Norge giver Ukraine kampvogne: Vigtigt Rusland ikke vinder

Norge kommer til at sende kampvogne til Ukraine, siger norsk forsvarsminister. Dansk regering afviser.

Bjørn Arild Gram, der her ses på et besøg i Washington, USA, i september, har onsdag oplyst, at Norge kommer til at bidrage med kampvogne til Ukraine. (Arkivfoto).
Bjørn Arild Gram, der her ses på et besøg i Washington, USA, i september, har onsdag oplyst, at Norge kommer til at bidrage med kampvogne til Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix.

Norge kommer til at sende kampvogne til Ukraine.

Det oplyser den norske forsvarsminister ifølge tv-stationen NRK.

I et interview med NRK vil forsvarsministeren, Bjørn Arild Gram, ikke sætte et tal på, hvor mange kampvogne Norge agter at sende.

- Nu er kampvogne blevet vældigt eftertragtet. Norge og regeringen støtter, at der skal doneres kampvogne til Ukraine. Norge skal være med, siger han følge NRK.

Adspurgt af det norske nyhedsbureau NTB om hvorfor det er vigtigt for Norges sikkerhed at give kampvogne til Ukraine, svarer Bjørn Arild Gram:

- Det er meget vigtigt for norsk sikkerhed, at Rusland ikke vinder frem med en angrebskrig. Det er vigtigt, at Ukraine kan slå tilbage.

- Det er Rusland, som har trappet op med omfattende raketangreb. Den aggression må ikke vinde frem. Det er grundlæggende for vores tryghed.

Den norske melding kommer næsten samtidig med, at den amerikanske præsident, Joe Biden, i en tv-tale fortæller, at USA vil sende 31 Abrams-kampvogne til Ukraine.

I Tyskland har den tyske regering givet tilsagn om at sende 14 Leopard-kampvogne. Det samme har Storbritannien og Polen.

I Sverige har den svenske forsvarsminister, Pål Jonson, fortalt Svenska Dagbladet, at der ikke er nogle nuværende planer om at sende kampvogne til Ukraine.

Han peger dog på, at der kan blive tale om at sende kampvogne af typen Stridsvagn 122 på et senere tidspunkt.

- I dag forberedes der ikke nogen donation af kampvogne fra Sverige, men det er ikke udelukket, at dette kan ske senere hen, siger han.

I Danmark har regeringen afvist at sende nogle af de kampvogne, som det danske forsvar råder over, til Ukraine.

- Jeg synes, det vil være klogt med kampvogne fra andre lande, som har mulighed for det, har forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sagt fredag ifølge Jyllands-Posten.

- Vi skal altså også lige holde øje med vores egen kampkraft.

Onsdag udtaler forsvarsministeren i et skriftligt svar til Ritzau:

- Det er positivt, at flere lande nu er klar til at donere udstyr og våben til Ukraine.

- Vi ser løbende på nye muligheder. Samtidig skal vi selvsagt finde en balance mellem at hjælpe Ukraine og fortsat styrke det danske forsvar.

/ritzau/