Nu vil Kina også redde Afrikas elefanter

Kineserne er ikke så begejstrede for elfenben, som udlandet tror. Nu skal et forbud helt sætte en stopper for handel med de kostbare stødtænder

Det spiller også ind, at udenlandske dyreværnsorganisationer siden 2008 har kørt massive oplysningskampagner i Kina om krybskytteri og elfenben. Kampagnerne har kinesiske berømtheder som basketballspilleren Yao Ming og filmstjernen Jackie Chan i front.
Det spiller også ind, at udenlandske dyreværnsorganisationer siden 2008 har kørt massive oplysningskampagner i Kina om krybskytteri og elfenben. Kampagnerne har kinesiske berømtheder som basketballspilleren Yao Ming og filmstjernen Jackie Chan i front. . Foto: DAI kurokawa/EPA/Scanpix.

Afrikas knap 500.000 elefanter kan trampe en markant lysere fremtid i møde, efter at Kina og USA har vedtaget at indføre et omfattende forbud mod import og eksport af samt handel med elefanternes eftertragtede stødtænder.

Forbuddet skal sætte en stopper for den globale handel med elfenben, nu hvor krybskytteri har halveret elefantbestanden i Afrika fra godt en million elefanter i 1989.

Kina er verdens største marked for illegal handel med elfenben, blandt andet på grund af en gammel tradition for at udskære kunstfærdige figurer i elfenben, mens USA anslås at være det næststørste illegale marked. Hertil kommer, at amerikanske trofæjægere indtil nu lovligt har kunnet importere stødtænderne fra de elefanter, de har betalt for at skyde på afrikansk jord.

I Danmark hilser Verdensnaturfonden, WWF, forbuddet ”meget velkomment”, lyder det fra organisationens generalsekretær, Gitte Seeberg.

”Kina agerer nu meget aktivt i spørgsmålet, og det er et stort skridt fremad i kampen mod den illegale handel med elfenben på verdensplan og i kampen mod krybskytteriet på elefanter i Afrika i særdeleshed,” siger hun.

Målt i kroner og øre er illegal handel med truede dyr og krybskytteri den fjerdestørste kriminalitet på verdensplan. Det er tidligere dokumenteret, at pengene fra elfenbenshandel finansierer de to yderliggående islamistiske terrorbevægelser al-Shabaab og Boko Haram, og emnet har flere gange været på dagsordenen i FN.

Tror man imidlertid, at forbuddet vil vække forargelse i den brede kinesiske befolkning, tager man sandsynligvis fejl.

I foråret viste en mindre undersøgelse foretaget blandt 935 mennesker i Kinas tre største byer, Beijing, Shanghai og Guangzhou, af blandt andet den internationale dyreværnsorganisation African Wildlife Foundation, at 9 ud af 10 kinesere støtter et forbud mod elfenbens-handel.

Udlandets forestilling om, at kinesere generelt er begejstrede for elfenben, er forkert, har den kinesiske biolog Gao Yufang tidligere forklaret til det amerikanske tidsskrift The National Geographic.

”I min forskning anslår jeg (...), at de potentielle købere udgør under én procent af den kinesiske befolkning,” konstaterer han.

Det spiller også ind, at udenlandske dyreværnsorganisationer siden 2008 har kørt massive oplysningskampagner i Kina om krybskytteri og elfenben. Kampagnerne har kinesiske berømtheder som basketballspilleren Yao Ming og filmstjernen Jackie Chan i front og har modtaget betydelig økonomisk støtte i form af gratis tv-sendetid fra de kinesiske myndigheder.

Og den kinesiske regering vil gerne forbedre sit omdømme internationalt, mener adjunkt på institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet Mikkel Bunkenborg.

”Der er næppe nogen tvivl om, at den kinesiske regering finder det pinagtigt, at kineserne bliver beskyldt for at bidrage til udryddelsen af truede dyrearter i udenlandske medier,” siger han.

De to regeringer har endnu ikke oplyst, hvornår forbuddet vil træde i kraft.