Det vigtigste ved Notre-Dame er ikke katedralens alder. For selvom der resten af året vil udfolde sig stor festivitas i forbindelse med 850-året for Paris berømteste kirke, er Frankrig fuld af kirker, som er meget ældre. Det vigtigste ved Notre-Dame er, at den tilhører en lille gruppe af kirker, der på en særlig måde er bærere af national identitet ikke blot i forhold til en bestemt konfession, men tillige i tilknytning til landets kultur og hele historiske erfaring.
Peterskirken i Rom beretter om Romerrigets fald og den italienske renæssances bedrifter. Westminster Abbey har sine engelske kongegrave, sit Poets Corner og monumentet for den ukendte soldat. Og St. Patricks Cathedral i New York City fortæller om de millioner af indvandrere, der søgte at skabe sig en bedre tilværelse i den nye verden.
Det er i denne eksklusive kreds, at Notre-Dame hører til med sin dramatiske historie og sit komplekse forhold til rigets mægtige. Det storartede ved, at kirken nu er 850 år, er ikke selve jubilæet, men at hvert enkelt år tæller på en særlig måde i nationens liv.
Notre-Dame de Paris, som er katedralens officielle navn, har flere forgængere.
Den første kirke på stedet blev opført i det 4. århundrede og fortæller os om, hvor gammel Frankrig er som kristen nation. Siden fulgte andre, i takt med at Paris voksede i betydning.
Initiativet til den nuværende katedral på Ile de la Cité midt i Seinen blev taget af Paris daværende biskop, Maurice de Sully, og grundstenen blev nedlagt i 1163 i nærværelse af pave Aleksander III.
Mindre end 100 år senere var Notre-Dame vokset til at blive sin tids største kirke, og herefter har dens harmoniske facade, mægtige tårne og majestætiske indre fordelt på fem kirkeskibe og båret af 75 søjler ikke blot begejstret besøgende og byens egne beboere, men også overlevet både krige og revolutioner.
LÆS OGSÅ: Vores kulturhistorie hviler på outsidere fra overklassen
Den Franske Revolution, hvor kirken blev plyndret, vandaliseret og kortvarigt indrettet som et tempel for fornuften, tog næsten livet af den.
Napoleon gav Notre-Dame tilbage til kirken i 1802, men da var bygningen i en så miserabel stand, at byens vise fædre efter Napoleons fald alvorligt overvejede at rive bygningen ned. Redningsmanden blev Victor Hugo, der i 1831 udgav sin berømte roman Klokkeren fra Notre-Dame, og som på baggrund af bogens enorme succes kunne skabe en folkebevægelse til katedralens bevaring.
Hvor megen skønhed den end har bevaret i sin høje alder, så er det dog ikke nemt at undertrykke et suk eller beherske vor vrede, når vi ser de talrige vansiringer og lemlæstelser, som menneskene og tiden har påført dette ærværdige monument, skrev Hugo i sit kendteste værk.
Andre bidrog også til at gøde jorden. Allerede i 1802 havde forfatteren François-René de Chateaubriand udgivet sit indflydelsesrige værk Le génie du christianisme (kristendommens ånd), der forsvarede den kristne religions visdom og skønhed, og som samtidig pegede fremad mod romantikken.
Gotik var en stilart, som Chateaubriand beundrede, og i takt med behovet for at genopdage en oprindelig national identitet efter revolutionens og Napoleonskrigenes tumult kunne restaureringen af så betydeligt et bygningsværk som Notre-Dame forene både katolikker, kongetro konservative og den sekulære intelligentsia.
Victor Hugo havde en stærkt antiklerikal indstilling, men når det drejede sig om menneskenes stræben efter det gode, om kunstnerisk skønhed og historisk erindring, var Notre-Dame uerstattelig i hans øjne.
Sankt Dominikus, der grundlagde dominikanerordenen, havde prædiket her. Frankrigs nationalhelgen, Jeanne dArc, var blevet rehabiliteret i kirken (og blev senere saligkåret på samme sted).
Og Henrik IV, for hvem Paris nok var en messe værd, besøgte som det første Notre-Dame, da han omsider kunne drage ind i Frankrigs hovedstad som landets retmæssige konge. Endelig var det i Notre-Dame, at Napoleon havde kronet sig selv, for selvom kirken var medtaget, forlenede den hans tronbestigelse med en moralsk tyngde, han ikke kunne finde andre steder.
Der var nok at værne om for Hugo og for den arkitekt, Eugène Viollet-le-Duc, der ledede restaureringen af katedralen fra 1845 til 1864. Viollet-le-Duc er især kendt for sin rekonstruktion af skulpturerne på katedralens vestfacade, hvor han måtte erstatte ikke færre end 60 statuer samt udstyre et galleri af bibelske konger, som pøbelen havde hærget under revolutionen, med nye hoveder.
Viollet-le-Duc gik i det hele taget grundigt til værks, og da han var færdig, var næsten alle spor af tidligere tiders ændringer gennem seks århundreder forsvundet.
Men meget karakteristisk for tiden nøjedes han ikke med at afrense og genopbygge. Han fortolkede selv videre på bygningen og endte med på egen hånd at tilføje den smukke tagrytter, der som katedralens tredje tårn hviler på taget over tværskibet.
Viollet-le-Duc havde også et heldigt indfald, da han tilføjede de forskellige monstre og fabeldyr, der sidder i tårnene, og som fortsat er meget populære blandt alle besøgende.
