Prøv avisen

Norske børn har svært ved at synge med på nationalsangen

”Man har systematisk nedprioriteret sangen i skolerne, fordi man i effektiviseringens ånd ikke ser værdien i fællessangen og dermed folkeoplysningen," lyder det fra norsk professor emeritus. Foto: Bjoern Sigurdsoen/Ritzau Scanpix

Torsdag er det Norges nationaldag, men kun de færreste børn kan flere vers af nationalsangen. Effektivitet har sejret over folkeoplysning, mener professor

Overalt i Norge går de yngste skoleelever i dag forrest i 17. maj-optoget, der er det centrale i markeringen af landets selvstændighed og nationaldag. Men når de når til fællessangen, halter det for børnene, der som centrum for dagen er kulturbærere for traditionen.

Ifølge en undersøgelse foretaget af skolemediet Pirion og den nynorske avis Framtida.no er det nemlig kun de færreste børn, der kan synge flere vers af Bjørnstjerne Bjørnsons gamle fædrelandsdigt ”Ja, vi elsker dette landet”.

Undersøgelsen, der blev offentliggjort sidste år, inkluderer 300 skolelærere, og af dem svarer 53 procent, at 20 procent eller færre af deres elever kan flere vers af sangen. 60 procent kan dog det første af sangens otte vers. Norge har ikke en officiel nationalsang, men netop ”Ja, vi elsker dette landet” betragtes af mange nordmænd som landets nationalsang og bruges også ved officielle begivenheder.

Jon-Roar Bjørkvold, der er professor emeritus i musikvidenskab ved Universitetet i Oslo, ærgrer sig. Han mener, at skolerne bruger for lidt tid på at synge, og at man bør gøre op med synet på fællessang. Det er nemlig efter hans opfattelse noget af det væsentligste i opbygningen af sammenhold – for skoleklasser, arbejdspladser og nationer.

Ifølge Framtida.no synger omkring halvdelen af landets skolebørn dagligt.

”Man har systematisk nedprioriteret sangen i skolerne, fordi man i effektiviseringens ånd ikke ser værdien i fællessangen og dermed folkeoplysningen. Men det er udtryk for et skidt menneskesyn. I sangen er vi nemlig alle lige, og fællessang rører ved nogle dybe fællesmenneskelige følelser, som er livgivende,” siger han.

Jon-Roar Bjørkvold tvivler dog på, at børnenes manglende sangkundskaber har betydning for den norske nationaldags fremtid, fordi de fleste kan lytte efter sidemanden eller have teksten med. Det er Ståle Dyrvik, der er professor emeritus i historie ved Universitetet i Bergen, enig i.

”Det, at de ikke kan sangen, kan man måske synes, er ærgerligt. Men det betyder ingenting i forhold til børnenes rolle i videreføringen af den norske tradition. Så længe børnene går i optog, skriver 17. maj-taler og fejrer med stolthed, skal det nok gå,” siger Ståle Dyrvik.

Danske Rasmus Skov Borring, der er komponist og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet, mener, at nationalsangen spiller en mindre rolle i den danske tradition for fællessang end i den norske. Blandt andet fordi nationalsangen ikke i samme grad har en særlig dag, hvor hele landet synger med. Om flere eller færre danske skolebørn kan synge med på hele ”Det er et yndigt land” end tidligere, tør han dog ikke spå om.

”Rigtig mange danskere – både voksne og børn – kan den sang. Men det er primært, fordi den synges til sport og særligt fodbold. Sangen er ellers ikke en stor del af den danske fællessangskultur. For man vil typisk vælge andre sange, der er mere målrettede den enkelte begivenhed eller markering. Eksempelvis ’Midsommervisen’,” siger han.

Oprindeligt var 17. maj-fejringen en festdag for de voksne med politiske undertoner og modstand mod den svenske konge. Men i løbet af 1800-tallet blev børnene sat i spidsen, hvilket gjorde det vanskeligt for kongen at sætte magtapparatet ind imod den norske nationalisme. Og det er ifølge Hans Fredrik Dahl, historiker og professor emeritus ved Universitetet i Oslo, forklaringen på, at dagen er så populær. Han mener, at det er opløftende, at over halvdelen af skolebørnene kan første vers.

”Det var et meget smart træk at sætte børnene forrest. Ingen andre steder i Nordeuropa har børnene så stor en rolle i nationalfejringen, og børnenes entusiasme, glæde og forberedelse er det, der skaber 17. maj,” siger Hans Fredrik Dahl og tilføjer, at børnenes optog også i dag er medvirkende til, at dagen ikke bliver politiseret i større grad:

”Der er selvfølgelig debat om, hvorvidt man kan flage med andre flag end det norske, og om dagen er inkluderende eller ekskluderende, men børnenes uskyld fratager dagen hårdhed og skaber sammenhold. De mindste børn går forrest, og det er en symbolsk rækkefølge, der er helt rigtig og fortæller, hvorfor den norske nationalisme er så stærk.”