Ny politivold chokerer USA. Men håndteringen af sagen bliver fremhævet som en skabelon for fremtiden

En ny sag om sorte betjentes brutale fremfærd mod en sort mand genantænder den amerikanske debat om politivold. Men politiledelsen roses for sin håndtering af sagen

Demonstranter protesterer i Atlanta i Georgia over fem politibetjentes brutale behandling af den 29-årige afroamerikaner Tyre Nichols. Sagen har genåbnet debatten om politivold og institutionaliseret racisme i USA.
Demonstranter protesterer i Atlanta i Georgia over fem politibetjentes brutale behandling af den 29-årige afroamerikaner Tyre Nichols. Sagen har genåbnet debatten om politivold og institutionaliseret racisme i USA. . Foto: Cheney Orr/AFP/Ritzau Scanpix.

Fredag aften fik amerikanerne en længe ventet og frygtet virkelighed at se, da politiet i sydstatsbyen Memphis i Tennessee efter en flere dage lang optakt endelig offentliggjorde videoerne af den brutale behandling, som fem sorte betjente gav den 29-årige sorte mand Tyre Nichols tidligere på måneden. Nichols døde af sine skader, og sagen har rystet USA og igen sat debatten om politivold og den ulige behandling af afroamerikanere på dagsordenen. I weekenden udtrykte også præsident Joe Biden sin forfærdelse over forløbet.

"Som så mange andre var jeg forfærdet og dybt forpint af at se den frygtelige video af den vold, der resulterede i Tyre Nichols' død," lød det fra præsidenten.

Den 29-årige, der til daglig kørte med pakker og var far til en fire-årig søn, havde ingen pletter på straffeattesten, og Memphis’ politis ledelse har endnu ikke været i stand til at finde belæg for, hvorfor betjentene fra byens specialenhed mod organiseret kriminalitet valgte at standse hans bil midt i et lyskryds lørdag aften den 7. januar. De nu offentliggjorte kropskamera- og overvågningsvideoer viser betjentene hive Nichols ud af bilen, skyde ham med en strømpistol og tvinge ham til jorden.

På et tidspunkt slipper Nichols fri og flygter. På næste video har betjentene fundet ham igen i et stille boligkvarter og begynder at skiftevis sparke og slå Nichols, der ligger på asfalten og kalder på sin mor. Én slår ham hårdt med en knippel, inden betjentene sammen rejser Nichols op, og slår ham i hovedet. Tævene står på i adskillige minutter, inden betjentene hiver Nichols’ slatne krop op mod en af deres biler, hvor de lader ham sidde i tæt på en halv time, inden en ambulance ankommer. Inden da er to falckreddere og en række andre betjente, alle hvide, også mødt op, men heller ingen af dem tilser eller yder Nichols førstehjælp. 

Tre dage efter hændelsen døde Tyre Nichols på hospitalet med voldsomme indre blødninger, og 10 dage senere blev alle fem betjente fyret. Efterfølgende er de sigtet for blandt andet mord, groft overfald og bortførelse. På en pressekonference kaldte den delstatsmyndighed, der nu efterforsker sagen sammen med forbundspolitiet FBI, betjentenes adfærd for ”sygelig”, og Memphis’ politichef advarede amerikanerne om de særdeles brutale videooptagelser. 

Politivold har været et stort tema i USA, særligt siden den sorte amerikaner George Floyd i 2020 blev dræbt af en hvid betjent under en anholdelse. Episoden satte gang i bevægelsen "Black Lives Matter" (Sorte liv har betydning), som satte fokus på politivold såvel som almen diskrimination mod sorte borgere i USA. 

Da videoerne af Tyre Nichols lå klar til at blive offentliggjort fredag aften, sad Tennessees nationalgarde på standby, og lokale forretninger lukkede før tid, mens myndigheder i storbyer landet over ligeledes forberedte sig på voldsomme protester. Men weekenden over har Memphis og resten af USA udelukkende set fredelige demonstrationer og i et langt mindre omfang end de seneste års protester mod politivold.

Betjentenes voldelige behandling af Tyre Nichols er endnu et kapitel i en tilsyneladende endeløs saga om amerikansk politivold. Men den er samtidig blevet håndteret anderledes end mange sager før den. Nichols-familiens advokat, Ben Crump, kalder Memphis’ politis håndtering af sagen ”en skabelon” for, hvordan sådanne sager bør behandles i fremtiden. En vending, der er blevet gentaget af eksperter i nationale medier de seneste dage, der ligesom Nichols' egen mor har rost politiet for at skride til handling mod betjentene og udtrykt tilfredshed med sigtelserne. 

Selvom de fem betjente er afroamerikanere, har sagen om Tyre Nichols dog også genåbnet debatten om institutionel racisme i politikorpset. I løbet af de seneste år har mange politikorps i USA arbejdet for at blive mere etnisk mangfoldige, men aktivister lægger vægt på, at en betjents ”farve” uanset vedkommendes race altid er blå som politiuniformen. 

"Vi er nødt til at tale om den institutionaliserede politikultur, der har denne her uskrevne lov, at det er i orden at bruge overdreven magt mod sorte og brune mennesker," siger Nichols-familiens advokat, Ben Crump, ifølge avisen New York Times. 

Tyre Nichols’ begravelse afholdes onsdag i Memphis og forrettes af præst og borgerrettighedsaktivist Al Sharpton.