Bevares, der er da noget at fejre. Den dansk-tyske grænsedragning med Danmarks indlemmelse af Sønderjylland for 100 år siden er historisk set en af verdens fredeligste. Og det er kun sket ganske få andre steder i verden, at en ny grænse er blevet trukket efter en folkeafstemning. Når den nordtyske filmproducent og dokumentarfilminstruktør Wilfried Hauke alligevel er typen, der ville ødelægge den gode stemning, hvis han blev inviteret med til festen, skyldes det, at den danske fejring af 100-året for Genforeningen i hans øjne risikerer at kamme over i ”selvforherligende propaganda”.
”Danmark fejrer myten om sin egen uskyld. Det er myten om at være den lille nabo, der blev løbet over ende af Preussen, og som derfor stadig bør være lidt bange for Tyskland. ’Vi var de gode, men vi var ikke stærke nok’, sådan har Danmark fremstillet sig selv. På valgplakaterne i 1920 så man Jylland og Sjælland og de øvrige småøer indrammet af skyer, og alt andet var udeladt,” siger han.
”Men Danmark var et overherredømme, et europæisk storrige, som besad kolonier og i århundreder underlagde sig sine naboer Sverige og Norge. Det lader danskerne til at glemme,” siger Wilfried Hauke, som kender mentaliteten på begge sider af grænsen indgående.
Han kommer fra Kiel i nordtyske Slesvig-Holsten, men har studeret i Aarhus og København, skrevet ph.d.-afhandling om dansk teaterlitteratur og arbejdet som Skandinavien-korrespondent for tyske medier. Wilfried Hauke er begejstret for Danmark, og man skal tugte den, man elsker, betoner han, da Kristeligt Dagblad møder ham på den danske ambassade i Berlin i anledning af en snigpremiere på hans nyeste film, ”Das unsichtbare Band. Grenzgeschichten von Dänen und Deutschen” (Det usynlige bånd. Grænsefortællinger af danskere og tyskere).
Den danske selvforståelse af historisk at være ”den lille og gode” har sammen med Danmarks eksportsucces, ligestilling og stærke velfærdssamfund ført til en følelse af overlegenhed i forhold til resten af verden, mener han.
”Danmark er succesfuldt verden over, og alle elsker dansk design og danske varer. Men Danmark har stadig den her kolonialistiske vikinge-mentalitet, selvom man nok ikke vil stå ved det. Tankegangen er, ’vi farer ud i verden og erobrer markeder og tager alt det, vi finder godt og kan bruge med tilbage, og derefter lukker vi os om os selv, så ingen kan trænge ind og tage det fra os, vi har opnået, for vi er de små, vi er de uskyldige’. Det er lidt den mentalitet, jeg møder blandt danskere,” mener han.
”Samtidig spiller danskere stadig – bevidst eller ubevidst – det beskidte kort, at ’vi må give agt for ikke igen at blive rullet over af tyskerne’. Det er for mig at se den store fortælling i Danmark,” siger han.
Siden Befrielsen i 1945 har danskerne kunnet føje heltestatus til selvforståelsen som en lille stat truet af den store nabo, fordi danskere deltog i modstandskampen, og landet i krigens sidste år var på de allieredes side. Men det er også en sandhed med modifikationer, mener Wilfried Hauke, for under krigen kom en tredjedel af det tyske riges næringsmidler fra Danmark, påpeger han:
”Danmark tjente afsindigt mange penge på Anden Verdenskrig. Det var ikke alt sammen modstand.”
En anden anstødssten i den danske fejring af 1920 er for tyskeren, at der ikke var tale om nogen egentlig genforening, men snarere en spaltning af det århundredgamle kulturelt og økonomisk driftige hertugdømme Slesvig, som historisk altid havde været samlet. Nordslesvig blev til Sønderjylland i dansk terminologi, og betegnelsen Nordslesvig bliver brugt af det tyske mindretal, mens det danske mindretal syd for grænsen bruger betegnelsen Sydslesvig om den del af hertugdømmet syd for den nuværende grænse, hvor der ved afstemningen i zone 2 den 14. marts 1920 var tysk flertal.
”Det hele er lidt en vittighed, når selv danske historikere i dag siger, at det ikke er nogen genforening, at der strengt taget ikke blev føjet noget til Danmark, som har tilhørt nationalstaten,” siger han og henviser til, at Slesvig siden 1460 var en selvstændig enhed med egen lovgivning, som blev styret af den danske regent sammen med det tysktalende Holsten.
”Man fejrer forestillingen om noget ærkedansk i stedet for at fejre et grænseland, som i århundreder var en multikulturel region, hvor mennesker med forskellige sprog – ikke bare dansk og tysk, men sønderjysk, plattysk og frisisk – levede med hinanden,” siger Wilfried Hauke.
