Der er sluppet meget CO2 (kuldioxid) ud i atmosfæren og sket store ændringer i det indbyrdes samarbejde, siden Kina og USA mødtes til klimatopmøde i København for seks år siden.
Dengang lykkedes det trods flere personlige møder mellem USA's præsident, Barack Obama, og Kinas daværende regeringsleder, Wen Jiabao, ikke landene at nå til enighed om noget af betydning, og medierne var mest optagede af at skrive om den anstrengte kemi mellem de to topledere.
Under årets klimatopmøde i Paris, COP21, har man derimod kunnet se billeder af to afslappede og smilende præsidenter, Barack Obama og Xi Jingping, som allerede for et år siden annoncerede, at de havde indgået et klimapolitisk partnerskab om frivillige udledningsmål og udveksling af teknologi.
De to stormagter er dem, der udleder mest CO2 i verden - i alt over 40 procent af den samlede globale udledning - og det tætte amerikansk-kinesiske samarbejde har skabt afgørende ændringer på klimaområdet. Det er også den enkeltfaktor, der har påvirket klimatopmødet i Paris mest.
Så sent som i går talte Obama og Xi i telefon sammen for at drøfte udviklingen på topmødet, efter at deadline for forhandlingerne var udsat til i dag.
Ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters skulle Xi have sagt til Obama, at USA og Kina nu måtte samarbejde for at ”sikre, at klimatopmødet i Paris når frem til en aftale som planlagt”. Obama skulle blandt andet have svaret, at ”USA er villig til at opretholde en tæt kontakt med Kina for at opnå succes ved klimatopmødet”.
”Det har været helt afgørende for COP21, at Kina og USA har fundet sammen. De er begge toneangivende over for en række andre lande. Især har det betydet meget, at Kina har ændret strategi og går så aktivt ind i de globale forhandlinger. Det har trukket en række andre lande med,” siger Olaf Corry, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet med speciale i international klima- og sikkerhedspolitik.
Lau Øfjord Blaxekjær, koordinator i statskundskab ved Færøernes Universitet, blev i sidste uge ph.d. fra Københavns Universitet på en afhandling om de internationale klimaforhandlinger med udgangspunkt i de sidste fem års FN-klimakonferencer. Efter hans vurdering er Kina og USA's forbrødring et udtryk for, hvordan virkeligheden har overhalet FN's klimaforhandlinger.
”Kina og USA er stukket af fra FN-systemet med deres eget meget konkrete samarbejde om klimapolitik og klimaløsninger. Resultaterne i Paris var aldrig blevet til noget, hvis ikke USA og Kina var gået foran,” siger han.
”Det er ikke længere FN, der driver værket, selvom landene gerne vil have FN's stempel på deres aftaler,” mener Lau Øfjord Blaxekjær.
Motivet til partnerskabet skal for både USA og Kinas vedkommende findes i, at de efterhånden - Kina før USA - har konkluderet, at en grøn omstilling er i deres landes langsigtede økonomiske og strategiske interesse, og at de med fordel kan arbejde sammen om den. Dels er de verdens største økonomier med kæmpe markeder og vækstpotentiale for deres virksomheder, hvis de trækker i samme retning, dels har de samme skeptiske tilgang til det internationale samarbejde.
”Begge lande kan bedst lide at arbejde bilateralt. De bryder sig ikke om at blive kigget for meget i kortene. Nu har de kunne lægge en linje, der tog udgangspunkt i deres behov,” siger Lau Øfjord Blaxekjær blandt andet med hensvisning til, at både USA og Kina går stærkt ind for frivillige reduktionsmål.
Den amerikanske forsker Jackson Ewing fra Nanyangs teknologiske universitet i Singapore skriver i en analyse på hjemmesiden The Conversation - der formidler akademiske analyser og kommentarer - at de gensidige aftaler mellem USA og Kina ikke blot har været afgørende for topmødet i Paris. De vil også være afgørende i fremtiden. Efter i årevis at have været i totterne på hinanden over klimaspørgsmålet er USA og Kina blevet uvurderlige komponenter i løsningen af klimaudfordringen.