Prøv avisen

Nu har brasilianerne råd til at købe gaver

Alenemoderen Patricia Silva er en af mange brasilianere, der er kommet i arbejde under Brasiliens optur. -

Brasilien har været gennem en massiv økonomisk og social udvikling de seneste 10 år

En stor nedbrydningskugle svinger gennem luften og brager gennem en række blikskure. De ødelagte skure køres væk på lastbiler, mens gule bygningskøretøjer gør klar til at lægge fundamentet til et nyt hus.

Vi befinder os i Sao Paulo, der med sine 20 millioner indbyggere er Brasiliens største metropol og kontinentets førende vækstlokomotiv. Byen er et symbol på Brasiliens økonomiske og sociale optur, der på 10 år har forvandlet landet fra et gældsplaget u-land til en stormagt. Udviklingen har været med til at skubbe Brasilien op på femtepladsen over klodens lykkeligste befolkninger, viser den seneste opgørelse fra det amerikanske analyseinstitut Gallup.

Fremgangen har på landsplan trukket 40 millioner brasilianere ud af fattigdom. Blandt andet er levevilkårene blevet langt bedre i landets slumområder, favelaerne, der ellers er berygtede for høj kriminalitet, arbejdsløshed og ringe sanitære forhold.

Forbedringerne mærkes tydeligt i favelakvarteret Paraisopolis i den sydlige del af Sao Paulo, hvor arbejdsløsheden er mere end halveret fra 20 procent i 2004 til 8 procent i dag.

En af de lokale, som er kommet i arbejde efter flere års ledighed, er 25-årige Patricia Silva, der er alenemor til to drenge. Hun har siden 2012 arbejdet i en af de mange skønhedssaloner, der er åbnet i takt med, at brasilianerne har fået flere penge at bruge.

Patricia Silva nyder godt af, at minimumslønnen er fordoblet på bare seks år, så den nu ligger på 788 reais, hvilket svarer til cirka 2000 kroner. Samtidig får hun støtte fra en række sociale programmer, som blev indført, da tidligere præsident Lula da Silva og Arbejderpartiet kom til magten i 2003. Blandt andet fra programmet Bolsa Familia, der giver fattige forældre penge, hvis de lader deres børn blive i skole.

Tidligere var det helt normalt, at fattige familier måtte hive børnene ud af skolen, så de kunne bidrage til husholdningen. Men det er under forandring, fortæller Jorge Aldair, sociolog ved Sao Paulo Universitet.

”Færre børn fødes i dag ind i fattigdom, og flere får de obligatoriske 10 års skolegang. Målinger viser entydigt, at børnenes trivsel er steget markant under Brasiliens opsving, efterhånden som forældrene har fået bedre økonomiske betingelser for at give dem en god opvækst,” siger han.

Patricia Silva frygtede selv at blive nødsaget til på et tidspunkt at tage sin ældste dreng ud af skolen. Men nu hvor hun er kommet i arbejde, er hun i stedet i stand til at give sine børn nogle bedre rammer om deres opvækst. Blandt andet har hun haft råd til at få repareret familiens lille murstenshus, hvor der også er blevet lagt nyt tag på. Senere skal der også sættes vinduer i.

”Før frygtede jeg, at huset ville styrte sammen. Og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få råd til at betale næste regning. Med mit arbejde har vi nu et råderum, hvilket har givet ro på tilværelsen,” siger Patricia Silva, mens hun viser rundt i kvarteret.

Bulldozere er i gang med at udjævne den nylagte sydende asfalt, som bliver spredt ud over de hullede jordveje. Og på en af nabogrundene er de ved at opføre et nyt hus. Foran en nymalet stenbygning afleverer hun sin yngste dreng på fire år.

Patricia forklarer, at bystyret sidste år færdiggjorde børnehaven, hvor familierne kan få deres børn passet, så begge forældre har mulighed for at arbejde. Lidt derfra afleverer hun sin ældste søn på den lokale skole, der er ved at blive renoveret. Bagefter tager hun bussen ind mod centrum for at komme på arbejde.

