Da coronakrisen for fem måneder siden ramte Norge, blev Jostein Gaarder paralyseret.
Ikke i fysisk forstand, han havde hverken symptomer eller følte sig syg, men fordi den 67-årige forfatter befinder sig i risikogruppen, isolerede han sig prompte i sit hjem i Oslo. Ingen besøg fra børnebørnene, ingen fysisk kontakt med andre mennesker end sin hustru.
”Faktisk var jeg midt i en skriveproces, men jeg blev simpelthen nødt til at lægge arbejdet bort fra den ene dag til den anden. Jeg bevægede mig nærmest ind i en form for trance, hvor jeg fulgte pandemiens udvikling minutiøst, blev nyhedsnarkoman, aflæste smittekurver på manisk vis og forsøgte at efterleve hvert eneste råd, myndighederne kom med,” fortæller bestsellerforfatteren over telefonen fra den norske hovedstad.
”Jeg ville da ønske, at jeg kunne sige, at den tvungne stilstand fik mig til at fordybe mig, skrive endnu mere, læse Shakespeare eller noget helt tredje, men sandheden er, at der skete det nærmest modsatte: Jeg så virkelig mange tv-serier. Især i starten. ’Unorthodox’, ’Tjernobyl’, ’Handmaid’s Tale’ (Tjenerindens fortælling). Og så nød jeg det store privilegium, at jeg har en have, jeg kan gå ud i, og hvor jeg hen ad vejen har haft muligheden for at mødes med folk på sikker afstand.”
Da Jostein Gaarder efter nogle måneders selvvalgt isolation begyndte at træde ud i verden igen, var det først og fremmest naturen, der kaldte. Hver eneste dag gik han ture, afsøgte nye stier og fandt roen i de grænseløse skove og snørklede fjorde, der omkranser Oslo. Altid alene, altid uden forstyrrende elementer i sin nærhed.
”Jeg lytter aldrig til noget, podcasts eller musik eller den slags. Ikke når jeg går. At bevæge kroppen er nødvendigt for, at jeg fungerer, for mit velvære, men det er også en vigtig del af mit arbejde. Når jeg sidder fast i en tekst, så trækker jeg støvlerne på og går ud i naturen. Og når jeg kommer tilbage, har problemet som regel løst sig selv. Jeg forlader aldrig hjemmet uden pen og papir, men det er faktisk sjældent, at jeg skriver noget undervejs. Det meste sker oppe i hovedet, og på forunderlig vis har det at sætte den ene fod foran den anden en fantastisk indvirkning på mig – både terapeutisk og kreativt,” fortæller han.
Selvom coronakrisen i begyndelsen var både en mental udfordring og et lavpraktisk benspænd for Jostein Gaarder, udviklede den sig samtidig til en påmindelse om, hvor privilegeret hans egen tilværelse er. Et eksistentielt perspektiv på hans eget liv såvel som den verden, der omgiver ham selv og hans velstående hjemland.
”Tænk engang på de mennesker rundt omkring i verden, der får udgangsforbud uden at have et hjem at isolere sig i. Eller dem, der selv i vores del af verden bor alt for mange mennesker i alt for små lejligheder. Det er jo absurd, når man tror, at alle uden videre kan gå i karantæne. Hvad nu, hvis du bor fem børn på ét værelse? Hvad hvis din mand slår dig? Hvad hvis du kun er i stand til at mætte din familie, hvis du træder uden for en dør? På den måde har krisen også tjent som en påmindelse om, at verden stadig er opdelt, ulige og mange steder uretfærdig. Og at jeg selv – som mange andre nordmænd – hver eneste dag skal huske at være taknemmelig for vores heldige og gode liv,” siger han.
Det er dog ikke alene taknemmelighed, der har fyldt den norske forfatter de seneste måneder. Også en oplevelse af at være forbundet med mennesker langt uden for hans synsfelt har sneget sig ind under huden på ham. En følelse af samhørighed, der pludselig blussede op i kølvandet på pandemien.
