Alle kirkeklokker i Frankrig vil i aften ringe som et sørgekor over Paris’ brandhærgede katedral. Klokken 18.30 – på det tidspunkt, hvor ilden formentlig brød ud på kirkeloftet under spiret i Notre Dame mandag aften – vil landsbykirker og domkirker over hele landet udsende det fælles, enstemmige signal, som kun benyttes i situationer af ekstraordinær alvor.
Men det er også den følelse, som lagde sig over landet, da flammerne mandag aften oplyste nattehimlen over Cité-øen, Ile de la Cité, i hjertet af Paris, hvor Notre Dame i næsten 1000 år har våget over Frankrigs skæbne.
Og det er svært at ryste af sig: Det apokalyptiske billede af Notre Dames brændende spir, som lige inden klokken 20 mandag aften langsomt svajede som en rødglødende pegende finger i mørket for derefter at knække over i en sky af gnister. Et billede af samme symbolske styrke som det synkende ”Titanic” eller det brændende World Trade Center i New York den 11. september 2001, som nogle af de chokerede parisere sammenlignede det med mandag aften.
Enstemmigt er den franske nation fra højre til venstre rykket sammen, som det skete under terrorangrebene i 2015 og 2016 – den anden store parallel, som drages efter de nervepirrende timer, hvor ilden truede med at brede sig fra loftsbjælkerne i kirke- skibet omkring spiret til nordtårnet. Og dermed risikerede at få hele tagkonstruktionen til at bryde sammen.
”Det er en del af vores kød, som er blevet såret,” skriver lederen af Frankrigs katolske kirke, Eric de Moulins-Beau-fort, i det katolske dagblad La Croix.
Og det er ikke kun det katolske Frankrig, der begræder sin sårede katedral.
”Det er landets hjerte, der brænder for øjnene af millioner og atter millioner af mennesker. Metaforisk set er det Paris, der brænder. Denne tagkonstruktion i flammer bar et højtideligt tag og et stolt spir, men også en god del af den franske identitet,” skriver det venstreorienterede dagblad Libérations chefredaktør, Laurent Joffrin.
Og det konservative dagblad Le Figaro beskriver Notre Dame som ”intimt knyttet til Frankrigs historie. Vores kollektive hukommelse bevarer mindet om højdepunkterne i nationens historie.”
Det er også den tanke, der løb gennem Philippe Elluards hoved, da han mandag aften minut for minut fulgte de 400 brandfolks kamp mod flammerne. Og informerede sine nærmeste om slagets gang. Fra frygten for at aftenens kirkegængere eller kirkeligt personale skulle brænde inde, til lettelsen, da brandvæsenet ud på natten kunne meddele, at branden var under kontrol, og at Notre Dame ikke ville bryde sammen.
”Jeg tænkte især på, hvor forgængeligt alting er, selv de monumenter, der som Notre Dame har stået i 1000 år og forekommer uforanderlige. Notre Dame har været rammen om det bedste og det værste i Frankrigs historie,” fortæller Philippe Elluard, der er diakon i den katolske kirke i Lyon.
”Jeg er født i Paris, og i mange år var Notre Dame på min faste rute på arbejde. Jeg husker endnu min fars beretning om befrielsen den 26. august 1944, hvor pariserne og general Charles de Gaulle spontant samledes foran Notre Dame. Jeg så ikke selv De Gaulle gå ind i kirken, uforstyrret af kaos udenfor, hvor de sidste tyske snigskytter eller kollaboratører skød på menneskemængden, men det er et af de billeder, jeg forbinder med Notre Dame. Jeg foretrækker dette billede frem for mindet om kejser Napoleons kroning, der også fandt sted i Notre Dame. Jeg foretrækker at tænke på Notre Dame som ’folkets hus’, hvor de fattige søgte ly i gamle dage,” siger Philippe Elluard.
Trods adskillelsen af kirke og stat er Notre Dame er det monument, som stærkest symboliserer den nationale identitet, som blandt andet Victor Hugo har sammentømret med værket ”Klokkeren fra Notre Dame”. Her har det verdslige som det katolske Frankrig spontant søgt tilflugt i de mørke som i de lykkelige stunder. Te Deum-messen efter Befrielsen er netop et af de store øjeblikke i kirkens historie. Men det var også her, Frankrig mindedes ofrene efter terrorangrebet på Bataclan-spillestedet den 13. november 2015. Og her, at franskmændene har taget afsked med den verdslige republiks præsidenter, fra Charles de Gaulle til François Mitterrand.
”Måske dette kan få denne splittede nation til at forliges igen,” som en af de hundredevis af parisere sagde til fransk presse på Johannes Paul den Andens Plads foran Notre Dame, mens de 400 brandfolk kæmpede mod flammerne.
Røgskyerne, den rivende lugt i næseborene og flammerne over Notre Dame spejler de seneste måneders optøjer i Paris med guerillascener og tåregas under de gule vestes massedemonstrationer, der såede tvivl om Frankrigs sammenhængskraft. Præsident Emmanuel Macron aflyste mandag aften den tv-tale, han skulle have holdt om de svar, han og regeringen agter at give på de gule vestes oprør og de mange tusinde indlæg i den efterfølgende såkaldte nationale debat, som netop er afsluttet.
I stedet lovede han foran den brændende kirkebygning at læge det gabende brandsår i Paris’ hjerte. Og også de øvrige politiske ledere, inklusive venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchon, har sat valgkampen til Europa-Parlamentet på stand-by.
Når regningen senere skal gøres op, vil spørgsmålet om ansvaret for kirkebranden blive stillet mere skarpt end i den nuværende atmosfære af national samling. Alt tyder på, at branden opstod ved et uheld i de stilladser, som netop var blevet installeret uden på kirkebygningen, men også på kirkeloftet under spiret som første stadie i en omfattende renovering.
Alle sikkerhedsregler er overholdt, og ingen bygningsarbejdere befandt sig i kirken, da branden brød ud, har lederen af renoveringsarbejdet erklæret. Men vreden over, at branden kunne opstå, ulmer med kritik af, at de parisiske kirker, som er offentlig og ikke kirkelig ejendom, er misligholdt.
”Vi vil ikke genopbygge Notre Dame, vi vil reparere kirken. Men vi har på mange måder mistet den. Det er fuldstændig absurd, at det kan ske i et sådant bygningsværk i en by som Paris i et af verdens mest magtfulde lande,” siger kunsthistoriker Alexandre Gady til radiostationen Franceinfo.
En anden kunstspecialist, Didier Rykner, anbefaler over for samme radio en bevaringsplan for de parisiske monumenter, netop som en række kirkebygninger, deriblandt Saint Sulpice-kirken, har været genstand for påsatte brande:
”I morgen kan Madeleine-kirken gå op i røg. Jeg har taget billeder af elektriske installationer, der stritter i alle retninger. Paris’ borgmester må få øjnene op for, at de parisiske kirker er i en sørgelig forfatning.”
Men foreløbig er genopbygningen af Notre Dame blevet et nationalt og endog internationalt projekt. De omkring 14 millioner turister, som hvert år besøger et af Frankrigs og den kristne verdens mest kendte symboler, har gjort Notre Dame til internationalt fælleseje, og løfter om millionbidrag indløber fra både franske og udenlandske donorer. Ligesom internationale ledere fra Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping til USA’s Donald Trump, forenes midlertidigt i solidaritet med Paris og Notre Dame.
Parisernes sognekirke er blevet fredssymbol.