”Det er formentlig værre end vores værste forestillinger.”
Med denne forudanelse, som flere kirkeledere har givet udtryk for i de seneste uger, har Frankrigs katolske kirke imødeset den rapport om seksuelt misbrug i kirken, som offentliggøres i dag. Siden februar 2019 har en undersøgelseskommission nedsat af den franske bispekonference og konferencen af nonner og munke, Correff, kulegravet kirkens håndtering af anklager om seksuelle overgreb mod mindreårige begået af præster eller andre religiøse ledere siden 1950.
”Jeg har været en del af kirken i mange år og har selv talt med ofre. Men jeg havde ikke forestillet mig bare en tiendedel af det, som er blevet afsløret,” siger Véronique Margron, dominikansk nonne og leder af Corref, til magasinet l’Express.
Efter skandaler i de katolske kirker i lande som USA, Australien og Irland er det nu de franske diger omkring pædofiliskandaler, der brister. Formanden for bispekonferencen, Eric de Moulins-Beaufort, har i en meddelelse til alle landets præster advaret om, at rapporten vil indeholde ”høje og rædselsvækkende tal”.
En delrapport, som sidste år fremlagde nogle af de foreløbige resultater, anslog antallet af ofre til mindst 10.000. Og den endelige rapport taler om mellem 2900 og 3200 pædofile krænkere i den katolske kirke, har undersøgelseskommissionens formand, Jean-Marc Sauvé, oplyst.
”Det er en minimumsvurdering baseret på arkivmateriale fra kirken, retsvæsenet, politiet og pressen. To tredjedele er sognepræster. Det skal sættes i forhold til de i alt 115.000 præster og medlemmer af katolske trossamfund, som Frankrig har talt i de 70 år, rapporten dækker,” siger Jean-Marc Sauvé til nyhedsbureauet AFP.
Kommissionen har modtaget henvendelser fra 6500 ofre, men har også fået uhindret adgang til stifternes arkiver med det formål at afdække, hvordan det kirkelige hierarki har reageret på anklager og enten hjulpet ofrene eller – som oftest – forsøgt at dække over gerningsmændene, ofte ved at forflytte dem til andre funktioner for at beskytte kirkens omdømme.
Frankrig har i forvejen i de senere år været ramt af en række skandaler om overgreb i den katolske kirke, som har vakt betydelig opsigt.
I januar sidste år blev den dengang 75-årige Lyon-præst Bernard Preynat idømt fem års fængsel efter at have indrømmet, at han som leder i spejderbevægelsen systematisk havde misbrugt drenge, siden han blev ordineret i 1972 – ofte flere gange ugentligt. Ofrenes advokater opgjorde antallet af ofre til mellem 3000 og 4000.
Sagen kom frem i 2018 og trak en af Frankrigs mest fremtrædende kirkeledere med sig i faldet. Den daværende ærkebiskop i Lyon, Philippe Barbarin, blev tiltalt for at have dækket over præsten og undladt at melde ham til politiet. Barbarin blev i 2019 idømt seks måneders ubetinget fængsel, men fik senere tiltalefrafald ved ankedomstolen, hvorefter han trådte tilbage som ærkebiskop.
Mens især de katolske kirker i engelsksprogede lande som USA og Australien, men også i Tyskland, har været ramt af skandaler om seksuelt misbrug og efterfølgende omfattende selvransagelse, er Frankrig og andre syd- og især østeuropæiske kirker hidtil lykkedes med at reducere skandalerne til enkeltpersoner og enkelte brodne kar.
Med sagen mod Preynat kom der for alvor fokus på den franske katolske kirkes kollektive og organisationsmæssige ansvar.
Senest har pave Frans haft de franske biskopper i audiens i to timer, hvor han blandt andet opfordrede dem til at tage ansvaret for overgrebene alvorligt, ”uanset hvor mange ofre, det drejer sig om”, som paven sagde ifølge den katolske nyhedstjeneste Aleteia.
Paven har blandt andet i et ”Brev til Guds folk” i august anbefalet, at den katolske kirke kommer med et ”globalt og fælles svar” på misbrugsskandalerne og peget på, at en del af kirkens struktur og tankegods, som for eksempel præsternes magtfuldkommenhed eller ”klerikalismen”, er med til at favorisere seksuelt misbrug.