Fra og med 2017 kan par af samme køn i Norge sige ja til hinanden foran Gud. Det står klart, efter Den norske kirkes øverste organ, Kirkemødet, i dag har stemt for at udarbejde et nyt vielsesritual for par af samme køn med 88 stemmer mod 32.
Præster i Norge vil selv kunne bestemme, om de ønsker at vie par af samme køn, og om de vil bruge den eksisterende eller den nye liturgi ved vielser af heteroseksuelle par.
Det nye ritual forventes endeligt godkendt på Kirkemødet i januar 2017.
Pål Ketil Botvar, der forsker i religionssociologi ved det private Institut for kirke-, religions- og livssynsforskning (KIFO), mener, at beslutningen er et stort skred for kirken.
”De konservative kræfter og lægmandsbevægelsen har været stærk i de norske kirker, men de er over tid blevet knækket. Denne sag er et historisk og stort nederlag for den tidligere så betydningsfulde gren, der har tabt til de liberale,” forklarer Botvar.
Han tror ikke, at beslutningen vil føre til mange udmeldelser af kirken, som det skete i Danmark efter vielse af homoseksuelle blev vedtaget 2012. Dengang var det Folketinget, der med den ny ægteskabslov pålagde folkekirken at tillade homoseksuelle at gifte sig.
I Norge træffer kirken med Kirkemødet selv politiske beslutninger og har siden 2012 har været adskilt fra staten.
”Det betyder, at der er en demokratisk proces, hvor der er tid til dialog og diskussion. Beslutningen har desuden været mange år undervejs og er truffet efter grundig debat og hensyn til mindretallet, hvor præster selv kan vælge, om de vil vie homoseksuelle eller ej. Det gør også, at vi ikke kommer til at se en stor splittelse og mange udmeldinger,” siger Pål Ketil Botvar.
Vielse af homoseksuelle har flere gange tidligere været debatteret i Norge, og Kirkemødet stemte forslaget ned i 2014, mens Svenska kyrkan indførte muligheden allerede i 2009.
Årsagen til, at det har taget længere tid i Norge, skyldes - ud over den politiske selvbestemmelse - den stærke konservative tradition. Det forklarer Ole Preben Riis, der er Professor emeritus i religion i moderne samfund ved Universitetet i Agder.
”Historisk har den grundtvigske bevægelse meget mindre indflydelse i Norge end i Danmark, mens pietismen særligt i Sydnorge har og står meget stærkt. Samtidigt er der de seneste generationer sket et skred, og de liberale er vundet frem. Det betyder, at Norge har en progressiv og varieret folkekirke, hvor der er plads, og hvor man ikke melder sig ud, men kan praktisere den kristendom, man tror på. Det betyder, at normænd frit kan vælge dén lokale kirke, der passer dem,” siger han.
Bevægelsen Åpen folkekirke, der efter kirkevalget i efteråret fik 42 af Kirkemødets 116 medlemmer, har været den mest fremtrædende støtte af det nye forslag. Vidar Bakke, der er valgmenighedspræst i by-menigheden i Sandnes i Sydnorge, mener, at den brede befolkning har trukket forslaget ned over de aktive medlemmer i kirken.
”Der er sket en meget tydelig mobilisering, hvor den ene sag fik enormt meget opmærksomhed, og det betød, at folk, der ikke går i kirke, endte med at stemme til kirkevalget. Det gør også, at mange af de valgte til Kirkemødet har fået helt grundlæggende oplæring i, hvordan kirken fungerer,” siger han.
Bakke tror ikke, at der kommer en protestaktion med udmeldelser, men han håber, at den konservative fløj nu vil mobilisere sig i større grad end tidligere.
”Der kan komme en modreaktion, hvor kirkefolk i andre spørgsmål vil engagere sig i netværk og markere sig. Det så man i starten af 1900-tallet, hvor striden mellem liberale og konservative endte med oprettelsen af Menighedsfakultetet i Oslo. Derfor håber jeg fortsat, at missionsbevægelsen og den konservative kristendom vil betyde meget i folkekirken,” siger han.
Før afstemningen ved Kirkemødet i Trondheim udtrykte flere af de delegerede da også deres kritik af forslaget.
”Skuffelsen, sorgen og usikkerheden er stor, fordi man indfører en lære, som biskopperne samlet kaldte for vranglære i 1997. Det strider mod Bibelsen og Jesu ord om ægteskabet,” sagde Rolf Magne Haukalid ifølge norsk stats-tv, Nrk.