Prøv avisen

EU: Vi skal have styr på asylpolitikken

”Vi skal være et forbillede for hele verden med en asylpolitik, der både er human og effektiv,” har EU-Kommisionens formand, Ursula von der Leyen, for nylig udtalt. Foto: Antonio Bronic/Reuters/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil give EU en ny migrationspagt, når den nye kommision trækker i arbejdstøjet. Men medlemslandene trækker i vidt forskellige retninger

En frisk start på debatten om EU’s fælles håndtering af asyl og migration. Det er et af de løfter, som Ursula von der Leyen optimistisk har afgivet, inden hun i dag stiller op i Europa-Parlamentet til den endelige blåstempling af den nye kommission, som herefter vil kunne tiltræde med en måneds forsinkelse på søndag.

Den nye tyske leder af EU-Kommissionen vil trække det måske mest ømtålelige spørgsmål i EU-samarbejdet ud af den politiske blindgyde, hvor det har været låst fast efter kravene om tvungne kvoter og fordelingsnøgler i kølvandet på flygtningekrisen i 2015.

Allerede i første halvår af 2020 kan der forventes et udspil til den nye migrationspagt, som von der Leyen har stillet i udsigt flere gange siden sin udnævnelse i sommer. Og blandt iagttagere i Bruxelles regner man med, at hun som noget af det allerførste vil konsultere medlemslandene om, hvad denne pagt skal gå ud på.

”Vi skal være et forbillede for hele verden med en asylpolitik, der både er human og effektiv,” som Ursula von der Leyen sagde efter et nyligt møde med sin kristendemokratiske CDU-partifælle, den tyske forbundskansler Angela Merkel.

Med sit forslag om at inkludere ”forsvaret for europæisk levevis” i den nye migrationskommissær Margaritis Schinas’ titel ønskede hun at signalere, at hun havde hørt de mest indvandringsskeptiske lande som Ungarns advarsler om konsekvenserne af øget indvandring. Efter kritik fra Europa-Parlamentet har den nye kommissionsformand nu nedtonet Schinas’ opgave til blot at ”fremme europæisk levevis”, og intet tyder på, at Ursula von der Leyen vil få lettere end sine forgængere ved at skaffe et flertal for en ny asylpolitik. Især hvis en sådan indebærer et opgør med Dublin-forordningen og reglen om, at asylansøgeres sager skal behandles i det land, de først ankommer til.

Tyskland vil ændre dette, har den tyske indenrigsminister Horst Seehofer ladet sine europæiske kolleger forstå ved deres møde i oktober, hvor han – som flere andre før ham – erklærede, at ”Dublin-forordningen er død”. Han har fremsat sit eget forslag til en ordning, der forudsætter en fælles asylbehandling i indrejselandene i syd og en efterfølgende fordeling af dem, der anerkendes som flygtninge.

Men viljen til solidaritet er ikke vokset i Europa, siden von der Leyens forgænger som kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, sidste år måtte opgive en reform af asylsystemet. Ingen andre europæiske lande har således tilsluttet sig den frivillige overgangsaftale, som Tyskland og Frankrig i august indgik med Italien og Malta om at fordele de flygtninge, som reddes af ngo-fartøjer på Middelhavet. Og fra dansk side har statsminister Mette Frederiksen (S) under sit besøg i Frankrig for en uge siden forsøgt at få præsident Emmanuel Macrons opbakning til tanken om at henlægge al asylbehandling til især nordafrikanske lande.

Men disse forslag har næppe gang på jorden, mener Matthias Lücke, professor i migration og udviklingspolitik ved tænketanken IfW, Institut für Weltwirtschaft, i Kiel.

”Det er umuligt at reformere Dublin-forordningen, som den tyske indenrigsministers forslag indebærer, fordi det kræver enstemmighed. De europæiske lande har ikke engang ens asylprocedurer. Og de nordafrikanske lande vil ikke have lejre til europæisk asylbehandling,” siger Matthias Lücke.

Han mener ikke desto mindre, at Ursula von der Leyen kan lægge en ny, fælles kurs for en europæisk asylpolitik, hvis hun griber det rigtigt og mere pragmatisk an.

”Flygtningekonventionen siger, at alle lande skal yde beskyttelse, men ikke præcist, hvordan det skal ske rent praktisk. Hvis Europa markant øger støtten til de lande, som i dag bærer den største del af flygtningebyrden, kan det ses som en måde at opfylde konventionen på. Men det kræver, at EU-landene bliver enige om at afsætte et meget større beløb i det flerårige budget og samarbejder mere ligeværdigt med for eksempel afrikanske lande,” vurderer Matthias Lücke.

Angela Merkel har allerede meddelt, at hun vil være lydhør over for nye tyrkiske krav om flere penge oven i de knap 45 milliarder kroner, som Tyrkiet allerede har fået som led i aftalen fra 2016 om at forhindre udsejlingen af asylansøgere til Europa.

Hanne Beirens, direktør for tænketanken Migration Policy Institute i Bruxelles, mener også, at Ursula von der Leyen skal opgive tankerne om en forkromet reform med faste regler for solidarisk fordeling af flygtningene.

En nylig rapport fra Den Europæiske Revisionsret viser, at en stor del af de 34.705 flygtninge, som faktisk blev omfordelt fra Italien og Grækenland siden 2016, rejser videre. Det har eksempelvis været tilfældet (opgjort i afrundede procenttal) for 86 procent af de 332 flygtninge, som Litauen har taget imod, mens det samme gjorde sig gældende for henholdsvis 81 procent af de 13, der kom til Slovakiet, og 56 procent af de 869 flygtninge, der kom til Portugal.

”Men begrænsningen af den sekundære migration er afgørende for, hvordan et europæisk samarbejde om asyl kommer til at se ud. Man skal i det hele taget hjælpe hinanden meget mere med at forbedre behandlingen af asylansøgninger, så de, der ikke har krav på beskyttelse, kan sendes tilbage, før de når at skabe sig en tilværelse i Europa. EU har brug for pragmatisk samarbejde snarere end store planer,” vurderer Hanne Beirens.

Migrationspolitikken er også årsagen til, at Ursula von der Leyens samlede kommission vil blive mødt af en blank stemme fra Venstres parlamentsmedlem Søren Gade, når den kommer til afstemning i EU-Parlamentet i dag. Modsat sine partifæller mener han nemlig ikke, at hun er ambitiøs nok på området, når hun for eksempel har lovet, at 10.000 ekstra grænsevagter vil være på plads ved EU’s ydre grænser i 2024.

”Det er i slutningen af hendes regeringsperiode, og det nytter jo ikke, at det sidste, man vil løse, er noget af det, som bekymrer hr. og fru Europa mest,” sagde han til Politiken i sidste uge.

Kilde: Den Europæiske Revisionsret