Ny italiensk udgave af ”Mein Kampf” forarger

Mere end 90 år efter, at Hitler skrev ”Mein Kampf”, trækker bogen stadig overskrifter verden rundt

Avisen Il Giornale udkom med første bind af et digert værk om Det Tredje Rige og gav i den forbindelse køberne et gratis eksemplar af Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf”.
Avisen Il Giornale udkom med første bind af et digert værk om Det Tredje Rige og gav i den forbindelse køberne et gratis eksemplar af Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf”. . Foto: Claudio Peri/EPA.

For en uge siden godkendte det italienske parlament efter års debat og tovtrækkeri en lov, der gør det ulovligt at benægte holocaust. To dage senere udkom avisen Il Giornale med første bind af et digert værk om Det Tredje Rige og gav i den forbindelse køberne et gratis eksemplar af Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf”.

”Man udgiver ikke Hitler. Beslutningen om at vedhæfte ’Mein Kampf’ bør fordømmes stærkt af et civiliseret samfund,” skrev Donatella Di Cesare, en fremtrædende forkæmper for loven mod holocaustfornægtelse i avisen Corriere della Sera.

”Jeg finder det forstemmende, at en italiensk avis i dag forærer Hitlers ’Mein Kampf’ væk,” skrev premierminister Matteo Renzi på Twitter og sendte samtidig ”en kærlig omfavnelse til det jødiske samfund”.

Formanden for de italienske jødiske organisationer, Renzo Gattegna, sagde ifølge blandt andre den katolske avis Avvenire, at ”Il Giornales handling er uanstændig”. Men avisen, der er ejet af den tidligere premierminister Silvio Berlusconi og har hans bror, Paolo Berlusconi, som administrerende direktør, forsvarede udgivelsen.

”Bekymringen hos vores venner i det jødiske samfund, som altid har set os som allierede, fortjener vores respekt,” skrev chefredaktør Alessandro Sallusti i en leder i Il Giornale.

Han kaldte diskussionen for ”forståelig”, men erklærede, at ”med de vinde, der blæser her og der i Europa og i Mellemøsten er det nødvendigt at forstå, hvilke former det onde kan tage – så man ikke gentager en fatal fejltagelse”.

”Vi har ikke bare udsendt bogen, men trykt den i en kritisk udgave,” sagde Paolo Berlusconi ifølge avisen Il Fatto Quotidiano.

Udgaven er med kritiske noter og kommentarer af historieprofessor Francesco Perfetti. Men det formildede ikke kritikerne.

”Jeg er absolut imod udgivelsen af ’Mein Kampf’, selv med bemærkninger. Kan man sætte noter på Djævelen? Kan man sætte noter på en person som Hitler?”, spurgte Levi Salomon, talsmand for det jødiske forum for demokrati i Berlin, ifølge den amerikanske avis Christian Science Monitor.

Der er endnu ingen salgstal fra Il Giornale, men avissælgere og boghandlere i den norditalienske by Milano fortæller, at der var afsætning.

”Jeg vil forstå, hvad der skete dengang, før jeg var født. Jeg vil forstå, hvad de gjorde galt, så vi kan beskytte os selv mod gentagelser,” erklærer en køber til videonyhedssiden Ruptly.

Andre steder, for eksempel i Napoli, nægtede mange kiosker dog at sælge bogen.

Stærkt indtryk gjorde et blogindlæg i netop Il Giornale, som også blev trykt i netavisen Times of Israel, skrevet af forfatteren Fiamma Nirenstein, der er tidligere parlamentsmedlem for Berlusconis parti. Hendes far kom fra Polen til Italien i 1945 efter at have mistet halvdelen af sin familie:

”Jeg kigger på forsiden af ’Mein Kampf’, den røde stribe, det sorte svastika, og det stinker af død, og jeg bryder mig ikke om, at min avis udgiver den afskyelige ting. Der er hverken kultur eller historie dér, men blot død, mord og folkedrab.”

Men Nirenstein vil ikke forbyde bogen, for ”der er ikke den tekst i verden, ikke engang den mest afskyelige, som bør brændes”. Hun har selv måttet leve under politibeskyttelse i mange år.

Som den amerikanske nyhedsside Uproxx konstaterer, ”er det ikke ligefrem nogen nyhed, at det rammer en øm nerve at diskutere Adolf Hitlers ideologi i Europa, men der er grund til bekymring, når ’Mein Kampf’ dukker op i en avis. Nynazisme har en led vane med at stikke hovedet frem på kontinentet, og antisemitismen er alarmerende markant for tiden”, mener Uproxx.

Siden konstaterer, at med al snakken om, hvordan man skal forny avisbranchen, ”vil det være godt at tage imod dette råd: Lad være med at inkludere ’Mein Kampf’ i lørdagsudgaven. Det er en meget, meget, meget, meget, meget dårlig idé”.