Spredt rundt om i det norske landskab ligger hundredvis af glemte vidnesbyrd om tyskernes besættelse under Anden Verdenskrig. Spor, som nu, 70 år senere, skal graves frem og sikres, inden de sidste overlevende øjenvidner er væk.
I Danmark har man for næsten 20 år siden lavet en rapport, der kortlægger spor efter krigen, og det vil man nu også gøre i Norge. Det sker som en del af et landsdækkende projekt, hvor kommunerne skal kortlægge lokale bunkere, tyske hovedkvarterer, arbejdslejre og andre krigsminder for at samle materialet til en offentlig database og sikre bevaringen af bygningerne for fremtiden. Det oplyser rigsantikvar Jørn Holme, der sammen med det norske klima- og miljøministerium har taget initiativ til projektet som en del af markeringen af 70-året for besættelsens afslutning.
”Lige efter krigen var der mange spor, der blev fjernet, fordi man ikke ville mindes om den smertelige okkupation. Men i bygningerne gemmer der sig fortællingen om modstandskamp, tortur og fangenskab, som kan give en bredere forståelse af historien,” siger han.
Man regner med, at der under krigen var omkring 500 fangelejre i Norge, hvor op mod 120.000 primært sovjetiske og jugoslaviske fanger levede under kummerlige forhold. 20.000 af dem blev enten dræbt af tyskerne eller døde som følge af underernæring og sygdom.
”Det er vigtigt, at vi gør det her nu, for ved 75-årsmarkeringen vil der nok kun være meget få eller ingen tilbage blandt de overlevende. Og deres viden er vigtig for at finde frem til stederne og fortælle historien. Bygningerne er ikke blot materialer, men rammer om menneskeskæbner, hvor mange udlændinge og nordmænd blev skudt og torteret,” siger Jørn Holme.
I Falstadsenteret ved Trondheim, der i dag er mindested og museum for Falstad fangelejr, ser man frem til kortlægningen af de resterende lejre.
”Nogle af lejrene kender vi, men det er meget få, der er synlige. De fleste er enten tilgroede, bygget om eller revet ned,” siger direktør Tone Jørstad.
Falstad fangelejr rummede under krigen 4500 mennesker, de fleste norske politiske fanger, og blev efter krigen brugt som arbejdslejr for landsforrædere. Falstad er en af de få lejre, der i dag fremstår velbevaret, og Tone Jørstad peger på, at det er vigtigt, at man får et samlet overblik over krigsminderne.
”Der har ikke været meget fokus på det tidligere, og derfor er det godt, at der nu kommer et klart billede af krigens kulturelle minder,” siger hun.
Christhard Hoffmann, der er professor i moderne europæisk historie ved universitetet i Bergen og har forsket i Tysklands bevarelse af minderne fra jødeforfølgelsen, mener, at den smertefulde arv bør bevares for ofrenes skyld og for at modvirke, at ondskaben kommer tilbage.
”I Tyskland efter krigen var holdningen, at man ikke ønskede at blive mindet om jødeforfølgelsen. Det tog lang tid, før man i 1980'erne forstod, at man var nødt til at få det ubehagelige frem i lyset,” siger Christhard Hoffmann.
Han mener, at det er samfundets ansvar at varetage dokumentationen af uhyrlighederne, når de overlevende ikke længere kan fortælle historien.
”Selvom det umiddelbart fremstår som tomme bygninger, kan de sætte tankerne i gang. Hvis man som skoleelev står i en fangelejr eller et anlæg, bygget af slavearbejdere, kan man komme til at tænke på, hvordan det mon har været, og på den måde kan de fysiske minder supplere de overlevendes fortællinger,” siger han.
”Faren er, at det ubehagelige bliver visket ud, og de yngre generationer ikke kender til det, der ikke passer ind i et positivt nationalt selvbillede. At være nysgerrig i forhold til historien er en erkendelsesproces, der kan give større indsigt i livet i dag og forståelse af menneskets ondskab. Der kan en kortlægning medvirke til, at man i fremtiden lærer af fortidens fejl,” siger Christhard Hoffmann.
Kortlægningen forventes klar til offentliggørelse på internettet i slutningen af året.