Prøv avisen

Norges jødiske stemme siger fra

I Jostein Gaarders øjne er jeg hverken norsk, kvinde, skribent, nogens mor, nogens veninde -- jeg er ene og alene jøde, og dermed indehaver at helt specielt tankesæt, et etnisk mentalitet, som automatisk gør mig blind for andres lidelse, konstaterer forfatteren og journalisten Mona Levin. (Foto: Bjarne Nørum)

Antisemitisme: Nok er nok. Journalisten og forfatteren Mona Levin er gået til angreb på den antisemitisme, hun mærker i Norge. En antisemitisme, hun mener, at forfatteren Jostein Gaarder bærer ved til

Solen spejler sig i vandet. Trods en våd vejrudsigt er der stadig sommerligt på terrassen ved sommerhuset i Sandefjord. Flaget er hejst, "for det gør vi i Norge om søndagen". Netop norskheden – og ikke mindst retten til at være norsk optager husets beboer, Mona Levin.

De seneste uger har hun været en central aktør i den debat, som har præget dagsordenen i Norge. En debat om staten Israel og ikke mindst jøderne som folkeslag, som blev indledt med en kronik i dagbladet Aftenposten af Jostein Gaarder, en af Norges mest populære forfattere med blandt andet romanen Sofies Verden.

Under overskriften "Guds udvalgte folk", som tog udgangspunkt i Israels angreb på det sydlige Libanon, stillede Gaarder ikke alene spørgsmålstegn ved staten Israel, men også det jødiske folk.

Som ofte før, når jødiske spørgsmål dukker op i den norske debat, bad Norsk Radio Mona Levin om en kommentar. Og med ordene "det styggeste jeg har læst siden Hitlers Mein Kampf" åbnede hun en debat, som stadig skiller vandene i Norge. Alene på Aftenpostens hjemmeside er der nu mere end 3.000 indlæg.

– Når jeg reagerede så voldsomt, var det, fordi Jostein Gaarder overskred enhver grænse for anstændighed, og samtidig afslørede sin massive mangel på viden om, hvad han skrev om, forklarer Mona Levin i et interview med Kristeligt Dagblad.

– En sådan retorik forventer du at høre fra Irans præsident Ahmadinejad eller Hizbollah's leder Nasrallah. Ikke fra en kendt forfatter, som oven i købet kalder sig filosof, tilføjer hun.

Journalist og forfatter Mona Levin, 66 år, har været aktiv i den norske kulturdebat, siden hun blev kulturmedarbejder på avisen Aftenposten tilbage i 1973. Selvom det primært er klassisk musik, teater og musikteater hun har skrevet om, er hun også for mange nordmænd Norges jødiske stemme .

– Medierne ringer til mig, når der er debat om jøder. Jeg er ikke altid glad for den rolle, men følte ikke, at jeg havde noget valg denne gang, som hun lakonisk konstaterer.

Samtidig erkender hun, at hun som skribent har et ansvar for at gå ind i samfundsdebatten. Mona Levin understreger også, at det ikke er som repræsentant for jødedommen eller talsperson for Israel hun tager den debat.

– Jeg er en sekulariseret norsk jøde. Jeg kommer ikke i synagogen ud over særlige lejligheder, og jeg er ikke medlem af nogen menighed. Men jeg er en norsk kvinde, som bliver voldsomt provokeret, når alle jøder bliver skåret over en kam.

Hvorfor skal vi eksempelvis stå kollektivt til ansvar for, hvad staten Israel gør? Det har jøderne, som så mange andre, forskellige meninger om. Jeg går heller ikke ind i debatten om, hvad der sker i Israel og Sydlibanon. Men jeg går ind i debatten, når den israelske hær i norske medier rutinemæssigt bliver kaldt en jødisk krigsmaskine, siger hun.

– I den aktuelle debat føler jeg et pres for, at jeg skal tage afstand fra staten Israel for overhovedet at blive accepteret. Men hvorfor skal jeg som jøde hele tiden stå til ansvar for, hvad Israel gør? Hvorfor er der ingen der spørger mig, hvad jeg mener om norsk politik.

