Hun har optrådt på tv som karakteren Sana i ungdoms-serien ”Skam”. Hun har spillet basketball, aftjent sin værnepligt i det norske luftvåben og været på forsiden af et modemagasin. Alt sammen iført den muslimske hovedbeklædning hijab, for hun er stolt af sin religion, og føler, at hijabben er en vigtig del af hendes identitet.
I dag, mens hun sidder og drikker te, er hijabben lysegrå og matcher hendes lyserøde tøj. Og så er den omdrejningspunktet for en stribe interviews i både norske og danske medier, for i går udgav den 21-årige Iman Meskini en bog om dens betydning for hende.
”Hijabben er altid det emne, jeg får flest spørgsmål om. Folk vil vide, hvorfor jeg går med den, og det er meget vanskeligt at give et kort svar. Der er alt for mange aspekter og en hel historie, der skal med. Det virkede nemmere at skrive det hele ned i en bog,” siger hun.
Iman Meskini har stadfæstet sin plads i tørklæde-debatten længe før bogens udgivelse. Hendes rolle i tv-serien ”Skam” hyldes som den første af sin slags på norsk tv og Iman Meskini for sin skildring af et mangfoldigt Norge. Allerede før serien begyndte, skrev Iman Meskini som 17–årig et blogindlæg om det at være ung muslimsk kvinde, og da den norske tv-station NRK sidste år modtog klager over en tv-værts optræden i hijab, tog Iman Meskini NRK i forsvar.
Hun drømmer om, at samfundet en dag vænner sig så meget til at se forskellige beklædninger og hudfarver, at det bliver mennesket bag, det handler om – og ikke ting som hijabben. Hun mener ikke, at hun selv er med til at sætte hijabben i centrum, når hun tager udgangspunkt i sin religiøse beklædning og islam i interviews, på sociale medier og med sin bog:
”Det er altid i fokus, uanset om jeg selv lægger det der eller ej. Det er det første, og nogle gange det eneste, folk ser, når de møder mig. Jeg kan tale om skole eller basketball, men folk tænker kun på det, jeg har rundt om hovedet. Vi er nødt til at udtømme emnet først og svare på de spørgsmål, folk har, før vi kan komme videre. Men der er meget få muslimer, som orker det, for det kan være utrolig drænende. Det ansvar tager jeg på mig, og en dag kan vi måske tale om noget andet,” siger hun.
I hendes bog fylder Iman Meskinis egne ord kun 17 sider ud af ialt 106. Resten gengiver kommentarer fra fans, der følger hende på det sociale medie Instagram. Her har hun spurgt sine 700.000 følgere, hvad hijabben betyder for dem, og hvorfor de går med den. Deres svar er med i bogen, for det er vigtigt for Iman Meskini at understrege, at hun ikke taler på vegne af andre end sig selv.
”Kommentarene er et indblik i livet blandt kvinder med hijab. De har så mange forskellige grunde til at gå med den– eller til ikke at gå med den. Det beviser, at der ikke er noget facit på hverken muslimer, hijab, udlændinge eller indvandrere. Jeg oplever, at folk ofte ser det hele som én og samme ting, men bogen viser, at folk er individder og har egne meninger. Den er min måde at give plads til andre stemmer end min egen på, og for en gangs skyld lade kvinderne selv være med til at male det billede af dem, som medier og politikere ellers gerne vil definere,” siger hun.
Iman Meskini er født i Oslo og har boet det meste af sit liv i kommunerne Oppegård og Ski lige syd for hovedstaden. Hun er datter af en tunesisk far og en norsk mor, der som 20–årig konverterede til islam. Som 8–årig tog Iman Meskini hijab på for første gang, fordi hun som så mange andre børn blev inspireret af de voksne omkring hende. I femte klasse valgte hun at gå med den fast, og har siden følt et behov og et ansvar for at finde ud af, hvad den egentlig betød for hende. I bogen fortæller hun, hvordan hendes søgen efter hijabbens betydning forstærkede hendes tro og forankrede hendes identitet i den.
”Den begyndte at betyde noget for mig, og endte med at blive en form for symbol for min identitet,” skriver hun blandt andet.
Hvordan forener du din forankring i hijabben med, at du gerne vil have, at folk skal se forbi den?
”Hijabben er et tydeligt symbol på, hvem jeg er. Men skulle der komme en lov, som forbyder hijab, og jeg skal tage den af, så forandrer det ikke det, jeg tror på. Det sidder jo i mig og ikke mit tørklæde. Min identitet er, at jeg er muslim, men man har behov for at udtrykke, hvem man er på alle mulige måder, gennem tøj, hår, et kors eller en hijab, og hvorfor skal jeg ikke have lov til det?” spørger hun.
I dag kunne hun ikke finde på at tage hijabben af, end ikke hvis det betød flere muligheder for film– og tv–roller. Religion er vigtigere, og er for hende det, der kan udfylde den længsel og søgen efter lykke, som hun tror alle mennesker har. Hijabben er for hende også et symbol på styrke – ikke tvang og undertrykkelse – og det er hendes mors fortjeneste.
”Min mor konverterede til islam og tog hijabben på, da hun var på min alder. Hun havde alle imod sig og var helt alene, men gjorde det alligevel,” siger Iman Meskini.
Hun ser en enorm værdi i at have et forbillede, som hun har det i sin mor, og taler derfor ofte om vigtigheden af at være en offentlig person og en tv-figur med hijab på.
”Det er vigtigt at vise en mangfoldighed, så de, der sætter religion højt i deres liv, ikke føler sig anderledes, forkerte eller alene. At man kan vise, at der ikke kun er én måde at være på. Jeg har talt med både kristne og muslimer, som føler skam over deres tro, fordi vi lever i et sekulariseret samfund, hvor mange synes, det er gammeldags eller mærkeligt. Karakteren Sana viser, at du godt kan være ung og religiøs og samtidig være en del af den moderne verden uden at gå på kompromis med dine værdier,” siger hun.
Til tider har det været hårdt som ung at skille sig så meget ud, som hun føler, hun nogle gange gør, og hun kritiserer, at piger med hijab ikke har samme muligheder som dem uden. De kan ikke blive politibetjente i Norge, og hvis de er skuespillere som hende selv, bliver de kun hyret til roller, hvor hijabben er i fokus, mener hun. Men hun ser ikke sin hovedbeklædning som en hindring.
”Det er ikke hijabben, der forhindrer mig i de her ting, det er mennesker. Ifølge loven må en kvindelig betjent ikke bære hijab. Jeg har været i militæret, jeg har spillet basket– jeg har gjort alt for at bevise, at den ikke er en forhindring, men gå imod loven kan jeg ikke. Så det er der, min hindring starter. Ved loven og folks fordomme. Demokratiet mister værdi, hvis man på den ene side siger til folk, at de har religions– og ytringsfrihed, og at de har frihed over deres egen krop, og på den anden side går ind og bestemmer, hvad folk må have på,” siger hun.