Da israelerne og palæstinenserne forhandlede fred i begyndelsen af 1990’erne, spillede Jan Egeland en nøglerolle i den historiske overenskomst, der blev kendt som Oslo-aftalen.
Gennem det meste af sit 64-årige liv har Egeland været engageret i nødhjælp, konfliktløsning og menneskerettigheder. I 1990’erne var han statssekretær i det norske udenrigsministerium, siden har han haft poster som vicegeneralsekretær i FN, direktør i Human Rights Watch Norge og generalsekretær i Norsk Røde Kors.
I dag er Jan Egeland chef for Norsk Flygtningehjælp, og herfra ser han med bekymring på en udvikling, der i hans optik bevæger sig længere og længere væk fra den ”solidaritet og næstekærlighed”, som han mener er afgørende for en fredeligere verden.
Egeland abonnerer på ”et udvidet fredsbegreb”, fortæller han. Siden han begyndte som ung assistent på fredsforskningsinstituttet Prio i Oslo, har han insisteret på, at fred ikke alene er et spørgsmål om fraværet af væbnet konflikt:
”Fred må også være et minimum af realisering af menneskerettigheder.”
I øjeblikket fylder Ukraine selvsagt meget. Også for Jan Egeland og Norsk Flygtningehjælp, der har været engageret i landet, siden kampene brød ud mellem ukrainske soldater og prorussiske separatister i Donbass i 2014. Men den store forskydning i opbakningen til en fredeligere og mere retfærdig verden ser han et helt andet sted: I Danmark.
”Jeg mener, at forsvaret for fred og forsvaret for menneskerettigheder er nært forbundne. Og at de er internationale i deres karakter. Så jeg er dybt bekymret over det ræs mod bunden, som foregår i disse år,” siger han.
”Når Danmark går foran i at nægte mennesker på flugt den beskyttelse, de har krav på, så er det noget, vi må reagere på. Når Danmark sammen med Storbritannien nægter at følge basale civilisationsprincipper og vil sende mennesker på flugt til Rwanda, så mener jeg, at det er brud på grundlæggende menneskerettigheder.”
Flere og flere lande afsøger alternative måder at håndtere flygtninge og migranter på. Ifølge Egeland er der tale om et markant skred, som på sigt kan få store konsekvenser.
”Australien tog teten for nogle år siden. Et kontinent, som består af indvandrere. Ingen med beslutningsmyndighed i Australien var inviteret af de oprindelige indbyggere, og alligevel begyndte australierne med våben i hånd at tvinge mennesker til at bo på en fange-ø. Altså, man overvejede jo, om Pol Pot havde overtaget australsk flygtningepolitik? Men pludselig er den slags ikke tabu længere, og siden kom Ungarns Viktor Orbán, Storbritannien og til og med Danmark – et liberalt skandinavisk demokrati – og ville følge i samme spor.”
Jan Egeland langer ud efter socialdemokratierne rundt om i Europa. Et parti, han ”har ganske stor affinitet for” – og hvor han selv har været medlem i 40 år.
”Men nu er de flere steder blevet symbol på et kapløb mod bunden, og dermed også værdikamp. Fredsarbejde er ikke at spille guitar og synge sange. Fredsarbejde er værdikamp, og i den værdikamp må vi slås for de svageste.”
Kristen næstekærlighed som ideal
Jan Egeland har et cv som få. Han har været udenrigsminister Thorvald Stoltenbergs statssekretær, og i et tæt parløb indtog de en nøglerolle i en række fredsinitiativer, forhandlinger og mæglingsindsatser op igennem 1990’erne. Oslo-aftalen mellem Israel og palæstinenserne, Guatemala-fredsaftalen, fredsprocesser i Sri Lanka, i Sudan, i Colombia, på Balkan. Hvorfor denne pludselige opblomstring i Norges engagement i diplomati og mægling rundt om i verden?
”I forlængelse af den kolde krig fandtes et handlingsrum. Det blev både muligt og vigtigt at se på muligheder i internationale samarbejde. Sverige havde grundet sin neutralitet en unik mulighed og vist vejen,” fortæller Jan Egeland over telefonen fra Oslo.
