Ny dom åbner for dødshjælp til franske Vincent Lambert

Forældrene til en 42-årig mand, der befinder sig i vegetativ tilstand, truer med at anmelde lægerne og den franske stat for drab, hvis de følger en ny dom, der åbner for at genoptage den passive dødshjælp

Forældrene til den 42-årige Vincent Lambert, der befinder sig i en såkaldt vegetativ tilstand, har truet med at sagsøge den franske stat og sønnens læger for drab. På billedet ses Viviane Lambert, mor til Vincent Lambert, og dennes advokat, Jerome Triomphe (til venstre).
Forældrene til den 42-årige Vincent Lambert, der befinder sig i en såkaldt vegetativ tilstand, har truet med at sagsøge den franske stat og sønnens læger for drab. På billedet ses Viviane Lambert, mor til Vincent Lambert, og dennes advokat, Jerome Triomphe (til venstre). . Foto: Dominique Faget / AFP / Ritzau Scanpix.

Forældrene til den 42-årige bevidstløse og hjerneskadede Vincent Lambert, som har befundet sig i en vegetativ tilstand siden en bilulykke i 2008, truer med en anmeldelse for overlagt drab, hvis lægerne genoptager processen for passiv dødshjælp mod deres søn.

Det meddelte forældrenes advokat, efter at landets øverste appeldomstol i fredags foretog endnu en u- vending i den højspændte franske sag, som nu har varet i seks år. Vincent Lamberts forældre og hans hustru kæmper mod hinanden om, hvorvidt behandlingen, der især består af sondemadning og hydrering, skal afbrydes, som fransk lovgivning om passiv dødshjælp tillader.

Den 20. maj afbrød appelretten i sidste øjeblik den dødshjælpsprocedure, som var indledt på Universitetshospitalet i Reims, hvor Vincent Lambert er indlagt. Han havde fået et stærkt bedøvende middel, mens sonderne var blevet fjernet.

Men nu har landets øverste appeldomstol, Cours de Cassation, omstødt denne afgørelse, der pålagde Frankrig at udsætte beslutningen om at gøre en ende på Vincent Lamberts liv, indtil FN’s Handicapkomité har behandlet sagen.

Det er den 35. retsafgørelse, siden Vincent Lamberts hustru i 2013 indvilgede i at afbryde behandlingen efter flere års frugtesløse forsøg på at få hendes mand ud af den vegetative tilstand, som lægerne nu betragter som definitiv.

”Det er enden på denne retstvist. Der er ikke flere retsinstanser, der kan appelleres til, og der er ingen juridiske hindringer for at indstille sondemadning og hydrering,” sagde hustruens advokat, Patrice Spinosi, efter dommen i fredags.

Også den franske regering mener, at den nye afgørelse afslutter striden mellem hustruen og Vincent Lamberts forældre, der modsat lægerne mener, at deres søn er handicappet og derfor ikke skal have passiv dødshjælp.

”Man skal respektere, hvad lægerne siger, og hvad loven siger,” lød kommentaren til dommen fra den franske premierminister, Edouard Philippe.

Den nye afgørelse tager ikke stilling til, om Vincent Lambert er handicappet. Den tager heller ikke stilling til, om Frankrig har pligt til at afvente FN-komitéens afgørelse, eller om denne afgø- relse er bindende, hvilket Frankrig afviser. Den konstaterer udelukkende, at den lavere appelinstans ikke var kompetent til at beordre den passive dødshjælp standset.

Forældrene har via deres advokat meddelt, at de ikke opgiver deres kamp trods den nye afgørelse.

”Doktor Sanchez, (Vincent Lamberts læge ved Universitetshospitalet i Reims, red.) vil blive anmeldt for overlagt drab på en sårbar person, hvis dødsproceduren indledes,” sagde forældrenes advokat, Jérôme Triomphe i fredags.

Han truede også med at stævne de ansvarlige ministre, deriblandt sundhedsminister Agnès Buzin, med den begrundelse, at Frankrig, som har underskrevet FN’s Handicapkonvention, misligholder sine internationale forpligtelser, hvis man ikke afventer Handicapkomitéens behandling af sagen.

”Staten skal hjælpe de svageste, ikke det modsatte,” sagde Jérôme Triomphe til de franske medier.

Den franske lov om passiv dødshjælp blev vedtaget i 2016. Den gør ikke aktiv dødshjælp lovlig, men tillader at indstille livsforlængende behandling af uhelbredeligt syge patienter.