Før Sovjetunionens opløsning var terror ikke noget, der blev skrevet eller talt om i de russiske medier, og dermed var terror ikke en del af den enkeltes russers dagligdag. Efter Sovjetunionens sammenbrud kom der i 1990’erne en vækst i terroraktionerne, og terroren er fortsat lige siden. Som i Vesten har de russiske sikkerhedsorganer givetvis også forhindret en række, potentielle terroraktioner, som vi forskånes for at høre noget om.
Sankt Petersborg var i 1990’erne blandt de byer, hvor mafiaens uvæsen og likvideringer var det mest omfattende problem. Terror har man derimod været forskånet for indtil i mandags, hvor en bombe blev udløst i byens metro på en af de allermest centrale linjer og stationer, hvor byens beboere dagligt lader sig fragte til og fra arbejde og studier. Spørgsmålet er nu, om indbyggerne i Ruslands store byer – som i London, Paris, Madrid og Berlin – skal indstille sig på, at dette er en permanent tilstand.
Putin gjorde sig kendt som Jeltsins premierminister i september 1999, da han sagde om tjetjenske terrorister: ”Vi vil jage dem til sidste mand. Hvor end vi finder dem, vil vi tilintetgøre dem. Også selvom vi finder dem på toilettet. Vi vil tvære dem ud i lokummet.”
De grove ord og de efterfølgende, nådesløse russiske offensiver i Tjetjenien har efterladt – også i Vesten – det billede af Putin som en stærk og handlekraftig mand, som i mere end 17 år har været en central del af fortællingen om ham og har givet ham legitimitet som Ruslands ubestridte leder. Men fortællingen skygger for, at Putin ikke har udryddet terroren.
Den har gennem hele hans regeringstid været en følgesvend, der lejlighedsvist slår ubarmhjertigt til. Typisk i Moskva, hvor man også har oplevet bomber i metro eller i Kaukasus-området. Og i mandags kom terroren så til Sankt Petersborg, der sammen med Moskva er de to byer, som unge russere fra hele landet ser som muligheden for social opstigning, hvis de kan være så heldig at få en studieplads der.
Terroren i Rusland har tre potentielle kilder – Kaukasus (især Tjetjenien), Centralasien og Syrien. Problemet i Tjetjenien er inddæmmet med en hensynsløs ødelæggelse af hovedbyen Grosnij efter årtusindskiftet og indsættelsen af et brutalt diktatur under ledelse af Ramsan Kadyrov, der har formået at undertrykke de radikale oprørsgrupper mod til gengæld at etablere sig som en regional magtfaktor af paramilitær karakter.
I den nuværende russiske sikkerhedsanalyse er det Syrien og de centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker, der vurderes at repræsentere den største potentielle terrortrussel.
Det er også derfor, Rusland har involveret sig i Syrien. Ét er de geopolitiske interesser, Rusland har i landet, men for Rusland handler Syrien også om terror. Det russiske skrækscenarie er, at islamistiske bevægelser som Islamisk Stat og al-Qaeda på grund af statssammenbrud i Mellemøsten vinder styrke og begynder at befæste sig mod nord i retning af Kaukasus.
Analysen er den samme for Centralasien. De centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker har alle fået en autoritær, post-sovjetisk regimeform, og også her frygter Rusland, at staterne bryder sammen, fordi det kan medføre, at radikaliserede grupper i Afghanistan uhindret flyder nordpå til Centralasien og vokser sig stærkere tæt på Ruslands grænser. Grænser, der er svære at forsvare på det flade steppeland.
Derfor satser Rusland på et sikkerhedssamarbejde med disse lande i alliancen CSTO (et sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde mellem Rusland, Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgistan, Tadsjikistan og Usbekistan), så Rusland i sidste ende legitimt kan sende fredsbevarende styrker på disse landes anmodning, hvis en krise skulle indtræffe.
Den russiske regering og Putin ser kampen mod terror som en langsigtet kamp. En målsætning, man blev mindet om i mandags. Rusland vil reelt gerne samarbejde med Vesten i den kamp, men hidtil har fælles indsatser – med rod tilbage i Tjetjenien-konflikten i 1990’erne – været begrænset af forskellige opfattelser af, hvilke grupperinger, der er terrorgrupper, og hvilke, der kæmper en legitim kamp for selvbestemmelse.