Trafikken er tæt og snegler sig af sted. Mange brasilianere har fået råd til bil, og bystyret kan ikke følge med. Tættere på centrum er der fyldt med gule kraner, som opfører nye lejlighedskomplekser og kontorbygninger. Helikoptere flyver forbi over vores hoveder, inden de lander på skyskrabernes tage, hvor forretningsfolk i mørke jakkesæt stiger ud. Sao Paulo er den by i verden, der har flest helikoptere, som der er stor efterspørgsel på blandt byens mangemillionærer.

I skønhedssalonen er der travlt. Patricia Silva og seks medarbejdere lakerer negle på hver sin kunde. Foran Patricia Silva sidder en kvinde i 40'erne i en mørk stram nederdel og jakkesæt. Da samtalen falder på Brasiliens optur, bliver hun straks snakkesalig.

Hun hedder Paula Almeida og er mellemleder i den brasilianske bank ITAU. Hun husker tydeligt Brasiliens demokrati i 1990'erne, som var uprøvet og ineffektivt, efter at militærdiktaturet havde siddet på magten fra 1964 til 1984. Landet var flere gange ved at gå bankerot, og store dele af befolkningen havde elendige kår.

”Overalt i gaderne var der hjemløse familier. Butikker lukkede på stribe, og ingen troede på fremtiden. I dag er det helt anderledes, hvor der er langt bedre muligheder for at skabe sig en god tilværelse,” siger Paula Almeida.

Hun kommer selv fra fattige kår, men var heldig og dygtig nok til at komme ind på Sao Paulo Universitet på et stipendium, hvor hun har læst kommunikation og marketing. Hun er blevet forfremmet flere gange inden for det seneste årti og er blevet en del af Brasiliens nyrige overklasse.

Paula Almeida sætter stor pris på, at det har gjort hende i stand til at hjælpe familien. Hendes far var fabriksarbejder og hendes mor var tjenestepige, indtil de begge kunne gå på pension med økonomisk støtte fra hende. Forældrene kommer fra San Luis i Nordbrasilien. Indtil Paula Almeida fik et velbetalt arbejde, gik der flere år imellem, at hun så dem, da det var både dyrt og besværligt at rejse i Brasilien dengang.

”Fremgangen har ikke kun hjulpet rent materielt, men har gjort det nemmere at være sammen som familie. Vi ser hinanden langt oftere, og det er et af de største fremskridt for mig,” siger hun.

Klokken er fire, og Patricia Silva har fået lov at tage tidligere fri. Hendes ældste dreng har fødselsdag i morgen, og hun skal både have købt ind til gæster og finde en gave. Før i tiden havde hun sjældent råd til at fejre drengenes fødselsdage, og gaver var helt utænkelige.

Efter indkøbene tager Patricia Silva bussen hjem. Hun forklarer, at for få år siden ville kvarterets værtshuse være fyldt med fulde mænd på det her tidspunkt, fordi de ikke havde noget at give sig til. Men mange er i dag kommet i arbejde. Ligeledes ville det være farligt at færdes på gaden efter mørkets frembrud, hvor kriminelle bander hærgede kvarteret.

”Tidligere turde politiet ikke sætte deres ben her. Det var alt for risikabelt. Men nu patruljerer de fast, og jeg frygter ikke længere, at mine drenge bliver ofre for bandekriminalitet.”

Efter at have hentet drengene er det tid til at lave mad. Hun viser stolt sit nye gaskomfur frem. Mens den yngste ser fjernsyn, hjælper hun den ældste med lektierne.

Selvom livsvilkårene er blevet langt bedre i kvarteret, håber Patricia Silva alligevel at flytte på et tidspunkt. Hun er skrevet op til en af 50.000 nye lejligheder, som staten har opført og udlejer billigt. Lykkes det ikke, håber hun at få råd til at rive huset ned og opføre det på ny.

”Det ville være en drøm at flytte i en bolig uden huller i væggene og med stabil strøm- og vandforsyning. Men jeg er nu også er godt tilfreds med det, vi har.”