Nye smittetal sender rystelser gennem USA

”Elsk din næste som dig selv,” siger guvernør i bøn til amerikanske borgere, mens antallet af coronasmittede eksploderer

Den opadgående smittekurve får myndighederne i flere delstater til at iværksætte nye tiltag. Fra i går begyndte New York, New Jersey og Connecticut eksempelvis at kræve, at tilrejsende fra delstater med et højt smittetryk går i karantæne i to uger efter deres ankomst
Den opadgående smittekurve får myndighederne i flere delstater til at iværksætte nye tiltag. Fra i går begyndte New York, New Jersey og Connecticut eksempelvis at kræve, at tilrejsende fra delstater med et højt smittetryk går i karantæne i to uger efter deres ankomst. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix.

Mens restauranter, barer, frisører og forlystelsescentre genåbner flere og flere steder i USA, sætter adskillige delstater rekorder for antallet af nye coronasmittede, og guvernører og andre myndigheder bønfalder borgerne om at udvise større varsomhed over for den usynlige virus.

”Tænk på andre i dit liv og på fremmede. Elsk din næste som dig selv. Hvis du ikke kan praktisere fysisk afstand, praktiserer du så kærlighed?”, spurgte Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, på et pressemøde forleden.

Onsdag i denne uge indrapporterede delstaternes sundhedsmyndigheder flere end 36.000 nye bekræftede smittetilfælde, hvilket er det højeste daglige tal siden pandemiens landgang i USA i januar. En fremskrivning fra University of Washington forudsiger, at coronavirussen vil have kostet 180.000 amerikanere livet ved udgangen af september. Men tallet vil ifølge forskerne falde til 146.000, hvis 95 procent af amerikanerne følger anbefalingerne om at benytte mundbind. Indtil nu har USA registreret flere end 2,38 millioner bekræftede smittetilfælde og over 122.000 dødsfald.

Den opadgående smittekurve får myndighederne i flere delstater til at iværksætte nye tiltag. Fra i går begyndte New York, New Jersey og Connecticut eksempelvis at kræve, at tilrejsende fra delstater med et højt smittetryk går i karantæne i to uger efter deres ankomst. De, der bryder anbefalingen, risikerer ifølge New Yorks demokratiske guvernør, Andrew Cuomo, tvungen karantæne og bødestraf på op til 10.000 dollars (66.000 kroner).

New York City var i marts og april det amerikanske epicenter for pandemien med flere hundrede daglige dødsfald, men efter flere ugers kraftigt faldende smittetal registrerede delstaten ifølge avisen New York Times i onsdags blot 17 nye coronadødsfald.

”Vi er nødt til at sikre os, at virussen ikke ankommer på en flyvemaskine igen. Det har vi lært,” siger Andrew Cuomo på et pressemøde.

De høje coronatal mange steder i USA er ifølge eksperter både et resultat af øget testkapacitet og et forstærket smittetryk blandt andet som følge af genåbningen af økonomien i mange delstater og lokalområder. Antallet af hospitalsindlæggelser er voksende i delstater som Arizona og Texas, hvor flere end 4000 mennesker nu er indlagt efter at være blevet testet positive for coronavirus. Det er flere end dobbelt så mange som i begyndelsen af måneden. I Texas’ største by, Houston, er sygehusenes intensivafdelinger ifølge borgmester Sylvester Turner ved at løbe tør for ledige sengepladser.

”Det er muligt, at vi er trætte af virussen, men den er ikke træt af os,” advarer han på Twitter.

Ligesom borgmestre og guvernører andre steder i landet opfordrer demokraten Turner indtrængende borgerne til at bære mundbind og holde fysisk afstand til andre mennesker.

Ligesom i Tyskland, Spanien og Portugal, hvor flere områder har genindført begrænsninger som følge af nye lokale udbrud, kan det ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO også i USA blive nødvendigt at genindføre nedlukninger af de lokale økonomier, hvis myndighederne ikke er i stand til at nedbringe smittetrykket. Ifølge flere amerikanske nyhedsmedier overvejer EU at udelukke amerikanerne fra indrejse, når grænserne i den kommende tid åbnes for internationale rejsende.

Der er imidlertid ikke mange tegn på, at de amerikanske delstater genovervejer de politisk populære beslutninger om at begynde at genåbne samfundsøkonomien. Også præsident Donald Trump, der knytter sine genvalgschancer til en økonomisk genkomst, synes at være opsat på at undgå nye nedlukninger. Under et valgmøde i en tætpakket evangelikal megakirke i Arizona tirsdag aften sagde han, at de høje smittetal i USA skyldes en stor stigning i antallet af gennemførte coronatest. Han lagde samtidig op til, at en vaccine er på trapperne, og at virussen snart kan blive et fjernt minde.

”Den er ved at forsvinde,” sagde præsident Trump.