Norsk politi: 37-årig er ikke i stand til at blive afhørt

Stadig mere i efterforskningen tyder på, at den sigtede bag angrebet i Kongsberg er alvorligt psykisk syg.

Politiets teknikere undersøger den lejlighed, hvor den 37-årige, som er sigtet for drab på fem mennesker i Kongsberg i Norge, boede.
Politiets teknikere undersøger den lejlighed, hvor den 37-årige, som er sigtet for drab på fem mennesker i Kongsberg i Norge, boede. Foto: Terje Pedersen/Ritzau Scanpix

Den 37-årige mand, der er sigtet for fem drab i den norske by Kongsberg, kan lige nu ikke afhøres.

Han har fået det værre efter anholdelsen, og han befinder sig nu på en lukket institution.

Det siger politiinspektør i Sør-Øst politidistrikt, Per Thomas Omholt, på et pressemøde lørdag.

Indtil videre er den sigtede blevet afhørt tre gange. Det var onsdag aften, efter at han var blevet anholdt, samt to gange i løbet af torsdag, oplyser Omholt.

Politiet er nu i gang med at undersøge den formodede gerningsmands historik med kontakt til politiet og sundhedsvæsnet eller psykiatrien.

Blandt andet har den 37-årige været gennem en mindre, retspsykiatrisk undersøgelse i begyndelsen af 2020.

Men det er en af flere ting, som politiet på nuværende tidspunkt ikke vil komme yderligere ind på.

- Resultatet af den vil vi ikke sige noget om. Årsagen til det er, at vidner ikke skal læse om hans mentale sundhed i pressen. Vidnerne skal give os deres egen opfattelse, siger Omholt.

Indtil videre har politiet talt med over 50 vidner. Deres forklaringer og den foreløbige efterforskning styrker det, som den anholdte selv har forklaret til politiet.

Den 37-årige har erkendt hændelsesforløbet, men ikke strafskyld.

Efterforskningen tyder på, at han har været alene om forbrydelsen.

- Den hypotese, der indtil videre er styrket, er, at han har gjort det helt alene, siger Omholt.

- Der er ikke noget der tyder på, at han har samarbejdet med nogen. Tværtimod virker det til, at det er en person, der kun har haft lidt kontakt med andre.

Omholt siger desuden, at hypotesen om, at manden er konverteret til islam, er svækket. Manden har selv sagt, at han er konverteret. Men han har "ikke gjort det særligt seriøst", siger Omholt.

Det styrker hypotesen om, at sygdom er baggrunden for onsdagens angreb i Kongsberg.

På lørdagens pressemøde sætter politiet også for første gang navn på de fem ofre. Alle pårørende er nu blevet informeret, siger politiinspektøren.

Der er tale om fire kvinder på 52 år, 56 år, 75 år og 78 år, samt en mand på 75 år.

/ritzau/NTB