Camilla Wass
skriver fra Beirut
På en sushirestaurant i Beiruts smarte Hamra-kvarter sidder en gruppe unge libanesere og nyder en ekstravagant frokost. Pigerne er i fuld makeup, og deres næser er påfaldende ens som mange andre libanesere har de for nylig fået lavet en næseoperation.
Den politiske situation gør os deprimerede. Vi har bare lyst til at leve et simpelt liv at leve i dag, som om det var den sidste dag i vores liv. Vi har brug for at tænke på noget andet end krig og problemer, siger Rana, der fik ny næse for et par måneder siden.
Få hundrede meter fra risrullerne og den tyndtskårne ingefær ligger Hizbollah-tilhængere i en kæmpestor teltlejr. Siden december 2006 har Hizbollah besat Beiruts centrum, og byens livlige forretningskvarter ligner nu mest af alt en Roskilde-festival. Demonstrationen i byens centrum er en påmindelse om, at Beirut når som helst kan blive kastet ud i nye blodige konflikter.
På indfaldsvejene til Beirut kan man stadig se kratere efter sidste sommers krig mod Israel. Men man kan også se mandshøje plakater af kvinder med tandpastasmil og mænd med glatte pander. Libanon har, som det første land i Mellemøsten, gjort det muligt at optage et lån i banken for at få en plastikoperation. Det er den libanesiske bank First National Bank, der tilbyder lånet, og banken forsøger nu at tiltrække kunder via de store plakatsøjler. Det er ikke svært siden lånet trådte i kraft, er banken blevet kimet ned af folk, der vil under kniven.
Vi får omkring 150 opkald om dagen, langt de fleste fra unge mænd og kvinder, der drømmer om en næseoperation, fortæller Adel Nesrallah, medarbejder i banken.
Det koster omkring 1300 dollar at få en ny næse, og ifølge den libanesiske avis An-Nahar er antallet af plastikoperationer mere end fordoblet i løbet af det sidste år. Skønhedsklinikker skyder op overalt i Beirut, og på gaden skal man ikke gå mange meter for at få øje på en libaneser med plaster på næsen.
Desuden valfarter folk fra hele Mellemøsten til Beirut for at få forskønnet deres ydre. På mit hotel defilerer to mænd med forbinding på næsen forbi, mens receptionisten kigger langt efter dem.
De er fra Marokko og er kommet til Beirut bare for at blive opereret. Så snart, jeg får min månedsløn, skal jeg også have gjort noget ved den her, siger receptionisten og peger på sin næse.
De unge på sushibaren mener, at de mange nye næser dels er et modefænomen, dels en reaktion på den politiske situation. En pige i blå nedringet skjorte fortæller:
Vi vil gerne have forandringer, men det politiske liv er kørt fast. Derfor ændrer vi os selv i stedet for. Vi vil leve, spise god mad og se godt ud for vi ved ikke, hvornår det hele er forbi.