Jubilæumsåret blev indledt den 12. december med en aftenmesse med Paris ærkebiskop, kardinal André Vingt-Trois, bistået af hundrede præster, og det fortsætter med særlige gudstjenester, processioner og koncerter frem til den 24. november.
Indimellem forventer kirken besøg af op mod 20 millioner pilgrimme og turister i forhold til de 14 millioner, der lægger vejen forbi i et almindeligt år.
En af attraktionerne om-end kun midlertidigt er en forhøjning på pladsen foran katedralen, hvorfra man bedre kan se katedralens berømte vestfacade. Indenfor kan man fortsætte udforskningen af det gotiske mesterværk, for der er installeret en helt ny lyssætning, der ændrer oplevelsen af kirkens indre markant. Katedralens glasmosaikker i de store rosevinduer er verdensberømte, men de lader ikke meget dagslys ind, og generationer af besøgende har måttet knibe øjnene sammen for bedre at kunne skimte detaljer i halvmørket. Det er der nu rettet op på.
Skønt Notre-Dame-katedralen er sæde for Paris ærkebiskop, ejes bygningen ikke af den katolske kirke, men har siden 1905, hvor kirke og stat blev adskilt, tilhørt den franske stat, der til gengæld stiller den til rådighed for kirken.
Det er en lidt kringlet konstruktion, der gælder alle kirker fra før 1905, og som i sin tid mødte stor modstand fra katolikkerne. Efterhånden har det dog vist sig at være til den katolske kirkes fordel, fordi det betyder, at staten afholder de fleste udgifter i forbindelse med katedralens vedligeholdelse noget, som kirken ikke selv ville have økonomisk mulighed for.
Den franske stat er da også involveret i fejringen af 850-års-jubilæet og bidrager blandt andet med særlige frimærker, en udstilling på Paris bymuseum og til november et akademisk symposium på Paris rådhus, Hôtel de Ville (der ligger på den højre bred af Seinen over for Notre-Dame), om magt, byplanlægning og sociale forhold måske i anerkendelse af, at Notre-Dame i den offentlige bevidsthed er identisk med Paris.
Notre-Dame har dog også selv rejst 6,5 millioner euro (48,7 millioner kroner) fra private donorer, og et af de projekter, man er allermest stolt af at kunne finansiere på egen hånd, er støbningen af ni nye kirkeklokker til erstatning for de fire, der har hængt i klokketårnene siden midten af det 19. århundrede.
For på trods af Hugos berømte roman har Notre-Dame ifølge kendere aldrig haft et sæt klokker, der kunne yde bygningen retfærdighed. De nye klokker, der er lavet af en klokkestøber fra Normandiet, vil være udstillet i katedralen i hele februar, så de kan opleves på nærmeste hold. Men inden da er alle Paris børn blevet inviteret til kardinal Vingt-Trois velsignelse af klokkerne den 2. februar. Første gang, pariserne kommer til at høre klokkerne, bliver palmesøndag.
Vi ved ikke, hvem der var Notre-Dames oprindelige arkitekter, for middelalderens bygmestre var for det meste anonyme. Den første, der har et navn, er Jean de Chelles, der ledede byggeriet på tværskibene mellem 1258 og 1265, og som efter sin død fik en mindeplade opsat af sin efterfølger i embedet, Pierre de Montreuil.
De var oplagt stolte af deres værk, men rækken af arkitekter, der har været tilknyttet katedralen, er meget lang, for hver generation af franskmænd har bygget på kirken og givet den sit præg. Ikke alle har haft de samme intentioner eller forudsætninger, men Notre-Dame evner på en særlig måde at samle nationen på tværs af alle skel, og det er ikke nogen ringe bedrift i et land med tradition for borgerkrige, revolutioner og gensidig mistro. For hvem kan forestille sig Paris uden Notre-Dame? Selv de, der ikke kan tilslutte sig kirkens forkyndelse, kan styrke sig ved Victor Hugos eksempel og glæde sig over den glans, som katedralen kaster over staden.
Som den franske indenrigsminister, Manuel Valls, der ved indledningen til jubilæumsåret repræsenterede den meget kirkekritiske socialistiske regering, udtrykte det, så er Notre-Dame et symbol på kristendommen centreret om bøn og gudstjeneste, men også et sted til refleksion og et møde med kunsten, maleriet, skulpturen og kirkemusikken.
På tværs af alle omvæltninger tjener Notre-Dame stadig den funktion, til hvilken den blev bygget, og fra katedralens side er man meget omhyggelig med at fastslå, at jubilæet mest af alt fejres som en religiøs begivenhed.
Selvfølgelig føler man trang til at tilføje! For uden at ville forklejne almindelig sightseeing er det for denne skribent oplagt, at den bedste måde at opleve det gesamtkunstwerk af arkitektur og kunst, fortid og nutid, som en kirke som Notre-Dame er, sker ved at deltage i en af gudstjenesterne.
En af mine bedste oplevelser i Notre-Dame går et par år tilbage, hvor vi havde besluttet os for at deltage i den messe søndag aften, som kardinalen som regel fejrer. Han var der også, men hvad vi ikke var forberedt på, var, at denne gudstjeneste var særlig henvendt til afrikanske indvandrere fra hele hovedstadsområdet. Så dér sad den blege danske familie og så sig pludselig omgivet af hundredvis af statelige sorte mænd og kvinder i farverige traditionelle klædedragter, mens menigheden skiftevis sang på swahili, fula og andre afrikanske sprog.
Vi var langt fra Napoleons kroning og Victor Hugos roman. Men at dette optrin også var en del af Frankrig, kunne vi ikke være i tvivl om.