30 års styrkeprøve mellem Nord og Syd blev afgjort til de fattige landes fordel, da COP27 natten til søndag oprettede en ny fond for klimakompensation til de lande, der rammes af klimakatastrofer, men ikke har råd til at betale for skaderne og genopbygningen.
Potentielt skal tusindvis af milliarder kroner med tiden tilflyde de fattige lande, som historisk set har udledt meget lidt af den CO2, som ifølge FN’s klimapanel vil føre til globale temperaturstigninger på mindst 1,5 grader og dermed også til flere og mere alvorlige klimakatastrofer i form af for eksempel oversvømmelser, orkaner og tørke.
Men store knaster er stadig udestående, understreger Lily Salloum Lindegaard, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og ekspert i klimaforhandlingerne.
”Ingen har bundet sig til noget endnu. De industrialiserede lande har ikke forpligtet sig til at skyde bestemte beløb i fonden, og det er ikke udelukket, at kredsen af donorer kan blive udvidet. Det er heller ikke afklaret, om kun de fattigste lande skal have adgang til finansiering, eller om mellemindkomstlande også kan få støtte, fordi de rammes hårdt og har svært ved at finansiere genopbygningen efter en katastrofe,” siger Lily Salloum Lindegaard.
Det gælder ikke mindst lande i Mellemøsten som Saudi-Arabien og Qatar, som hidtil har vægret sig mod at bidrage til klimahjælp til fattigere lande. De blev ligesom Kina placeret på det såkaldte Annex II i FN’s Klimakonvention, der listede lande som ikke bærer et historisk ansvar for CO2-udledningerne.
Siden er Kina blevet en økonomisk stormagt og er i dag verdens største udleder af CO2, hvor det tidligere var USA.
”Og spørgsmålet er, om Kina skal behandles på samme måde som Nepal,” siger Lily Salloum Lindegaard.
EU, som traditionelt har været stærk modstander af at anerkende et ansvar for tab og skade i de fattige lande, vendte på en tallerken ved COP27 i Egypten under den klare forudsætning, at lande som for eksempel Kina ikke kniber sig uden om at bidrage til den nye fond.
Jens Mattias Clausen fra den grønne tænketank Concito fulgte forhandlingerne ved COP27 i Egypten på nært hold, og hans vurdering er, at Kina ikke principielt er modstander af at bidrage til klimafinansiering.
”Det sker allerede. Men Kina vil ikke påtage sig et historisk ansvar, og diskussionen handler også om, hvorvidt det traditionelle skel mellem Nord og Syd og rige og fattige lande er ved at blive ophævet,” siger Jens Mattias Clausen.
Spørgsmålet er desuden, hvad de mange penge mere præcist kan bruges til, og dermed definitionen af, hvilke tab og skader fonden vil dække. For eksempel kan nogle skader forværres af uhensigtsmæssig urbanisering eller mangelfuld tilpasning til for eksempel øget vandstand, og spørgsmålet er, hvem der har ansvaret for skader, som kunne have været undgået.
Organisationen Transparency International, der bekæmper korruption, har desuden advaret mod, at effektiviteten af den eksisterende klimafinansiering trues af korruption, og understreget betydningen af kontrolmekanismer og gennemsigtighed med brugen af klimamilliarderne.
”Alle disse kriterier skal først forhandles på plads nu,” understreger Lily Salloum Lindegaard.
Det, som især har ophævet de industrialiserede landes modvilje, er, at problemerne med at finansiere klimarelaterede katastrofer bliver større.
FN’s appel om humanitær hjælp til Pakistan, som netop nu oplever konsekvenserne af en historisk oversvømmelse, indbragte kun en brøkdel af det nødvendige beløb, og hverken humanitær hjælp eller eksisterende klimafinansiering kan bruges til at genopbygge et land efter en katastrofe. Eneste løsning er i mange tilfælde lån, der øger gældsbyrden.
”Man taler om op mod 1000 milliarder kroner om året i potentielle skader, og det står i stigende grad klart, at den eksisterende finansiering ikke virker. De små østater, men også andre lande, der ikke hører til verdens fattigste, har ikke selv råd til at genopbygge, og disse lande oplever også store økonomiske tab, for eksempel når landbruget rammes,” siger Lily Salloum Lindegaard.
”Klimaforandringerne har for eksempel betydet, at uligheden i verden ikke længere bliver mindre. Der er brug for at udvikle nye finansieringskilder, som for eksempel internationale afgifter og privat finansiering, som alternativ til den traditionelle udviklingsbistand finansieret af statslige donorer, og det lægger aftalen om tab og skade også op til,” siger Lily Salloum Lindegaard.