”Du kan sige, at vi kollektivt blev mindet om, at vi alle lever sammen på en planet, vi kun har til låns, og som vi er mange mennesker, som deler. Vi er ikke bare kultur eller civilisation, vi er også natur. Og måske er vi her faktisk først og fremmest på naturens præmisser. Uanset om vi måtte være kristne, muslimer eller ateister, så rammer virussen os på præcis samme måde, og det fælles, grundlæggende eksistensvilkår, som coronakrisen har åbenbaret, tror jeg er et kærkomment perspektiv,” siger Jostein Gaarder.
”Og mere lavpraktisk synes jeg – selvom jeg ikke vil kalde mig selv religiøs – at hele den pludselige genopdagelse af, hvordan vi skal passe på hinanden, hvordan vi agerer hensynsfuldt og skærmer dem, der har særligt behov for det, i høj grad kan føres tilbage til den etik, vi finder i verdensreligionerne. Efterlever du næstekærlighedsbuddet i en moderne fortolkning, så er jeg ret sikker på, du som samfund klarer pandemien væsentligt bedre, end hvis du ikke gør. Intet menneske er en ø, og fordi vores gensidige afhængighed kan betyde liv og død, er det udmærket at blive mindet om, hvordan man omgås bedst muligt.”
Jostein Gaarder blev født ind i en skrivebegejstret familie i 1952. Moderen var børnebogsforfatter, faderen rektor, og da den unge Gaarder skulle vælge uddannelse, faldt valget på blandt andet sprogstudier og religionshistorie.
Sidenhen fik han job på Fana Folkehøjskole nær Bergen, hvor han i en årrække underviste i filosofi, førend han helligede sig forfattergerningen på fuld tid fra 1991. Året inden brød han igennem med ”Kabalemysteriet”, og i 1991 udgav Gaarder ”Sofies verden”, der siden er blevet oversat til mere end 60 sprog og har solgt over 40 millioner eksemplarer verden over. I mange af hans bøger er nysgerrigheden på tilværelsen omdrejningspunktet, og under den igangværende krise har forfatteren da også med stor interesse observeret, hvordan mekanismerne i det norske samfund har udfoldet sig.
”Jeg synes, det er vildt interessant at se, hvordan mennesker reagerer forskelligt på nye ting – og dykke ned i, hvad der måtte ligge bag. Og hvad nordmændene angår, må jeg sige, at jeg er ret imponeret i forhold til coronakrisen. Regeringen har taget styringen fra starten, man har appelleret til dugnad – det norske begreb for kollektivt at løse en stor udfordring – og i det store hele har folk taget ansvar for hinanden. Man har beskyttet andre ved at beskytte sig selv, og på sin vis er det både en meget norsk egenskab, der faktisk minder en smule om, når der bliver holdt nødhjælpsindsamlinger på tv. Mange nordmænd har jo rigeligt på kistebunden, og når alle spytter lidt i kassen, kan det til sammen gøre en kæmpe forskel for dem, der har det værre end os selv. Det er noget nærmest næstekærligt, der ligger i vores folkesjæl, og som man da godt kan være lidt stolt af,” siger han.
”Men samtidig kan jeg jo så godt – for nu at sige det mildt – undre mig over, at man ikke er i stand til at bruge den mobiliseringsevne i andre spørgsmål, ikke mindst i forhold til miljø og klima. Norge er et rigt land, og nordmænd elsker naturen, men alligevel har vi svært ved at tage en krise, der risikerer at ramme os i et omfang, der får corona til at blegne, rigtig alvorligt. Vi har vist, at vi er handlekraftige, når vi bliver konfronteret med en eksistentiel trussel, så hvorfor ikke overføre det til den krise, vores jordklode står over for?”
Hvorfor tror du, det forholder sig sådan?
