ikke lukke øjnene og lade som om, at det ikke er sket, for det er dårligt for et samfund, hvis ikke man husker sin fortid,” siger hun.
Forklaringen på, at en del ikke bryder sig om at blive konfronteret med terrorangrebet for seks år siden, er, at de så også bliver mindet om massemorderen og hans højreradikale tankegods. Den debat hersker der også i forbindelse med en kommende filmatisering af angrebet, men Marcela Douglas peger på, at man er nødt til at acceptere Breiviks rolle.
”Uanset om vi kan lide det eller ej, er hans person jo central for at forstå, hvad der skete. Og som samfund er det vigtigt, at vi tager ved lære af og forsøger at forebygge social isolation,” siger hun.
Atle Dyregrov, der er professor og specialist i klinisk psykologi, peger også på, at den kommende film på flere måder også fungerer som en form for mindesmærke.
”For de pårørende er det klart, at det vil være hårdt at se en film om angrebet, men den kan også tjene samme vigtige funktion, som når pårørende til andre begivenheder søger tilbage i gamle aviser for at få detaljerne om, hvad der skete. Det er smertefuldt, men kan hjælpe nogle til bedre at lære at leve med det,” siger han.
Atle Dyregrov mener, at modstanden mod påmindelserne er udtryk for, at nordmændene har svært ved at acceptere gerningsmandens og tragediens definerende betydning for det moderne Norge:
”For Norge er der en tidsregning før og efter den 22. juli, der definerer os som nation. Fra at være et åbent og mere uskyldigt samfund til at vide, at ondskaben også kan vise sig hos os. Og derfor må vi selvfølgelig også have nogle mindesmærker, der kan være centrum for bearbejdelsen. Der er ingen gode argumenter imod, at den dag naturligvis vil fylde i historiebøgerne for altid.”