Grænseregionen udgør noget kulturelt meget kostbart for Europa, mener han. Man kunne fejre, at der er tale om en historisk sammenhængende region på tværs af landegrænser, hvor indbyggerne fremstår som ”proto-europæere”, der kan begå sig i flere kulturer og tale flere sprog og dermed ikke er overladt til engelsk, nutidens lingua franca, for at kunne forstå hinanden, betoner han.
”Slesvig var aldrig national, og jeg troede og håbede, at det multikulturelle ville opleve en genkomst, men på den danske side har man taget de nationale kategorier til sig, og i stedet for at fejre det ganske særlige ved regionen sætter man i den danske fejring trumf på neonationalismen. Man lader dermed en chance for at statuere et forbillede for resten af verden i en globaliseret tidsalder gå til spilde,” siger filminstruktøren.
Han kalder samtidig den danske fejring for en del af ”Danmarks neokoloniale politik” og henviser til, at grænsefreden er sket på bekostning af den tidligere førende Slesvig-region, som i dag nord og syd for grænsen er blevet til udkant.
”Grænsebyen Padborg er mere eller mindre uddød og ligner noget fra Den Tredje Verden, fordi kapitalistisk orienterede magthavere ikke mener, at byen er værd at holde i live. Og så tilbyder man samtidig dette genforeningsspektakel, viser igen kongen til hest på lyssignaler og pudser genforeningsstenene. Man behandler dermed det sønderjyske Udkantsdanmark lidt som de tidligere kolonier, man giver nogle glasperler til de dele af riget, som er hægtet af udviklingen,” siger han.
Grænsefejringen burde være en fælles dansk-tysk begivenhed, mener Wilfried Hauke, men markeringen er præget af ”komplet asymmetri” på hver sin side af grænsen.
”Vi fejrer noget fælles, en fredelig grænse i 100 år, men hvad er der los? Nærmest ingen fælles fejring. Samtidig indfører Danmark grænsekontrol og opsætter vildsvinehegn. Det sender et virkelig dårligt signal og er en skuffelse blandt folk i regionen,” siger han og påpeger, at folk siden 2001 har kunnet nyde Schengenaftalens åbne grænser.
”Mange på begge sider har fortalt mig, at de ofte er kørt hjemmefra og har glemt passet, og at det hidtil ikke har været noget problem. Men nu kan man blive bedt om at køre hjem igen eller risikere at få en bøde, hvis man på tilbagevejen bliver tjekket. Det er ikke bare upraktisk; det har også en stor følelsesmæssig negativ betydning for folk i grænselandet,” siger han.
Tyskerne var tidligere nationalister, men efter nazismens sammenbrud i 1945 er de blevet proto-europæere, mener Wilfried Hauke. Der findes tyske regioner med stærke kulturer som Sachsen og Bayern, men Tyskland er et føderalt land, og nationalismen har det store flertal lagt bag sig, mener han.
”Nu slibes de nationale knive igen, ikke alene på den østtyske side (hvor det højrenationale Alternativ for Tyskland står stærkt, red.), men i høj grad også på den danske side. Dansk kultur er gennemtrængt af det nationale, og faren er, at man lukker sig helt om sig selv,” siger han.
Danmark kan i den sammenhæng lære af sit tyske mindretal i Sønderjylland, mener han. Selvom mindretallet stadig har sine tyske skoler og tyske biblioteker, taler dets medlemmer dansk og er på vej til at blive assimileret og opløst, mener Wilfried Hauke.
”Man kan sige, at Danmark har vundet. Det vil det tyske mindretal i Sønderjylland selvfølgelig ikke selv sige. Men jeg ser det ikke som noget særlig slemt. Jeg har besøgt tyske skoler i Sønderjylland, og det tyske mindretal er langt mere europæisk orienteret end danskere – og end mange tyskere i øvrigt. De afgrænser sig langt mindre i nationale kategorier,” siger han.
”Det tyske mindretal kalder på respekt. De er blevet set ned på, fordi deres forfædre var nazister. I dag betragter de sig ikke bare som tysk mindretal, de betragter sig som medborgere, de er tættere på den tankegang, som man så i regionen for godt 150 år siden. Hvis man vil bekæmpe nationalisme, bør man kigge på dem. De kan lære det danske flertal, hvordan man bekender sig til ydmyghed og lever godt sammen,” siger han.
Så hvis du var dansk kulturminister, hvordan ville du så fejre 1920?
”Jeg ville gøre alt for, at hvert arrangement handlede om de mennesker, som lever i grænselandet, og jeg ville minde om, hvad man sammen har opnået af bedrifter, at der har været en ufattelig rig kulturel, litterær, musikalsk udveksling. Jeg ville vise, hvordan man som sønderjysk bondefrue gik til apotekerfruen og talte tysk og gik rundt om hjørnet til ostehandleren og talte dansk. Jeg ville kigge mig om i enhver krog efter den mangfoldighed, denne næsten utopiske verden, som tyskere og danskere sammen har opbygget,” siger Wilfried Hauke.