FN’s klimaaftale, der skal begrænse den globale opvarmning og forhindre en klimakatastrofe, er nu klar til at træde i kraft på rekordtid. Og det er EU, der har sikret sig æren for, at den historiske aftale kan begynde at få effekt mindre end et år efter vedtagelsen i Paris i december sidste år.
I dag afleverer unionen og syv af dens 28 medlemslande deres officielle ratificeringsdokumenter i FN’s hovedkvarter i New York. Dermed har Paris-aftalen krydset målstregen ved at opfylde kravet om, at mindst 55 lande, der tilsammen står for 55 procent af verdens udledning af drivhusgassen kuldioxid, godkender den.
I alt har 74 lande, der repræsenterer 58,82 procent af verdens CO2-udledninger, tiltrådt aftalen. Danmark forventes at følge trop i denne måned efter førstebehandlingen af lovforslaget i næste uge. Og så er det med at komme i arbejdstøjet. Den 4. november træder aftalen i kraft, og derefter skal landene til at opfylde de løfter, som blev givet ved FN’s klimakonference COP21 i den franske hovedstad i december sidste år.
”Sådan som Paris-aftalen er skruet sammen, har alle lande meldt ud, hvad de hver især vil gøre for at nedbringe deres CO2-udledninger mellem 2020 og 2030. Og nu begynder så det hårde arbejde, hvor de skal hjem og skrive løfterne ind i deres lovgivning,” siger Christian Ibsen, direktør i den grønne tænketank Concito.
”Hvad der præcist skal gøres, varierer fra land til land. Kina er for eksempel allerede i færd med at skifte fra kul til vedvarende energi, og netop energisektoren er vigtig i de nye vækstlande, der har brug for, at væksten bæres af en grøn og bæredygtig energiproduktion. Men i for eksempel Brasilien, der også har ratificeret aftalen, handler det især om at bekæmpe afskovning,” siger Christian Ibsen.
Kathrine Krogh Andersen er forskningsdekan ved Danmarks Tekniske Højskole og mangeårig deltager i de danske delegationer ved klimaforhandlingerne i FN-regi. Hun peger på, at vi i vid udstrækning har redskaberne til at nå klimamålene.
”Udmeldingerne fra videnskabeligt hold er, at vi har teknologierne til at nå de mål, landene har sat sig. Det gælder især på energiområdet, hvor Danmark er rigtig godt med. Men energisektoren udgør kun en tredjedel af alle CO2-udledninger. Og den helt store svaghed er, at disse mål er utilstrækkelige. Selvom alle lande opfylder deres løfter, er vi på vej mod temperaturstigninger på 3 til 3,5 grader, altså langt fra de 1,5 til 2 grader, Paris-aftalen stiler mod,” siger Kathrine Krogh Andersen.
Netop derfor åbner Paris- aftalen for, at målene kan skærpes, og det skal ske første gang i 2018. Men inden da skal landene blive enige om, hvordan de skal måle deres indsats. Det siger aftalen intet om, og den del af klimaaftalen skal til forhandling, når de 191 lande mødes næste gang til klimakonferencen COP22 i den marokkanske by Marrakech i næste måned.
Trods ratificeringen er EU heller ikke færdig med at beslutte, hvordan unionens fælles mål om en CO2-reduktion på 40 procent skal fordeles mellem de enkelte lande. Polen kan vise sig at ville slå sig i tøjret for at redde sine kul-fyrede kraftværker. Og også Danmark udsender signaler, der peger i den forkerte retning, mener Christian Ege fra Det Økologiske Råd.
”Danmark har netop vedtaget en landbrugspakke, der tillader øget forbrug af kunstgødning, som afgiver klimagasser. Og på afgiftsområdet går lavere afgifter til store, CO2-udledende biler også den forkerte vej,” påpeger Christian Ege.
Alligevel hersker der en bred optimisme og tiltro til, at landene har en reel vilje til at omsætte løfterne til reel politisk handling.
”Alle lande har investeret meget stor politisk kapital i klimaaftalen. Og grundlæggende er der i mange lande, og ikke mindst Kina, forståelse for, at der ikke er anden vej frem end en grøn og bæredygtig omstilling,” påpeger Christian Ibsen med henvisning til, at USA og Kina, verdens største udledere af drivhusgasser, faktisk ratificerede klima-aftalen før EU.