Norge har mistet den sidste store helt fra krigen

Sabotøren Joachim Rønneberg, der var leder af legendarisk aktion mod Nazitysklands atomplaner, er død i en alder af 99 år

Den tidligere modstandsmand Joachim Rønneberg var hele livet engageret i forsvaret af Norge. –
Den tidligere modstandsmand Joachim Rønneberg var hele livet engageret i forsvaret af Norge. – . Foto: Marte Christensen/NTB/Ritzau Scanpix.

Det er i midten februar 1943, og den 23-årige Joachim Rønneberg svæver ned over Hardangervidda ved Telemarken i en faldskærm. Sammen med resten af gruppen Gunnerside skal han forsøge at stoppe nazisternes atomvåben-planer, og efter en tur på ski til Rjukan øst for Hardangervidda går angrebet i gang. På trods af vanskelige forhold lykkes det dem at komme frem til Norsk Hydros fabrik, der er den eneste i Europa, som producerer tungt vand i stor målestok og derfor er afgørende for den tyske besættelsesmagt.

Hydrogenfabrikken ligger isoleret yderst på en stejl fjeldside, og Joachim Rønneberg og resten af holdet kommer det sidste stykke ind til fabrikken ved at bruge jernbanesporet. Vel fremme ved produktionsanlægget tænder den unge nordmand lunten. Fabrikken eksploderer, og sabotørerne flygter på ski hele vejen til Sverige med horder af tyske soldater i hælene. De fjeldvante nordmænd klarer dog den omkring 450 kilometer lange tur, som tager 14 dage på tværs af hele Sydnorge.

Joachim Rønneberg, der var leder for aktionen Operation Gunnerside, døde i søndags i en alder af 99 år i hjembyen, Ålesund. Norge har dermed mistet den sidste store helt fra den legendariske sabotageaktion, der har været omdrejningspunkt i en række film og har haft stor betydning for landets selvforståelse. Aktionen er blandt andet skildret i tv-serien ”Kampen om det tunge vand” fra 2015 og filmen ”Telemarkens helte” fra 1965.

Den tidligere modstandsmand var hele livet engageret i forsvaret af Norge og havde ikke meget tilovers for regeringens planer om at udskyde en oprustning af forsvaret i 2016.

”Det kan virke, som om nogle ikke har taget lærdommen til sig. Vi skal altid have et stærkt forsvar, uafhængigt af skiftende trusselsbilleder. Der kan ske noget i morgen,” sagde Joachim Rønneberg til Aftenposten for to år siden.

Nordmanden fandt sig aldrig helt til rette i rollen som krigshelt og frygtede ifølge norske Dagsavisen, at folk skulle opfatte ham som ”højt på strå”. Alligevel var han dog i store dele af sit liv engageret i at formidle fortællingen om det besatte Norge og modstanden mod nazisterne.

Joachim Rønneberg blev født den 30. august 1919 i det daværende i Borgund, nu Ålesund, på Vestlandet. Han blev student fra Oslo handelsgymnasium i 1939 og var engageret i Aalesunds Ski-klub, som han senere var formand for ad flere omgange. Han arbejdede i et firma, der eksporterede fisk, inden han i begyndelsen af 1941 rejste til Storbritannien for at deltage i frihedsbevægelsen. Efter knap to års træning og planlægning startede Operation Gunnerside i februar 1943, som for eftertiden har givet ham en plads i nordmændenes bevidsthed.

Efter krigen arbejdede han i mange år som journalist på det norske public service- medie NRK, hvor han blandt andet var redaktionschef, inden han gik på pension i 1987. Han holdt ofte foredrag om krigen og var en af hovedkræfterne bag åbningen af en krigshistorisk udstilling på Aalesund Museum.

Sprængningen af tungtvandsfabrikken var uden sammenligning den farligste og største norske aktion under Anden Verdenskrig, og siden da har generationer været optaget af mændenes heltemod. Den vellykkede sabotageaktion var med til at højne moralen i det besatte Norge og satte et stort eftertryk på landets frihedskamp mod nazisterne.

Selv sagde den lavmælte Rønneberg dog ofte, at han og de andre helte blot udførte deres opgave.

”Måske var pulsen lidt højere end normalt, men det var egentligt som en hvilken som helst anden ladning. Det gjaldt om at kommer væk i en fart,” sagde han til Aftenposten i 2013.