Prøv avisen

Norsk nazi-arkiv ripper op i familietragedier

Knut Hamsuns gerninger har i flere omgange været under historikeres lup, men nu kan offentliggørelsen af 92.000 sagsmapper om almindelige nordmænds landsforræderi rippe op i familietragedier og myter. Foto: Ukendt

Mange nordmænd har siden nytår søgt adgang til sagsmapperne om landsforræderi under den tyske besættelse. De søger svar på deres forfædres handlinger

Da Knut Engelskjøn var 12 år, fik han at vide, at hans far var nazist og blev dømt ved retsopgøret efter Anden Verdenskrig. Den viden holdt han som en velbevaret familiehemmelighed af skam og fortvivlelse indtil for 10 år siden.

I dag er Knut Engelskjøn 73 år og en af de mange nordmænd, der siden den 1. januar har søgt at finde et svar på deres forældres eller andre forfædres gerninger i ”Landssvikarkivet”. Arkivet indeholder sagsmapper om landsforræderi begået under tyskernes besættelse af Norge.

”Åbenheden vil forhåbentligt fjerne tvivlen og uberettigede mistanker, men også fortielsen i titusinder af hjem. Nogle vil drage et lettelsens suk, mens andre vil få et chok. Uanset er det vigtigt at få indsigt i forræderiet, selvom det smerter,” siger han i interview med norske aviser.

Tidligere har det kun været muligt for forskere at få adgang til oplysninger fra arkivet, hvor flere sager om kendte personers forhold til nazismen er kommet frem. Men mens forfatteren Knut Hamsuns gerninger i flere omgange har været under historikeres lup, kan offentliggørelsen af de 92.000 sagsmapper om privatpersoners landsforræderi nu rippe op i familietragedier og myter, som mange måske gerne ville have ladet forgå i glemsel, vurderer Odd Arvid Storsveen, professor i historie ved Oslo Universitetet.

”Der er stadigvæk nulevende personer blandt dem, sagerne omhandler, og for dem er det klart, at det ville være bedst, at man lagde låg på fortiden og sagde 'nok er nok' til skammen og hånen,” siger Odd Arvid Storsveen.

Han mener dog, at fordelene ved at kunne sætte punktum for spekulationer om forfædrenes synder er et vigtigere hensyn end til de enkeltskæbner, der måtte blive ramt.

”Det er klart, at det vil rippe op i gamle sår, men det kan man ikke undgå, når man graver i fortiden. Det kan afklare rygter og skabe forsoning, men kan også skabe nye familiekonflikter og i sidste instans spekulationer om, hvorvidt det historiske materiale taler sandt,” siger Odd Arvid Storsveen.

Siden Riksarkivet åbnede for offentlighedens adgang til sagsmapperne ved nytår, har man modtaget over 700 henvendelser fra borgerne, og arkivet regner med at kunne udlevere de første dokumenter i slutningen af måneden.

Kritikere advarer om, at følsomme oplysninger om eksempelvis sygdomme eller personlige tilbøjeligheder risikerer at blive spredt på internettet, og at særligt nulevende fremtrædende personers familier vil blive udsat for granskning.

Endvidere har historikere også påpeget, at åbningen kan føre til hetz mod uskyldige personer, der blev presset til at arbejde for tyskerne - en risiko, man erkender hos Riksarkivet.

”Det har været en vanskelig afvejning, hvor vi har valgt at lægge mere vægt på offentlighedens interesse end på beskyttelsen af enkeltskæbner,” siger Erland Pettersen, der er leder af sektion for brugertjenester i Riksarkivet, til den norske avis Vårt Land.

”Nogle vil synes, det er en god måde at lukke et kapitel på. Andre vil opleve det som meget ubehageligt, at der bliver rippet op i alt det onde fra barndommen,” siger han.