Norsk rigmand sigtet for drab på sin forsvundne hustru

Der er nye spor i den mest opsigtsvækkende kriminalsag i Norge inden for de senere år. Rigmanden Tom Hagen er sigtet for drab på hustruen, Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt for godt halvandet år siden

Den norske milliardær Tom Hagen, hvis advokat Svein Holden her taler med pressen, blev i dag sigtet for drab eller medvirken til drab på sin jævnaldrende hustru Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt sporløst for mere end halvandet år siden. Norsk politi har intet oplyst om mulige motiver til ægtemandens formodede forbrydelse.
Den norske milliardær Tom Hagen, hvis advokat Svein Holden her taler med pressen, blev i dag sigtet for drab eller medvirken til drab på sin jævnaldrende hustru Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt sporløst for mere end halvandet år siden. Norsk politi har intet oplyst om mulige motiver til ægtemandens formodede forbrydelse. Foto: Terje Pedersen/NTB/Ritzau Scanpix.

Hvad skete der med Anne-Elisabeth Hagen?

Det spørgsmål har ligget ubesvaret hen, siden den norske milliardærhustru forsvandt om formiddagen den 31. oktober 2018 fra sit hjem i Lørenskog i udkanten af den norske hovedstad Oslo, og ingen siden har set. Politiet formoder, at hun er død.

I morges - mere end halvandet år efter - blev ægtemanden, den mediesky norske forretningsmand Tom Hagen, anholdt på vej til arbejde. Han er sigtet for drab eller medvirken til drab på Anne-Elisabeth Hagen.

”Her er fem politibiler og 30 journalister udenfor. Det er et ubehageligt syn,” siger en af parrets naboer Tore Skansen til det norske nyhedsstation NRK og giver udtryk for, at det hele tiden har ligget i deres bevidsthed, at det kunne være Tom Hagen selv, der var gerningsmanden.

Det sidste livstegn fra den dengang 68-årig Anne-Elisabeth Hagen var et telefonsamtale klokken 09.14 med et familiemedlem på dagen for hendes forsvinding. Angiveligt skulle den 70-årig ægtemand, der har en anslået formue på 1,7 milliarder norske kroner (1,1 milliarder danske kroner), have været på arbejde. Ifølge den norske avis VG ringede et andet familiemedlem kort tid efter til Anne-Elisabeth Hagen, men uden held. Da ægtemanden kom hjem tidligt om eftermiddagen, opdagede han, at hustruen var forsvundet. Familiens hvalp var låst inde, og på badeværelset lå et tætskrevet brev med krav og trusler fra det, der dengang blev betragtet som kidnappere.

Ifølge NRK er politiets mistanke om, at det er Tom Hagen, der står bag hustruens forsvinding, taget til over tid.

”Sigtelsen markerer, at sagen går over i en ny fase. I denne fase er det vigtigt for mig at understrege, at selvom Tom Hagen er sigtet, er sagen stadig under efterforskning, og der er flere ubesvarede spørgsmål,” sagde Ida Melbo Øystese, politimester i det norske Øst Distrikt, på en pressekonference i formiddags.

Ægteparret Hagen blev gift som ganske unge. Anne-Elisabeth var 19 år. De har tre voksne børn og er kendt for at leve et tilbagetrukkent og beskedent liv, trods formuen. Ifølge en god ven af Anne-Elisabeth Hagen og familien, var Anne-Elisabeth Hagen hjertevarm og et familiemenneske.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst for mere end halvandet år siden.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst for mere end halvandet år siden. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

”Hun er så ydmyg, morsom og godhjertet. Og også lidt genert. Som person er hun slet og ret dejlig. Vi har gjort så meget morsomt sammen. Både familien og jeg har fortsat et håb om, at hun skal komme hjem. Håbet er det sidste, man mister,” sagde hun til den norske avis Dagbladet i sidste måned.

”Lisbeth, som vi venner kalder hende, har altid været så optaget af familien. Det er den, som betyder mest for hende. Hun elsker børnene og børnbørnene. Det, som er sket, er bare uvirkeligt og frygtelig grimt. Helt meningsløst. Både familien og jeg er meget kede af det. Jeg tænker på hende hver eneste dag,” sagde hun.

Sagen om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen blev i starten betragtet som en kidnapningssag, som politiet efterforskede i flere måneder, før den blev kendt for offentligheden på et pressemøde den 9. januar sidste år. Her oplyste politiet, at de formodede kidnappere var kommet med trusler mod Anne-Elisabeth Hagens liv og krævede løsepenge. Ifølge den norske avis Aftenposten krævede kidnapperne 88 millioner norske kroner (57 millioner danske kroner) i kryptovalutaen monero. Hvis ikke pengene blev overført, ville gerningsmændene dræbe Anne-Elisabeth Hagen og lægge en video med drabet ud på internettet, skriver VG.

Samme dag bad familien sin advokat Svein Holden om at få kontakt til kidnapperne. Fem dage senere oplyste advokaten, at familien var indstillet på at finde en løsning, hvis de fik bekræftet, at Anne-Elisabeth Hagen var i god behold. Den 16. januar og igen den 27. januar blev familien kontaktet af personer, der hævdede at være Anne-Elisabeth Hagens kidnappere.

Der var tale om en envejskommunikation, først via kodemeldinger på kryptovaluta og siden gennem anden kommunikation. Familien havde ikke mulighed for at svare, ligesom de heller ikke fik et livstegn. I juni sidste år skiftede politiet hovedhypotese til at antage, at der var tale om et drab.

Måneden efter, i juli 2019, modtog familien en besked fra kidnapperne, der oplyste, Anne-Elisabeth Hagen stadig var i live. Ifølge VG udbetalte familien i august sidste år over 10 millioner norske kroner (6,5 millioner danske kroner) til en konto, som politiet ikke havde mulighed for at spore.

Samme måned kom det på et pressemøde frem, at der var uenighed mellem politiet og familien om, hvorvidt Anne-Elisabeth Hagen var i live. Politiet holdt fast i teorien om, at hun var blevet dræbt.

Den 13. september sidste år blev det kendt, at politiet havde fundet nye spor, der ledte til en teori om, at den savnede blev dræbt den dag, hun forsvandt. Den 22. januar i år blev forsvindingssagen formelt erklæret som et uopklaret drab. I forbindelse med sagen er der både fundet DNA, skoaftryk og andre spor i boligen, der kan kædes sammen med forsvindingen af Anne-Elisabeth Hagen.

Tom Hagen bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag med krav om varetægtsfængsling i fire uger. Han nægter sig skyldig. Det oplyser Tom Hagens advokat, Svein Holden, skriver NRK.

”Han fastholder kraftigt, at han ikke har noget med det at gøre,” sagde Holden til pressen, efter at han mødtes med Tom Hagen på politistationen i Lillestrøm i eftermiddag.