”Jeg tror, det skyldes, at klimatruslen ikke opleves som umiddelbar. Vi mennesker har en meget horisontal måde at orientere os på, og vi har svært ved at forholde os til farer, der ligger 20 år ude i fremtiden. Vi er vældig optagede af at beskytte vores egne gener en enkelt eller to generationer frem, men vi kan ikke for alvor begribe, hvad det er for en verden, vores børns børnebørn kommer til at vokse op i. Vi mangler et akut alarmberedskab, når det kommer til klimaet, og jeg frygter, at det kommer til at få katastrofale konsekvenser,” siger forfatteren, der siden slutningen af 1990’erne har været en flittig deltager i den offentlig debat om især miljø og menneskerettigheder.
”Og det mest frustrerende er jo, at det er et land som Norge, der nøler i den grønne omstilling. Vi har svømmet i olie og tjent kassen på fossile brændsler, og vi har om nogen råd til at lægge vores økonomi om. Alligevel er både I og svenskerne længere fremme på mange områder. Du kan på sin vis sammenligne det med corona – hvis ikke vi havde lukket ned med det samme, var situationen blevet både værre og dyrere på længere sigt. Så hvorfor dog vente med klimaet? Og dér mener jeg, at Norge har et særligt ansvar for at gå forrest i den grønne omstilling, og det er mit inderlige håb, at de seneste måneders offervilje til gavn for det fælles bedste også kommer til at smitte af på klimapolitikken. For mig er det simpelthen et spørgsmål om anstændighed.”
Apropos anstændighed er der også områder, hvor Jostein Gaarder bestemt ikke mener, at Norge bør hente inspiration blandt de nordiske naboer. Under coronakrisen har forfatteren med stor undren iagttaget, hvordan de svenske myndigheder har håndteret krisen. Og hidtil er han ikke begejstret.
”Der er jo tale om ældre mennesker, der dør!” siger forfatteren, nu for første gang i et opildnet toneleje.
”Politikere og myndigheder siger igen og igen, at ingen ved, hvad pandemien vil komme til at betyde. Men så er det, at jeg helt stilfærdigt mener, man bør spørge, om det så ikke ville være en god idé at være lidt mere forsigtig? Det smerter mig at se, hvad der sker i Sverige, og jeg kan stadig blive helt arrig, når jeg tænker tilbage på tv-billederne fra coronakrisens begyndelse, hvor nordmænd og danskere sad indendøre, mens svenskerne stadigvæk rendte rundt på restauranter og barer.”
Jostein Gaarder frygter, at ”den svenske skråsikkerhed” risikerer at skade det nordiske forhold på længere sigt. Og derfor håber han også, at den blågule strategi inden længe får et kritisk eftersyn – ikke kun fra en hovedrystende omverden, men også internt i nabolandet, hvor kritikken den seneste tid ligeledes er taget til.
”Jeg har jo ikke den faglige indsigt til at afgøre, hvilke beslutninger der var kloge, og hvilke som ikke var. Men jeg kan jo se, at man i lang tid havde sværere ved at diskutere myndighedernes håndtering i Sverige, end man havde her og i resten af Norden. Måske har det noget at gøre med, hvad vi er opdraget til som folk. Nordmænd og danskere har det måske lidt mere i blodet at brokke sig og stille spørgsmål. Også når det ikke er nødvendigt. Og der går svenskerne lidt mere autoritetstro i flok. Det var ligesom under flygtningekrisen. Ingen fik lov at stille spørgsmål, alle bakkede mere eller mindre nødtvungent op om linjen. I virkeligheden er det lidt uhyggeligt,” siger han.
”Jeg bryder mig egentlig ikke om at være fordømmende, men jeg må sige, at jeg undres. Skal vi bruge det til noget opbyggeligt, så mener jeg, at skræmmeeksemplet Sverige på tragisk vis minder os om, at vi aldrig må miste respekten for det enkelte menneske. I begyndelsen af krisen var der en svensk læge, som på uheldig vis fik udtrykt, at det jo hovedsageligt var folk over 70 år, der havde mistet livet til covid-19. Og selvom det var en kluntet formulering, illustrerer den et menneskesyn, vi aldrig må acceptere. Ethvert menneskeliv er vigtigt, og ender vi først der, hvor bestemte liv er ligegyldige, så er det katastrofalt. En etisk falliterklæring, simpelthen.”