Norsk avis vender i Muhammedsagen

Den norske avis Bergens Tidende ændrer nu opfattelse i spørgsmålet om trykning af de omstridte Muhammedtegninger, men har ingen planer om genoptrykning

Bergens Tidende i Norge har ændret kursen, hvad angår trykning af Morgenavisen Jyllands-Postens omstridte Muhammedtegninger, men avisen har ingen planer om at trykke dem foreløbig.

Kursændringen står at læse i en lederartikel, skrevet af chefredaktør Trine Eilertsen. Da striden om Muhammed-tegningerne var på sit højeste i efteråret 2005 og foråret 2006, mente hendes forgænger Einar Hålien, at trykning ville gøre emnet til en kulturkonflikt.

Eilertsen mener i dag, at argumenterne for ikke at trykke ikke var særlig gennemtænkt.

Til det norske fagblad Journalisten siger hun, at det er helt acceptabelt at undlade at trykke noget, men at det i dette tilfælde havde været mere i orden at sige, at man var nervøs for konsekvenserne og ikke at gemme sig bag begrundelser, hvor man "graderer ytringsfriheden i forhold til kulturer".

Artiklen fortsætter under annoncen

- Vi står skulder ved skulder med Jyllands-Posten, men har ingen planer om at trykke karikaturerne lige nu. Vi vil i hvert fald ikke gøre det bare for at vise, at vi er barske, siger Eilertsen.