Tidligere ambassadør: Nu hvor USA har forladt festen, skal EU byde Kina op til dans

Donald Trump vil ryste posen i en sådan grad, at efterdønningerne kan vælte det internationale samfund. Hvis den globale verdensorden skal bestå under Trumps USA, er Kina nøglen, mener den tidligere danske ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller

Donald Trumps aggressive udenrigspolitik truer med at destabilisere både den økonomiske og sikkerhedspolitiske verdensorden. Derfor bør EU vende sig mod Kina, mener tidligere ambassadør i Asien Jørgen Ørstrøm Møller. Her er kinesiske fabriksarbejdere i Zhejiang-provinsen i færd med at producere Trump-masker, der blev eksporteret til USA under valgkampen i november sidste år. –
Donald Trumps aggressive udenrigspolitik truer med at destabilisere både den økonomiske og sikkerhedspolitiske verdensorden. Derfor bør EU vende sig mod Kina, mener tidligere ambassadør i Asien Jørgen Ørstrøm Møller. Her er kinesiske fabriksarbejdere i Zhejiang-provinsen i færd med at producere Trump-masker, der blev eksporteret til USA under valgkampen i november sidste år. – . Foto: Lyu Bin/VCG/Polfoto.

Mens den amerikanske præsident, Donald Trump, er ved at lukke USA’s grænser, ophæve handelsaftaler og overvejer USA’s fremtidige forpligtelse i både FN og Nato, er der anderledes åbne arme at spore østpå. Her har det ellers historisk indadvendte Kina de senere år fået blik for den store vide verden. Sidste år underskrev Kina sammen med blandt andre USA en længe ventet klimaaftale i FN-regi.

Og for to uger siden deltog Kinas præsident, Xi Jinping, i det verdensøkonomiske forum World Economic Forum i den schweiziske by Davos, hvor han gjorde sig bemærket ved at tale åbent for global frihandel og advare om, at stigende økonomisk ulighed kan undergrave den politiske stabilitet i verden.

Og ifølge forhenværende topembedsmand i Udenrigsministeriet og ambassadør i Sydøstasien og Oceanien Jørgen Ørstrøm Møller markerer udviklingen i de to stormagter, at det er nødvendigt med en ny EU-kurs. Mod øst.

”For første gang nogensinde ser vi USA i et angreb på den internationale orden. Trump har i den grad destabiliseret verdensordenen ved at så tvivl om USA’s forpligtelser i Nato og FN og true med adskillige handelskrige. Skal vi undgå et potentielt sammenbrud af det interna-tionale system, er vi derfor nødt til at alliere os med kineserne og modarbejde Trump,” lyder det fra Jørgen Ørstrøm Møller over telefon fra Singapore, hvor han har været bosat siden 1997.

USA’s rolle som verdens eneste tilbageværende supermagt har længe været under pres efter flere år med en skrantende økonomi og militære engagementer, der har lagt beslag på enorme ressourcer. Med Trumps signaler om et mere indadvendt USA og Kinas hastigt voksende økonomi, som i 2018 spås at blive verdens største, kan en ny verdensorden med Kina i spidsen stå for døren. Så når Trump udbasunerer ”Amerika først”, er EU nødt til at reagere, for der står langt mere på spil end blot økonomisk usikkerhed, mener den forhenværende danske topdiplomat.

”Hvis det lykkes Trump at sabotere den økonomiske dagsorden ved at gennemføre en omfattende protektionisme, kan det få fatale konsekvenser, der rækker langt videre end det økonomiske marked. Historien viser, at en sund økonomi ganske enkelt er en forudsætning for at kunne fastholde demokratiet, så det kan føre til et totalt sammenbrud af de institutioner, der er blevet opbygget i den vestlige verden i kølvandet på Anden Verdenskrig,” siger Jørgen Ørstrøm Møller og uddyber, at truslen mod demokratiet ikke kun finder sted som afledning af den usikre verdensorden, men også finder sted i langt mere direkte form.

”Indenrigspolitisk har Trump også på ganske kort tid sendt flere ildevarslende signaler om USA’s retning. Allerede inden valget såede han tvivl om det amerikanske demokratis legitimitet ved at udtale, at han ikke nødvendigvis ville anerkende valg-resultatet. Og senest har han så rettet blikket mod den såkaldt ’korrupte’ journaliststand, som han forsøger at stække.”

Kina kan på sin side næppe kaldes noget demokratisk forbillede. Ikke blot anslås det, at op imod 70 millioner kinesiske liv gik tabt under Mao Zedongs lederskab som formand for Kommunistpartiet fra 1949 og frem til sin død i 1976. Kommunistpartiet har fastholdt magten i Kina lige siden Maos død. Selvom det har løsnet grebet en smule om befolkningen siden kulturrevolutionen i 1966 og massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, så er der lang vej endnu.