Jeg kommer trods alt fra en familie, som har boet og levet i Norge i næsten 150 år. Jeg står på ski om vinteren, svømmer i den kolde fjord, plukker svampe, stemmer til valg og betaler min skat. Jeg er norsk, og jeg er jøde, siger Mona Levin ironisk.

Rødderne på mødrene side går tilbage til oldemoderen, som kom fra Vilnius. Familien blev hentet til Norge af tobaksindustrien. På fædrene side kom hendes farmor i 1905 efter at være flygtet fra de russiske pogromer. En flugt som først gik til Argentina, så tilbage til Litauen inden familien slog sig ned i Norge.

Debatten, som Jostein Gaarder åbnede, har delt de norske debattører. Mona Levin betegner den norske fremstilling af Mellemøstkonflikten som ensidig. Det er grundlaget for, at han kunne skrive som han gjorde.

– Der er vel ikke noget andet land uden for Mellemøsten, som kritiserer Israel så hadsk som Norge. Og det er den ensidighed i debatten, norske jøder kritiserer. Ikke selve kritikken af Israel, påpeger Mona Levin.

En kommentar har været, at folk tvivler på, at Mona Levin har læst Mein Kampf.

– Men jeg læste dele af Mein Kampf sammen med min far allerede i 1960'erne. For ham var det vigtigt at vise, at Hitler ikke lagde skjul på, hvad han ville gøre med jøderne, fortæller hun.

– Når Jostein Gaarder vil nedlægge staten Israel og sende jøderne ud i verden som flygtninge igen, siger han også tydeligt, hvad han vil. Vi ved hvordan det går. Vi har oplevet det gennem 2000 år, fastslår Mona Levin.

Dermed trækker hun paralleller til Anden Verdenskrig, hvor hun selv var flygtning. Som tre-årig var hun med i en gruppe på 11 mennesker, som flygtede gennem skovene i 18 graders frost til Sverige. Den lille forskræmte pige skreg, og andre i gruppen var klar til at ofre hende, for ikke at blive fanget af tyskerne.

Så galt gik det imidlertid ikke, og i anledningen af 40-året for befrielsen gentog de overlevende fra den gruppe turen sidste år. Med i gruppen var også Mona Levins nu 92-årige mor, som dengang kæmpede for sit barns liv i selv samme skov.

I modsætning til Danmark, hvor de fleste danske jøder blev hjulpet til Sverige af deres landsmænd, var det andre nordmænd som arresterede og deporterede norske jødiske borgere til Auschwitz.

I november 1942 blev hele 532 norske jøder i alderen 8 måneder til 82 år sendt af sted med skibet Donau – heraf en stor del af Mona Levins familie. I alt blev 765 norske jøder deporteret. Kun 34 kom levende tilbage, og ingen af dem fra hendes familie. Den norske jødiske befolkning blev næsten halveret.

– Den aktuelle debat har vist, hvor lidt man i Norge ved om jøder og jødernes skæbne. I Norge har man ikke gjort op med den fortid. Som jeg ser det, er det i Europa kun i Tyskland, at man som nation har taget det nødvendige opgør med, hvad der skete under nazisterne, siger Mona Levin.

Først efter årtusindskiftet er der ved at ske noget i Norge. I august – midt under den hektiske debat – åbnede det norske center for Holocaust og livssynsminioriteter. Det norske ord livssyn dækker i denne sammenhæng over religion og andre anskuelser.

Et center, som meget symbolsk har fået til huse i den kendte norske nazi-sympatisør Quislings gamle villa.

Mona Levin håber, at centeret kan være med til at skabe en bevidsthed om, hvad Holocaust i det hele taget er. Samtidig håber hun, at centeret kan være med til at gøre op med, hvad hun karakteriserer som middelalderlige fordomme om jøder og den deraf følgende antisemitisme.

Dermed er hun tilbage ved Jostein Gaarder.

– Man kan ikke skrive, som han har gjort og så ikke forvente modstand. Hans kronik kom oven i købet efter en sommer, hvor vi har oplevet flere antisemitiske anslag mod jøder her i Norge, siger Mona Levin.

