Norge vil bestille 54 Leopard 2-kampvogne

Norge vælger tyske Leopard-kampvogne i stedet for sydkoreanske Black Panther-kampvogne.

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har fredag oplyst, at Norge vil købe 54 Leopard-kampvogne. (Arkivfoto).
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har fredag oplyst, at Norge vil købe 54 Leopard-kampvogne. (Arkivfoto). Foto: Ints Kalnins/Reuters.

Det norske forsvar skal have mindst 54 nye Leopard 2A7-kampvogne. Det oplyser den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, fredag ifølge tv-stationen NRK på et pressemøde.

Det har længe været planen, at Norge skulle have nye kampvogne. Hvilken type og hvor mange var dog ifølge NRK ikke besluttet.

Valget stod mellem den tyske Leopard 2A7 og den sydkoreanske K2 Black Panther, som produceres af Hyundai Rotem.

Ud over de 54 nye kampvogne er der gjort plads til, at Norge kan bestille 18 flere.

Købet kommer til at koste Norge, der har 196 kilometers grænse mod Rusland, 19,7 milliarder norske kroner. Det svarer til 13,3 milliarder danske kroner.

Spørgsmålet om, hvilke kampvogne Norge skulle have, har været genstand for tovtrækkeri mellem regeringen og den norske forsvarschef, skriver nyhedsbureauet NTB.

I november bekræftede forsvarschefen, Eirik Kristoffersen, at han havde anbefalet regeringen at stoppe indkøbet af kampvogne. Han ville i stedet bruge pengene på andet materiel.

Kristoffersen havde hellere købt nye helikoptere og mere langtrækkende våben. Blandt andet har forsvarschefen argumenteret for, at Rusland bliver så militært svækket af sin invasion af Ukraine, at det ikke udgør en trussel for Norge.

Den opfattelse blev dog ikke delt af alle i det norske militær.

Fredag erklærer Kristoffersen sig da også tilfreds med aftalen om de 54 Leopard-kampvogne. Blandt andet fordi det ikke blev de 72 nye kampvogne, som der tidligere har været tale om, siger han til NRK.

- Nu ligger der en option på 18 flere, men det frigiver også midler til, at forsvaret kan investere i langtrækkende ild, luftværn og også droner, som har vist sig effektive under krigen i Ukraine, siger han til tv-stationen.

/ritzau/