Den uafhængige amerikanske organisation for frihedsrettigheder Freedom House, der rangerer lande efter politisk frihed og borgerrettigheder, placerede sidste år Kina som nummer 190 ud af 211 og bag lande som Afghanistan og Irak.

Alene inden for det seneste år har kineserne fået kritik for systematiske forfølgelser af regeringskritiske bloggere og religiøse mindretal. Og menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vurderer, at Kina er det land, der flittigst henretter egne borgere.

Så er det snarere udtryk for Trump-hysteri at fremstille Kina som en mere spiselig samarbejdspartner? Det afviser Jørgen Ørstrøm Møller, som mener, at man bør anskue Kina og USA i et større billede.

”Man må kigge på udviklingen, når det gælder menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder. Det er rigtigt, at USA endnu er langt fra de tilstande, vi ser i Kina. Men hvis du kigger på tendensen i de to lande, så er der sket det, at udviklingen i Kina har været positiv, mens det modsatte er tilfældet i USA. Spørgsmålet er også, om ikke vi ønsker at opmuntre Kina til at fortsætte sin kurs mod at give sine borgere flere frihedsrettigheder, og det gøres bedst gennem samarbejde,” siger han.

Men gælder den samme logik ikke i forhold til USA? At hvis EU frygter, at landet er ved at give køb på basale frihedsrettigheder, så påvirker man bedst den udvikling ved fortsat at samarbejde på et fælles, ufravigeligt fundament af borger- og frihedsrettigheder, som den tyske kansler, Angela Merkel, udtalte i forbindelse med Trumps valgsejr?

”Det er det, der er problemet, for det er netop det fundament, Trump er i færd med at forkaste. Se bare de pludselige ændringer i administrative indrejsebestemmelser, som er blevet gennemført i den forgangne weekend. Flere af ændringerne er øjensynligt lovgivning med tilbagevirkende kraft. Det er et chokerende skridt i et demokrati. Derfor må Europa give USA et modspil og gøre det klart, at Trump ikke kan komme igennem med at underminere den internationale orden og samhandel. Det er klart, at vi har et nærmere værdifællesskab med USA end med Kina. Men lige nu har vi fælles interesser med Kina i langt højere grad end med USA. Det kan man kalde købmandsdisk-logik, men det handler om at fastholde det globale system, for det er truet af Trumps USA og ikke af Kina.”

Selvom både klimaaftalen og Xi Jinpings tale i Davos blev modtaget med optimisme, har visse iagttagere også opfattet det som udtryk for et Kina, der forbereder sig på at overtage tøjlerne fra USA som dagsordensættende stormagt. Her vækker også udviklingen i Det Sydkinesiske Hav opsigt.

Sidste år gjorde Kina krav på et stort område, der overlapper med territorier, som Malaysia, Vietnam, Brunei, Filippinerne og Taiwan i forvejen gør krav på. USA’s kommende udenrigsminister Rex Tillerson gydede ikke olie på de sydkinesiske vande, da han under en senatshøring for nylig sammenlignede Kinas opførsel med Ruslands annektering af Krim-halvøen og advarede om, at USA ville skride ind.

Det fik kinesiske medier til at advare om risikoen for en ”altødelæggende kon-frontation”. Mens begge parter er blevet kritiseret for at eskalere konflikten, synes det tidligere så indadvendte Kina ifølge nogle iagttagere at fortone sig i horisonten, mens et nyt, ekspansionistisk Kina er ved at se dagens lys. Men den udlægning er Jørgen Ørstrøm Møller ikke enig i.

”Kina er blevet mere bevidst om sin egen stilling og magt. Derfor gør kineserne krav på de områder, de tidligere har set igennem fingre med. Det Sydkinesiske Hav er et omstridt territorium, men Kina gør ikke noget, andre lande ikke ville gøre. Jeg vil ikke kalde det aggressiv udenrigspolitik, snarere selvhævdende,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

Imens holder iagttagerne øje med, om de to lande fortsætter deres diplomatiske armlægning, og om vi skal forberede os på en fremtid, hvor det ikke er en amerikansk Ford, men en kinesisk Hongqi, der trækker anhængeren. Spørger man Jørgen Ørstrøm Møller, er der ikke tvivl om, at det kinesiske køretøj sikrer mest mulig sikkerhed:

”Det er et sikkerhedspolitisk spørgsmål at indgå en alliance med Kina. Også selvom der er forhold i landet, vi ikke bryder os om. Idealisme er meget godt, og der er visse principper, man ikke skal give køb på. Men man skal også være sikker på, at der er et grundlag for idealismen. Og det er vanskeligt at opretholde idealisme og principper, hvis man hverken har en velfungerende økonomi eller et stabilt samfund.”