Nummerplader er en del af debat om abort

Nummerplader med antiabort-teksten "vælg livet" udløser juridiske slagsmål i flere amerikanske delstater

Godt 20 amerikanske delstater har godkendt "Vælg livet"-nummerplader. Her er et udkast til en model i delstaten Arizona. -
Godt 20 amerikanske delstater har godkendt "Vælg livet"-nummerplader. Her er et udkast til en model i delstaten Arizona. -. Foto: Reuters Denmark.

En ny front er åbnet i den amerikanske kamp om abort. Den handler om bilisters ret til at bruge deres nummerplader til at udtrykke modstand mod abort.

Lovgivere i flere amerikanske delstater har inkluderet nummerplader med teksten "Choose Life" (Vælg Livet) på listen over godkendte special-nummerplader, som bilister kan vælge mod et mindre gebyr.

Beslutningen har ført til juridiske og politiske slagsmål, der kan ende med at blive afgjort i Højesteret.

Ottende forsøg
Det seneste slagsmål udspiller sig i North Carolina, hvor republikanske politikere og abortmodstandere i april for ottende gang præsenterede delstatens parlament for et forslag, der ville tilføje en "Vælg Livet"-nummerplade til 135 andre special-nummerplader.

Cirka 400.000 af delstatens 8 millioner registrerede biler har en af de mange specialplader, der eksempelvis erklærer, at bilisten er tilhænger af rævejagt, dyrevelfærd eller selskabsdans.

En del af gebyret på 30 dollar (cirka 170 kroner) går til den sag, som pladen reklamerer for.

Også støtte til abort
Den første "Vælg Livet"-nummerplade blev godkendt i Florida for 10 år siden, og cirka 20 andre delstater har siden fulgt trop. To delstater, Hawaii og Montana, tilbyder også plader, der udtrykker støtte til abortretten.

Nummerpladerne med abortmodstand har ført til et voksende antal retssager med vidt forskellige udfald, og ifølge den britiske avis The Guardian er det stadig mere sandsynligt, at spørgsmålet vil havne i landets højesteret som en sag om ytringsfrihed.

Den foreslåede antiabort-nummerplade i North Carolina er foruden sloganet udsmykket med en børnetegning af en lille dreng og en lille pige, og halvdelen af gebyret for hver plade vil gå til en af delstatens "graviditets-støttecentre", der tilbyder alternativer til abort.

Centrene er kontroversielle, idet de af familieplanlægningsgrupper beskyldes for at misinformere, chikanere og intimidere kvindelige patienter.

Forbereder retssager
Aborttilhængere forbereder allerede retssager mod nummerpladen, der ifølge den demokratiske politiker Ty Harrell krænker et forbud mod politiske slogan.

- Du ser ingen kontroversielle plader, ingen politiske plader nogle steder i delstaten. Du ser the Great Smoky Mountains, du ser "First in Flight" (delstatens officielle slogan, red.). Du ser havskildpadder - sager uden kontrovers, siger han til The Guardian.