Hun peger på, at en ung mand blev slået ned, fordi han gik med en kipa, den traditionelle jødiske hovedbeklædning. Hertil kommer, at vinduet med Davidsstjernen over indgangen til synagogen i Oslo er blevet smadret; en person har forrettet nødtørft på trappen til synagogen; jødiske gravsten er blevet skændet og en pige har i skolegården fået revet sin halskæde med en Davidsstjerne af.

– Jeg er nødt til at forklare, hvad det vil sige at være norsk jøde i dag. Jeg har sagt til Jostein Gaarder, at jeg ikke siger, han er antisemit. Men jeg har også sagt, at han bærer ved til den stigende antisemitisme, vi oplever i Norge, forklarer Mona Levin.

Hun har beskrevet Jostein Gaarders kronik som en giftig suppe, kogt på et sammensurium af uvidenhed, fordomme, politik og religion.

– I et land, hvor antisemitismen ligger lige under overfladen, der bliver den suppe spist. Jeg oplever, at det pludseligt er helt i orden at komme med antijødiske bemærkninger eller regulære angreb. Hvis ikke norske jøder kan færdes sikkert på gaden eller i skolegården, er det ikke et privat problem for mig, men et alvorlig politisk problem, som politikerne må tage hånd om, understreger Mona Levin.

Hun finder det samtidigt paradoksalt, hvor meget jøderne fylder i den norske debat. Landet har kun i omegnen af 1.300 jødiske borgere.

– Min søster og hendes mand har i år spurgt folk de mødte, hvor mange jøder, der er i Norge. Det laveste svar var 8.000 og det højeste 80.000. Faktum er, at vi er den mindste minoritet. Og vi bliver vist aldrig norske nok for nordmændene, konstaterer hun.

Hun er sig samtidig bevidst, at det ikke kun er de 1.300 jøder, der har den oplevelse.

– Jeg hører unge muslimer, som klager over at de har boet i Norge i 25 år uden at blive accepteret. Jeg smiler lidt og siger, at vi har været her i næsten 150 år, siger Mona Levin og lader resten af svaret svæve i luften.

Det var først i 1851, at det blev tilladt at være jøde i Norge. Før det havde jøder og jesuitter efter grundloven ikke adgang til landet.

– Den jødiske indvandring til Norge er historien om en vellykket integrationsproces, som alligevel endte tragisk under Anden Verdenskrig. Folk stod og så på, at deres naboer blev ført bort, at deres ejendele blev beslaglagt eller regulært stjålet, forklarer hun.

Her 60 år senere oplever Mona Levin, at antisemitismen stadig lever i Norge. Derfor valgte hun at kaste sig ind i debatten, provokeret af Jostein Gaarders kronik. Nok er nok, som hun siger.

– I en radiodebat slog han mig i hovedet med kristen humanisme gennem 2000 år. Ingen kender den humanisme bedre på kroppen end jøderne efter forvisning, korstog, inkvisition, ghettoisering, pogromer og Holocaust. Han anklager jøder til alle tider gennem historien og leger dommedagsprofet. Fordi han er en berømt forfatter og en stemme, som lyttes til, så kryber anti-jødiske holdninger frem fra alle skjul. Når du skruer låget af en dåse med orm, så kryber de ud, advarer Mona Levin, som taler af bitter erfaring.

– Som barn blev jeg kaldt Jødefanden i skolen. Børn finder ikke selv på sådanne ord. De får det med hjemme ved spisebordet. Derfor bliver vi altid set på, som noget fremmed. Derfor skal vi som norske jøder sige fra, fastslår hun.

Tendensen med, at en gruppe bliver lagt for had - eller i det mindste udsat for generaliserede fordomme, vækker vreden hos Mona Levin.

– Jeg finder mig ikke i, at nogen leverer deres afføring på trappen til synagogen, og jeg finder mig ikke i, at jøderne skal have en kollektiv skyld. På samme som jeg ikke finder mig i det, når nogen siger, at alle muslimer er kriminelle, fastslår Mona Levin.

udland@kristeligt-dagblad.dk