”Og efter den kolde krigs afslutning var vi i Norge både hurtige og initiativrige, da der pludselig opstod muligheden for, at flere kunne gøre sig gældende. Personligt har jeg været involveret i mere end 10 fredsprocesser siden.”
Jan Egeland mener ikke, det er unaturligt, at både Norge og Sverige har slået sig op på at spille en fremtrædende rolle i løsningen af verdens problemer.
”I de skandinaviske lande har man haft og har fortsat et stykke henad vejen et etisk-normativt grundfundament, som på mange måder kommer til udtryk i udenrigspolitikken – gennem en form for indirekte alliance mellem det socialdemokratiske solidaritetsideal og det kristne næstekærlighedsideal.”
En anden, uomgængelig komponent i Norges succesfulde diplomati-indsats er enkeltpersoner. Man kommer ikke uden om, at Thorvald Stoltenberg – norsk udenrigsminister i 1980’erne og 1990’erne samt far til den nuværende Nato-generalsekretær og tidligere statsminister Jens Stoltenberg - har været en særegen drivkraft i Norges udvikling til velrenommeret mæglingsnation.
”Da Stoltenberg blev udenrigsminister i 1990, gjorde han mig til statssekretær. Der var en tro på, at nu kunne og burde Norge engagere sig. Man skulle være villig til at tage chancer. I internationalt diplomati har man altid spurgt: Hvad kan gå galt, hvad er risikoen? Hvad vil de sige i Bruxelles og London? Den indstilling er diplomatens dna. Det, Stoltenberg gjorde, var at vende det om. Han spurgte: Kan det gå godt? Og var svaret ’ja’, så tog vi chancen,” siger Jan Egeland.
”Og pludselig stod vi midt i Oslo-processen, i Balkan-diplomatiet og i mange andre brændpunkter. Udgangspunktet var en solidarisk og næstekærlig impuls, som fandtes i Skandinavien, og i en periode besluttede Norge så at tage ekstra chancer for freden skyld.”
Langt mellem lysglimtene
I dag er stoltheden over indsatserne for fred dog kølnet betragteligt. Opbakningen til de kampe, som ifølge Jan Egeland er fundamentet for fred, bliver mindre. Også i hans hjemland Norge.
”Udviklingen ses overalt. Norge flyder over af olie og gas-milliarder på grund af krigen i Ukraine. Oliepriserne ryger i vejret, vi har endnu større indtægter end normalt, og alligevel vil man tage fire milliarder kroner fra bistands- og udviklingsbudgettet for at kunne tage imod ukrainske flygtninge,” siger han.
”Når Norge af alle lande hævder, at der ikke er råd til at hjælpe flere på én gang, er det det samme som at åbne sluserne for, at andre lande kan gøre det samme. Ligesom med Danmark. Hvis det liberale, velstående og fredelige Danmark ikke vil tage imod flygtninge, hvorfor skulle Libanon eller Etiopien så? Hvis ikke Norge, verdens rigeste land, skal finansiere FN-indsatser, hvorfor skal Kina så gøre det? Derfor står vi midt i en værdikamp, som først og fremmest retter sig mod den krybende nationalisme, der breder sig fra land til land. I dag har vi en situation, hvor højrefløjen i norsk politik bruger danske socialdemokrater som forbillede.”
Jan Egeland mener, vi er blevet både rigere, mere navlebeskuende, nationalistiske og - måske værst af alt - konfliktsky.
”De gode kræfter i arbejderbevægelsen og i kirken har ikke været villige til at slås. Man har ikke kastet sig helhjertet ind i værdikampen. Tidligere var næstekærligheden altid international. Det samme var arbejderklassens solidaritet. Sådan er det ikke længere.”
Finder du alligevel håb på fredens vegne?
”Der findes mange, som bare tænker på egen pensionsopsparing og rødvinsaftener. Særligt i min egen generation. Men ungdommen er langt mindre skeptisk over for mennesker med anden hudfarve eller tro. Og meget mere villig til at se problemerne i et langsigtet og solidarisk perspektiv. Det gør, at jeg trods alt er optimist.”