For et år siden var der en plan i Moskva og en plan i Minsk – de havde absolut intet med hinanden at gøre og var helt ukoordinerede. Men inden august var ovre, var de to planer viklet ind i et skæbnefællesskab, som heller ikke omverdenen nu kan undslippe. Slet ikke i lyset af de seneste dages udvikling, hvor blandt andet Polen og Litauen har oplevet statsorganiseret flygtningesmugling fra belarusisk side.
Planen i Minsk var, at Belarus’ diktator, præsident Aleksandr Lukasjenko, som vanligt skulle indsættes som præsident efter angiveligt at have fået 80 procent af folkets stemmer ved valget den 9. august sidste år.
I Moskva var planen at implementere præsident Vladimir Putins forfatningsændringer, der blandt andet sikrer, at han kan sidde frem til 2036. I begge tilfælde var sigtet en konsolidering af magten hos de mangeårige magthavere, men i Belarus viste en stor del af indbyggerne deres afsky for Lukasjenkos styre ved i de følgende måneder at gå på gaden, og den 20. august fejlede et længe planlagt attentat mod den russiske oppositionsleder, Aleksej Navalnyj.
I både Moskva og Minsk har man det seneste år sat hårdt ind over for opposition og frie medier samt styrket fortællingen om, at al uro skyldes fremmede magter, der ønsker at omstyrte den herskende orden i henholdsvis Rusland og Belarus. Og når vestlige lande forsvarer individer, som Europas to diktatorer vil fratage deres menneskerettigheder, så kommer reaktionen prompte – en af de seneste episoder er OL-sprinteren Kristina Timanovskaja, der så sig nødsaget til at hoppe af ved legene i Tokyo i sidste uge. Hun fik tildelt politisk asyl i Polen, hvortil hun nu er ankommet, men i kølvandet på episoden har den polske grænsekontrol mod Belarus oplevet en stigning i antallet af illegale flygtninge, særligt fra Irak.
Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenko har aktiveret dette migrantvåben som følge af de sanktioner, der mødte ham, efter at han tvang et Ryan-air-fly fra Athen til Vilnius til at lande i Minsk, så han kunne frihedsberøve den regime-kritiske journalist Roman Protasevitj, der boede i Litauen, men som fortsat er tilbageholdt i Minsk sammen med sin kæreste.
Polen har den seneste måned modtaget mere end dobbelt som mange illegale flygtninge, som i hele 2020 – Lukasjenko har et fly i pendulfart fra Bagdad til Minsk, hvorfra migranterne hentes og sendes til Belarus’ nabolande.
Selvom midlerne på mange måder er de samme hos Aleksandr Lukasjenko og Vladimir Putin, så er desperationen i Minsk tydelig, mens håndteringen i Moskva er udpræget koldblodig. To retssager i den forløbne uge karakteriserer forskellene – i Minsk gik retssagen mod Maria Kolesnikova, der har siddet fængslet i 10 måneder, i gang. Kolesnikova førte sammen med Veronika Tsepkalo præsidentvalgkamp for den belarusiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja sidste år. 39-årige Kolesnikova kræves idømt 12 års fængsel.
Samtidig i Moskva gik retssagen mod Ljubov Sobol, der var kampagneleder for Aleksej Navalnyj, i gang. Sobol stod anklaget for at have opildnet til optøjer ved de demonstrationer, der fandt sted til fordel for Navalnyj, da han vendte hjem til Rusland i januar i år. Ifølge de russiske tv-stationer RT og REN forlod Sobol lørdag aften Rusland trods forbud mod at rejse ud af Moskva.
Hvor man i Minsk slår ned med voldsom og uproportional brutalitet, forsøger man i Moskva at indikere en form for rimelighed. I denne uge har Aleksej Navalnyjs hustru, Julia Navalnyj, eksempelvis haft tre dage sammen med sin mand og delt glade billeder fra fængslet på Instagram – et besøg, hun i øvrigt kan takke USA’s præsident, Joe Biden, for. Under topmødet i juni mellem Biden og Putin var Navalnyj nemlig på dagsordenen – og Putin vil gerne give Biden noget i forventning om, at tjenesten returneres ved passende lejlighed. Omvendt har Lukasjenko ingen venner at handle med bortset fra Putin, hvis støtte han ikke kan regne med til evig tid.
Oveni det hele har OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, der organiserer valgobservation i sine 57 medlemslande, i sidste uge meddelt, at man ikke sender en delegation til parlamentsvalget i Rusland til september, fordi vilkårene er for utilfredsstillende. Sammen med udviklingen i Belarus understreger sagen, at de demokratiske rettigheder – som både den russiske og belarusiske forfatning på papiret giver sine borgere – har fået den allersidste fernis slidt af i løbet af det seneste år. Putin og Lukasjenko er for alvor blevet autokratiets europæiske kustoder.