Bør muslimer gå forrest i kampen for ytringsfrihed?

I Norge har mange muslimer markeret deres afsky over for terrorismen, men flere muslimske ledere kritiserer samtidig medierne for at publicere de omdiskuterede tegninger

En muslimsk kvinde demonstrerer i Berlin imod terrorisme.
En muslimsk kvinde demonstrerer i Berlin imod terrorisme. . Foto: Markku Rainer Peltonen/Demotix/Corbis.

I Norge har terroranslaget i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo igen rejst spørgsmålet om, hvor langt man bør gå for at støtte ytringsfriheden.

I landet, der selv blev ramt af terror i 2011, har flere aviser valgt at trykke det franske blads islam-karikaturer, og mens mange muslimer har markeret deres afsky over for terrorismen, kritiserer flere muslimske ledere samtidigt medierne for at publicere de omdiskuterede tegninger.

”Vi bryder os ikke om den slags karikaturer, og derfor ønsker vi naturligt nok ikke, at det bliver trykt. Men vi bør løse disse problemer med dialog, og det er vores fælles ansvar, at vi kan leve i harmoni,” siger Ali Farooq, der er imam i Oslo-moskéen Islamic Cultural Centre (Islamisk Kulturcenter), til Dagbladet.

Kulturcentret fordømmer angrebet på sin hjemmesiden, og Ali Farooq tager i interviewet med Dagbladet også stærkt afstand fra terroren. Samtidig lægger han dog vægt på, at der med ytringsfrihedens åbne rammer også følger et ansvar for ikke at støde andre unødigt.

”Jeg respekterer din tro, og du bør respektere min tro. Men meningsløse og racistiske karikaturer opfattes af mange muslimer som mobning,” siger han og peger på, at de norske medier burde tage hensyn til, at mange føler sig stødt over tegningerne.

Najam Fahran, der er leder af Islamic Cultural Centre, er enig.

”Man har skrevet om og kritiseret islam i 1400 år, og det er ytringsfrihed nok efter min opfattelse. Tegninger af profeten er ikke tilladt i islam, så hvorfor laver man tegninger, som mange muslimer føler er mobning?”, spørger han i Dagbladet.

En udtalelse, skribenten Yousef Bartho Assidiq mener er udtryk for manglende forståelse for demokratiet.

”Det er helt urimelige krav at stille til ytringsfriheden. Den skal være uindskrænket, og holder man sig inden for straffelovens rammer, skal man kunne ytre hvad som helst uden frygt for forfølgelse og straf,” skriver han i et indlæg i samme avis under overskriften ”Jeg kan ikke fatte og begribe, hvorfor vi muslimer ikke står forrest i kampen for ytringsfriheden”.

”Til spørgsmål fra journalister om, hvorvidt vores ledere synes, det er i orden, at nogle tegner og publicerer karikaturtegninger af profeten Muhammed, svarer de konsekvent vagt eller på noget helt andet. Hvor svært kan det være at sige klart og tydeligt, at det skal være muligt at tegne og sige, hvad man vil?”, skriver Yousef Bartho Assidiq.

Han mener, at det er på tide, at folk indser, at problemet med karikaturen ikke er, at der bliver tegnet, men den måde, muslimerne reagerer på.

I et debatindlæg i dagbladet VG skriver satirikeren Dagfinn Nordbø, at ekstremisterne allerede har vundet over ytringsfriheden.

”Skarp satire i skriftlig form eksisterer næsten ikke (i Norge, red.) og slet ikke religionskritik. Satiresiderne på internettet er stort set alle så rørende pæne, at indholdet kan serveres i børnehaven - det er så politisk korrekt, som det fås,” skriver Dagfinn Nordbø.

Han mener, at terroreni Frankrig understreger vigtigheden af, at man i Norge får mere åben og kritisk satire.

”Den selvcensur, der praktiseres i dag, kan overvindes ved helt enkelt at være smartere. Charlie Hebdo sparer ingen, og det behøver vi heller ikke at gøre. Rædslen for at vise Muhammeds ansigt er overdreven og unødvendig,” skriver han.

Også Nina Hjerpset-Østlie, redaktør og medlem af den norske tænketank Human Rights Service, er kritisk over for de norske muslimers indstilling.

”Der må tages et opgør med de dele af islam, som ikke spiller sammen med et demokratisk samfund, og det begynder at haste,” skriver hun i Aftenposten, hvor hun peger på, at også de moderate muslimer har et problematisk syn på ytringsfriheden:

”Mange tror, at islamisme er den eneste form for islam, og det indtryk bidrager både myndigheder og medier til ved at gå på listefødder over for konservative islamister og sharia-tilhængere (“). Tvivlsomme påstande om, at islamister ikke har noget med islam at gøre, kommer kun til at øge skepsisen, fordi alle kan se, at det ikke stemmer.”