Situationen i Hviderusland er tilspidset. Nu handler det om at undgå et blodbad

Rusland og EU må samarbejde om at undgå, at hæren i Hviderusland begår en massakre på protestbevægelsen. Men det bliver svært

Hviderussiske sikkerhedsstyrker står kampklar foran præsidentpaladset i Minsk. Søndag var præsident Aleksandr Lukasjenko udstyret med skudsikker vest og bevæbnet med en AK-47 i flyveturen til paladset. – Foto: Sergei/AFP
Hviderussiske sikkerhedsstyrker står kampklar foran præsidentpaladset i Minsk. Søndag var præsident Aleksandr Lukasjenko udstyret med skudsikker vest og bevæbnet med en AK-47 i flyveturen til paladset. – Foto: Sergei/AFP .

Oprøret i Hviderusland ser ud til at fortsætte for fuld styrke, efter at op mod 200.000 hviderussere i søndags gik på gaden i protest mod præsident Aleksandr Lukasjenko. Lukasjenko havde i løbet af weekenden beordret indenrigsministeriets væbnede styrker til at knuse al uro, og derfor var demonstrationerne en lakmusprøve for protestbevægelsen – ville de utilfredse hviderussere, som det er set tidligere, give efter i mødet med regimets brutalitet, eller ville den folkelige modstand mod ”Europas sidste diktator” have styrken og modet til at fortsætte? Det sidste viste sig med al tydelighed at være tilfældet.

At udviklingen har nået et alvorligt stadie for den 65-årige Aleksandr Lukasjenko, kunne man ligeledes forvisse sig om i en video, der i søndags dukkede op på sociale medier. Her ses Lukasjenko flyve i helikopter til præsidentpaladset i Minsk udstyret med skudsikker vest og våbnet en AK-47-riffel.

Præsidenten er med andre ord fuldt ud bevidst om, at han har mistet enhver folkelig legitimitet, men han ved samtidig, at hans greb om sikkerhedsstyrkerne og hæren er intakt. Og så skal man ikke underkende betydningen af, at den hviderussiske forfatning giver rum for, at hæren kan sættes ind mod dens egen befolkning.

Sandsynligheden for at Aleksandr Lukasjenko sætter hæren ind mod protestbevægelsen stiger dag for dag – de magtmidler, der har været bragt i anvendelse indtil nu, har med præsidentens øjne ikke haft den ønskede effekt, og efterhånden har han kun få muligheder tilbage. Lukasjenko kan vælge at indsætte hæren mod demonstranterne, hvilket han tidligere har advaret om vil ske med risiko for et både tragisk og traumatiserende blodbad – og alternativt kan han bede Rusland om hjælp.

Det sidste er en formel mulighed. Hviderusland er medlem af den kollektive sikkerhedspagt CSTO, som en række tidligere Sovjetrepublikker er medlem af, og her kan man bede om ”broderlig støtte”. Aleksandr Lukasjenko har selv haft travlt med at fortælle sin befolkning, at Rusland har bekræftet, at man er villig til at intervenere – også selvom de officielle russiske kanaler endnu ikke har bekræftet, at såkaldt hjælp skulle være undervejs og kun modstræbende har bekræftet, at man står ved forpligtelserne i sikkerhedspagten.

Den russiske reaktion, eller mangel på samme, viser med al tydelighed, at Rusland gerne undgår aktiv militær indblanding. Ingen siger det officielt, men krigen i Donbass i Østukraine, som Rusland har spillet en aktiv rolle i via separatister og russiske lejesoldater siden 2014, har medført en vis træthed i Kreml.

Oveni det er Rusland godt og grundigt trætte af Aleksandr Lukasjenko, som man i dag betragter som aldeles illoyal og upålidelig.

Hidtil har den hviderussiske situation ikke fået et geopolitisk fokus – det handler ikke, som i Ukraine i 2014, om at komme tættere på EU og Nato og dermed risikere at tirre den paranoide holdning i russisk sikkerhedspolitik. Ikke for nu, i hvert fald. Men for at undgå et blodbad i Hviderusland eller en russisk invasion er det helt afgørende, at EU formår at balancere sin ageren. At undlade at reagere vil være en tragedie, men at reagere med vanlig europæisk klodsethed kan fremtvinge præcis den russiske reaktion, man for alt i verden vil undgå.

Samtidig er tilliden mellem EU og Rusland historisk lav. EU må dog etablere en dialog med Rusland, hvor fortrolighed er det vigtigste element. Og så bør den dialog føre til en fælles forståelse af, hvem der er acceptable som overgangsfigurer efter Aleksandr Lukasjenko – hvilket kunne være Viktor Babariko, der på den ene side er tidligere direktør for en hviderussisk bank, som er delvist ejet af den russiske gasgigant Gazprom, og som på den anden side blev nægtet opstilling til det præsidentvalg, som hviderusserne lige nu protesterer imod resultatet af.

Viktor Babariko vil kunne skabe tillid både i både øst og vest, og det er den vigtigste forudsætning for at undgå en hviderussisk tragedie i løbet af de kommende uger.