Corona-dødsfald i USA: Efterladte skriver vrede mindeord med opfordringer til at bruge mundbind

Med over 300.000 døde i USA skriver stadig flere efterladte ærlige mindeord, hvor de gør op med corona-benægtelse

Den 39-årige Kristin Urquiza, der her ses sammen med sin mor, mistede sin far, Mark Urquiza, til covid-19. I sine mindeord over faderen bebrejder hun politikerne for at have svigtet deres ansvar for at passe på befolkningen ved at undlade at tage pandemien tilstrækkeligt alvorligt. Mark Urquiza betalte for sin tillid til præsident Donald Trump med sit liv, sagde hun, da hun talte på Demokraternes partikonvent i august. –Foto: Courtney Pedroza/AFP/Ritzau Scanpix
Den 39-årige Kristin Urquiza, der her ses sammen med sin mor, mistede sin far, Mark Urquiza, til covid-19. I sine mindeord over faderen bebrejder hun politikerne for at have svigtet deres ansvar for at passe på befolkningen ved at undlade at tage pandemien tilstrækkeligt alvorligt. Mark Urquiza betalte for sin tillid til præsident Donald Trump med sit liv, sagde hun, da hun talte på Demokraternes partikonvent i august. –Foto: Courtney Pedroza/AFP/Ritzau Scanpix.

Marvin James Farr var født umiddelbart inden, at Anden Verdenskrig brød ud, og voksede op i et USA, hvor folk var villige til at yde enorme ofre og endda dø for, at deres landsmænd kunne leve i frihed. Men han døde den 1. december i et land, hvor mange mennesker ”nægter at bære et stykke stof på deres ansigt for at beskytte hinanden”.

Det skriver hans søn Courtney Farr i et mindeord om sin far og går i rette med de amerikanere, som har ”nedgjort og vendt ryggen til” videnskaben, mens coronapandemien har hærget USA fra kyst til kyst og taget flere end 307.500 amerikaneres liv. Det gennemsnitlige antal coronadødsfald i USA er fordoblet i løbet af den seneste måned til knap 2400 om dagen, hvilket svarer til, at en amerikaner dør af virussen hvert 30. sekund døgnet rundt.

Den pensionerede landmand, dyrlæge og far til fem blev erklæret positiv med covid-19 i slutningen af november og døde i isolation på et plejehjem i Scott City i Kansas, hvor personalet tilså ham fuldt tildækket i overtrækskitler og andre værnemidler.

”Han døde i et værelse, der ikke var hans eget, mens han blev plejet af mennesker i forvirrende og skræmmende tøj. Han døde med covid-19, og hans sidste dage var vanskeligere, mere foruroligende og mere ensomme end nødvendigt. Han var ikke omgivet af venner og familie,” skriver Courtney Farr på bedemandsforretningen Price & Son’s Funeral Homes hjemmeside.

Nekrologen over Marvin James Farr er blevet et viralt fænomen og har fået bevågenhed af flere nyhedsmedier.

Den skriver sig ind i en voksende amerikansk tendens, hvor sørgende efterladte bruger nekrologer og mindeord i lokalaviser og på bedemænds hjemmesider til at råbe deres corona-fornægtende landsmænd op om pandemiens alvor og menneskelige omkostninger.

”I begyndelsen ønskede familier at bevare covid som en mere privat ting. Det har ændret sig. Nu ønsker de at offentliggøre det,” siger Charles S. Childs Jr., der er medejer af bedemandsforretningen A.A. Rayner & Sons Funeral Home i Chicago, til avisen The New York Times.

Efter at den 58-årige pensionerede postmedarbejder Shirley Flores, der var mor til tre og bedstemor til to, døde i Las Cruces i New Mexico efter 20 dage i en respirator, skrev hendes familie eksempelvis følgende i et mindeord i lokalavisen Las Cruces Sun News:

”Hun døde en meget smertefuld og ensom død, fordi vi ikke fik lov til at holde hendes hånd og sidde med hende. Tag covid-19 alvorligt, beskyt dig selv og dem, du elsker. Vi er efterladt med et stort hul i hjertet – et, der aldrig vil hele eller forsvinde.”

