Nye kampe koster 15 soldater livet ved grænse i Armenien

Armenien og Aserbajdsjan har indgået våbenhvile efter dødelige sammenstød ved grænsen mellem de to lande.

For lidt over et år siden var der kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan i den langvarige strid om udbryderregionen Nagorno-Karabakh. Tirsdag er der igen voldsomme sammenstød ved grænsen. (Arkivfoto)
For lidt over et år siden var der kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan i den langvarige strid om udbryderregionen Nagorno-Karabakh. Tirsdag er der igen voldsomme sammenstød ved grænsen. (Arkivfoto). Foto: Karo Sahakyan/Ritzau Scanpix.

Striden mellem armenske og aserbajdsjanske styrker blussede tirsdag op på ny i grænseområdet mellem de to lande.

15 armenske soldater er dræbt i nye sammenstød. Det oplyser Armeniens parlament tirsdag ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Yderligere 12 armenske soldater er taget til fange, meddeler landets forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.

Tirsdag aften meddeler ministeriet, at der er indgået en aftale om våbenhvile. Rusland har været mægler mellem de to stridende parter.

- Situationen er relativt stabiliseret, meddeler det armenske forsvarsministerium tirsdag aften.

Armenien havde bedt om hjælp fra Rusland til at forsvare landets territoriale suverænitet.

Den armenske regering meddelte, at der var voldsomme sammenstød på grænsen.

Rusland og Armenien har gennem længere tid haft en aftale om at hjælpe hinanden. Men Rusland har også en relation til Aserbajdsjan at pleje og har tidligere især forsøgt at indtage en mæglerrolle.

Aserbajdsjans udenrigsministerium siger ifølge nyhedsbureauet TT, at Armenien er skyld i den seneste optrapning.

EU-præsident Charles Michel kræver stop for volden mellem de to lande, skriver han på Twitter.

- Vi opfordrer til omgående nedtrapning og en fuld våbenhvile, skriver han.

Etniske armeniere og aserbajdsjanske styrker udkæmpede sidste år en blodig konflikt fra september til november om Nagorno-Karabakh-regionen.

Mindst 6500 mennesker blev dræbt.

Seks ugers kampe blev bragt til ophør takket være en russisk-mæglet fredsaftale.

Aserbajdsjan, der havde støtte fra Tyrkiet, trak sig sejrrigt ud af sidste års konflikt.

Som en del af fredsaftalen, der blev underskrevet i november 2020, gik Armenien med til at give afkald på i alt tre distrikter til Aserbajdsjan. Det blev set som et stort nederlag i Armenien.

/ritzau/Reuters