De fleste berlinere er sikkert enige om, at det er herligt med en ekstra årlig fridag, når de for første gang får lov til at holde fri i dag i anledning af kvindernes internationale kampdag. Men enige er de ikke, når talen falder på, hvorfor den rød-grønne delstatsregering i den tyske hovedstad netop skulle udpege kvindernes kampdag til ny officiel fridag. Og ikke eksempelvis reformationsdagen den 31. oktober, som kirken i Berlin har kæmpet for, og som andre tyske delstater har gjort til helligdag. Striden er blot det seneste af flere eksempler på, at officielle mærkedage er blevet en del af kulturkampen, mener den tyske filosof og forfatter Alexander Grau, som beskæftiger sig med kultur og moral i sine bøger.
”De officielle fridage er en del af den kollektive hukommelse og erindring, og den, der bestemmer fridagenes ideologiske orientering, bestemmer også samfundets officielle, styrende ideologi,” siger han.
I 2015 blev de muslimske helligdage eid al-fitr og eid al-adha for eksempel føjet til listen af officielle helligdage i New York. I 2014 fulgte Irland efter USA, Storbritannien og Canada og anerkendte officielt den amerikanske markering for de sortes rettigheder, Black History Month, som i tidens løb er udvidet fra en uge til en måned. Og i Danmark har radikale og socialdemokratiske politikere gentagne gange foreslået at sløjfe kristne helligdage.
I store dele af Europa var det i århundreder kirkerne, der dominerede helligdagenes indhold, derefter var det nationalstaterne, og i dag er det den venstre-liberale elite, mener Alexander Grau.
”I den forstand er Berlins nye helligdag kun en del af et bredere projekt,” siger han og peger på, at Tyskland i disse år og ofte under protest ændrer navne på gader og universiteter, hvis de for eksempel virker nationalistiske.
Når det seneste politiske forslag herhjemme om at stryge store bededag og Kristi himmelfartsdag vakte protester, skyldes det ikke kun, at vi ikke vil miste en fridag. Det handler også om, i hvilket omfang vi anser kristendom som vigtig i vores kulturarv, vurderer professor Anette Elisabeth Warring, som forsker i erindring og historiebrug ved Roskilde Universitets institut for kommunikation og humanistisk videnskab.
”For mange danskere, måske flertallet, er helligdagene vigtige, fordi de er fridage, mens det, der markeres og erindres, ofte fortoner sig i fortidens tåger. Men nationale helligdage er udtryk for, at en begivenhed – religiøs eller sekulær – bliver officielt anerkendt som særlig mindeværdig og vigtig. De værdier, som knytter sig til begivenheden, udpeges som centrale for hele fællesskabet. Officielle helligdage peger dermed på den del af en given kulturarv, som er særlig betydningsfuld,” siger hun.
Derfor vil kampen om helligdagene formentlig tage til. Fra midten af 1800-tallet og frem til 1960’erne var Danmark et af Europas mest homogene samfund med hensyn til religion, etnicitet og klasse. Men i dag er Danmark multikulturelt, påpeger Anette Elisabeth Warring.
”Og i centrum for de største værdimæssige brydninger står identitetspolitiske spørgsmål om især køn, etnicitet og religion. Debatten om mærkedage både nationalt og internationalt handler netop om de tre ting. I Danmark kan der derfor godt komme et krav om for eksempel at gøre kvindernes internationale kampdag til officiel helligdag ligesom i Berlin. Man kunne forestille sig et lignende krav omkring den muslimske eid-fest, som allerede fejres i nogle børnehaver, og som har skabt brydninger,” siger hun.
Lige siden Struensees helligdagsreform i 1770 har Danmark skåret i de kirkelige helligdage, og kirken skal fremover gøre sig umage med at argumentere for, hvorfor de resterende skal bevares, mener lektor i kirkehistorie på Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen.
”Helligdagene har til dels stadig en mening, for så vidt at folk går lidt i kirke. Men kristendom bliver i stigende grad et tilvalg, vi har ikke længere en fælles bevidsthed om kirkeåret eller om, hvad vi skal bruge helligdagene til. Så legitimeringen halter. Man kunne lave en pulje på 10 helligdage, og så må folk selv bestemme, om de vil holde fri den 8. marts eller den 25. december eller på dagen for Stormen på København eller Slaget ved Isted. Man kan jo spørge, om det er noget, staten skal blande sig i,” siger han.