Ny rapport: Flere børn er i fare for seksuel vold i krigszoner

10 gange flere børn end for 30 år siden bor tæt på en konflikt, hvor der er risiko for seksuel vold, vurderer Red Barnet. Forsker efterlyser mere fokus på, hvordan krig påvirker børn

42 skoledrenge og nogle af deres lærere blev tirsdag aften bortført i det centrale Nigeria. Det sker blot to måneder efter en lignende massebortførelse. Her blev over 300 skoledrenge bortført fra en landsby i det nordlige Nigeria, og på billedet ses nogle af drengene efter deres løsladelse kort før jul.
42 skoledrenge og nogle af deres lærere blev tirsdag aften bortført i det centrale Nigeria. Det sker blot to måneder efter en lignende massebortførelse. Her blev over 300 skoledrenge bortført fra en landsby i det nordlige Nigeria, og på billedet ses nogle af drengene efter deres løsladelse kort før jul. . Foto: Afolabi Sotunde/Reuters/Ritzau Scanpix.

42 nigerianske skoledrenge og nogle lærere blev tirsdag aften bortført af bevæbnede mænd, der stormede et kollegium i byen Kagara i det centrale Nigeria, hvor drengene bor. Mens motivet for bortførelsen, som ingen endnu har taget skylden for, i går var ukendt, var kidnapningen en trist påmindelse om, hvor udsatte børn er, når de bor tæt på konfliktområder.

Bortførelsen af skolebørnene falder sammen med, at Red Barnet i dag offentliggør en rapport om seksuel vold mod børn i konfliktområder.

Ifølge rapportens beregninger, som Red Barnet har lavet i samarbejde med Fredsforskningsinstituttet i Oslo, boede ikke færre end 72 millioner børn verden over i 2019 mindre end 50 kilometer fra et konfliktområde med en eller flere væbnede grupper, der ifølge rapporteringer har begået seksuel vold mod børn inden for det seneste år.

Det betyder, at antallet af børn, der bor tæt på en konflikt, hvor der er risiko for seksuel vold, er tidoblet på 30 år. En udvikling, som Johanne Schmidt-Nielsen, den internationale organisations generalsekretær i Danmark, kalder ”alarmerende”.

”Det er meget, meget alvorligt, og når vi laver denne undersøgelse, er det også for at råbe vagt i gevær. Der er store mørketal i undersøgelserne af, hvor mange børn der rent faktisk har været udsat for seksuel vold som en del af en væbnet konflikt, og de opgørelser, der bliver lavet af FN, viser efter alt at dømme kun toppen af isbjerget,” siger hun.

Red Barnet understreger selv i sin rapport, at det er svært at dokumentere, hvor mange overgreb der reelt finder sted. Blandt andet fordi det er svært at få adgang til konfliktområder, og fordi ofre frygter at blive udsat for hævn, hvis de indberetter et overgreb. Derfor forsøger rapporten heller ikke at dokumentere antallet af seksuelle overgreb, men fokuserer i stedet på risikoen for at blive udsat for seksuel vold som barn i en konfliktzone. En risikovurdering, som Red Barnet påpeger også kan være delvist påvirket af stigende rapporteringer som følge af øget opmærksomhed på seksuel vold mod børn.

FN har siden 2006 dokumenteret flere end 20.000 tilfælde af konflikt-relateret seksuel vold mod børn. Verdensorganisationens seneste rapport på området, ”Børn og væbnet konflikt”, der dækker året 2019, inkluderer 749 bekræftede tilfælde af seksuel vold, der for 98 procents vedkommende gik ud over piger.

At der er et stort mørketal på området bekræftes af Angela Muvumba Sellström, der som konfliktforsker ved Nordisk Afrikainstitut ved Uppsala Universitet i Sverige i mange år har forsket i seksuel vold i konflikter. Netop derfor er hun heller ikke meget for at vurdere hverken det reelle antal af overgreb, eller hvorvidt der finder flere overgreb sted.

”Al statistik på området er problematisk, fordi det er usandsynligt, at tallene er korrekte. Sandsynligvis er de alt for lave, og det er der flere grunde til. Blandt andet fordi der er et stort tabu forbundet med seksuelle overgreb og især seksuelle overgreb mod drenge,” siger hun og efterlyser mere forskning i, hvordan væbnede konflikter og seksuel vold påvirker børn.

Det er generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet i Danmark enig i. Hun har følgende opfordring til det internationale samfund:

”Der er brug for flere midler både til forebyggelse og hjælp samt bedre data på området.”

I en skriftlig kommentar kalder minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S), det ”dybt foruroligende, når børn og unge risikerer at blive udsat for seksuel og kønsbaseret vold”:

”De har en barndom traumatiseret af konflikter, så situationen er slem i forvejen. Det kan og vil Danmark ikke acceptere. Derfor giver vi også betydelig økonomisk støtte til danske og internationale organisationer, som har ekspertisen og folk i felten, der hver dag yder en kæmpe indsats mod seksuel og kønsbaseret vold,” skriver ministeren og tilføjer:

”Danmark har i øjeblikket formandskabet for Call to Action, som er en sammenslutning af ngo’er, stater og FN-organisationer med indsatser på området, hvor vi mobiliserer internationale kræfter. Fordi problemet er underprioriteret internationalt, og det skal der gøres noget ved. Ellers betaler børnene og de unge prisen.”