Norge vil ikke sende syriske flygtninge tilbage

Norge går en anden vej end Danmark. Det er ikke sikkert at sende flygtningen tilbage til Syrien, hedder det.

Syriens præsident, Bashar al-Assad. Ham behøver de syriske flygtninge i Norge ikke at ængstes for at blive sendt tilbage til efter 10 års krig. Danmark hævder i modstætning til Norge, at det igen er sikkert at vende tilbage til regionen Damaskus.
Syriens præsident, Bashar al-Assad. Ham behøver de syriske flygtninge i Norge ikke at ængstes for at blive sendt tilbage til efter 10 års krig. Danmark hævder i modstætning til Norge, at det igen er sikkert at vende tilbage til regionen Damaskus. Foto: -/Ritzau Scanpix

Norge vil ikke som Danmark sende syriske flygtninge tilbage til Syrien, for landet anses ikke for sikkert.

Det bekræfter justitsministeriet og udlændingedirektoratet (UDI) i Oslo over for norsk TV2.

- Vi har ingen planer om det nu, siger statssekretær Hilde Barstad i justitsministeriet.

- Sådan som det er nu, så bliver det vurderet, at det ikke er sikkert at returnere nogen til Syrien, siger Barstad, der kommer fra det konservative regeringsparti Høyre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dag Bærvahr, der er fagchef i UDI, bekræfter det samme.

- Som situationen er i Syrien nu, vurderer vi, at der ikke er grundlag for at trække tilladelser tilbage, siger han.

- Ændringerne i hjemlandet må være væsentlige og af en vis varighed og indebære, at de som returneres, ikke behøver at frygte for forfølgelse, og at han eller hun ikke er i reel fare for alvorlige overgreb med rejsen retur, føjer han til.

Over 500 syriske flygtninge i Danmark står til at få revurderet deres sag og potentielt blive udvist af Danmark og sendt tilbage til Syriens hovedstad, Damaskus, fordi det vurderes, at det er sikkert. Cirka 100 har allerede fået ordre på at rejse tilbage.

De norske myndigheders syn på situationen betyder, at flygtningene formentlig for altid kan blive i Norge, konstaterer Fremskrittspartiets ordfører for indvandring, Jon Helgheim. Han så helst, at Norge gjorde lige som Danmark og sendte syriske flygtninge tilbage.

Partiet har traditionelt en meget kritisk holdning til indvandring i Norge

- Vi har en meget ringere mulighed for at følge op på danskernes linje, for rigtig mange af de syrere, der er kommet til Norge, har fået permanent ophold allerede.

- Og så kan de aldrig sendes ud, selv om det bliver sikkert igen, siger Helgheim.

Norge har siden 2015 modtaget 31.000 syriske flygtninge. Heraf har 19.000 fået permanent ophold i Norge ifølge TV2.

/ritzau/