Andre er mere direkte. Efter ægteparret Jeff og Linda Conn fra Toledo i Ohio døde af covid-19 med få dages mellemrum i slutningen af november, frabad deres to børn sig buketter og bad i stedet venner og bekendte om at mindes de afdøde ved at bære mundbind uden for hjemmet og holde fysisk afstand.

”Det er ikke vanskeligt at gøre. Det er ikke en krænkelse af din frihed eller borgerrettigheder. Det er bogstaveligt talt den mindste ting, som du kan gøre for at hjælpe med at begrænse risikoen for, at de mest sårbare iblandt os dør unødvendigt og efterlader deres nære og kære fortvivlede og med knuste hjerter,” skriver de i et mindeord på en lokal bedemandsvirksomheds hjemmeside.

USA rundede i denne uge 300.000 døde med covid-19, og nu er omkostningerne ved pandemien ikke længere nogen privatsag, som en bedemand siger. Her er det sygeplejersken Humbero Rosales på 49 år, der bliver bisat i Santa Teresa i delstaten New Mexico. – Foto: Paul Ratje/AFP/Ritzau Scanpix.
USA rundede i denne uge 300.000 døde med covid-19, og nu er omkostningerne ved pandemien ikke længere nogen privatsag, som en bedemand siger. Her er det sygeplejersken Humbero Rosales på 49 år, der bliver bisat i Santa Teresa i delstaten New Mexico. – Foto: Paul Ratje/AFP/Ritzau Scanpix.

Nogle klandrer uden omsvøb lokale myndigheder eller Trump-regeringen for en manglende evne til at værne om befolkningens ve og vel. Mange især republikansk-ledede delstater og byer har undladt at følge folkesundhedseksperters anbefalinger om forsamlingsforbud og påbud om mundbind, og coronarestriktioner er blevet genstand for en forbitret kulturkrig mange steder i USA.

Mark Urquiza burde stadig være i live, skriver hans datter, Kristin Urquiza, i et mindeord i avisen Arizona Republic. I flere interviews siger hun, at hendes far sjældent forlod sit hjem i begyndelsen af pandemien, men at han begyndte at mødes med venner efter, at Arizonas guvernør, republikaneren Doug Ducey, og præsident Donald Trump forsikrede befolkningen om, at de trygt kunne genoptage deres normale liv. Mark Urquiza døde som 64-årig i slutningen af juni smittet med coronavirussen.

”Hans død er et resultat af politikernes lemfældighed,” skriver hun i mindeordet.

Da den 64-årige åndedrætsterapeut Isabelle Papdimitriou fra Dallas i Texas døde alene i en hospitalsseng af covid-19, var hendes datter, Fiana Tulip, klar i mælet om, hvem, der i hendes øjne bar skylden for moderens for tidlige bortgang. Texas’ republikanske guvernør, Greg Abbott, var på opfordring af Trump begyndt at genåbne samfundet, mens smittetrykket stadig var stigende.

”Hendes ufortjente død skyldes letsindige politikere, der fortsætter med at risikere sundhedsmedarbejderes liv gennem deres fravær af lederskab, deres benægtelse af alvoren ved denne krise og deres manglende evne og vilje til at udstede klare og håndfaste direktiver omkring, hvordan risikoen ved coronavirussen kan mindskes,” skriver datteren.

”Hendes død kunne være blevet undgået. Fremover, når amerikanerne hvert år den 4. juli fejrer deres uafhængighed og nyder fyrværkeriet, vil hendes familie blive mindet om, hvordan netop deres modstand – rodfæstet i frihed – stødte sammen med Isabelles ukrænkelige ret til livet,” lyder det i mindeordet i The Dallas Morning News.